TESTS Foto & Video Hi-fi Hjemmebiograf Hovedtelefoner Højttalere TV
NYHED: LB+ TOTAL UGE - Ingen bindingsperiode! KØB NU

TEST: Eversolo AMP-F10

Charmerende og klassisk

Eversolo AMP-F10 kunne lige så godt have været bygget i en mere civiliseret tidsalder.

Af / 15/05/2025 - 14:00
Eversolo AMP-F10

Lyd & Billede mener

  • Stort lydbillede. Charmerende varm og engagerende gengivelse. Kan drive det meste.
  • Den har ikke helt samme bundtræk som endnu kraftigere – og dyrere effektforstærkere.

Kinesiske Eversolo kender vi først og fremmest for deres digitalkonvertere og streamere. DMP-A6 tog os med storm, at den endte med at blive kåret som årets streamer i fjor.

Men firmaet har også andre hi-fi-komponenter på programmet. Denne gang ser vi på Eversolo AMP-F10, der er en ren effektforstærker.

Man skal ikke dømme elektronikken på udseendet. Men Eversolo AMP-F10 ser helt rigtig ud: En stor og massiv klods af en forstærker, der indgyder øjeblikkelig respekt. Fronten på det sorte kabinet prydes kun af en tænd/sluk knap og to VU-metre. Sådan.

S 4.66
Et par – meget livlige – VU-metre viser effekten, men er nok mest med for et nostalgisk syns skyld. (Foto: Eversolo)

Det var med lidt tøven, jeg bugserede den 21,5 kg tunge forstærker op på øverste glashylde i hi-fi-reolen. Men hylden holdt. Da siderne på kabinettet er dækket af solide køleplader, skal man passe lidt på fingrene, når man flytter forstærkeren.

Bagsiden rummer indgangene i form af balancerede XLR-indgange og ubalancerede RCA. Der er en håndfuld vippeomskiftere til at vælge mellem indgangene, justere følsomheden og skifte mellem brokobling og stereodrift. Der er udgangsbøsninger til ét sæt højttalere.

Annonce

Klassisk opbygning

Indmaden i Eversolo AMP-F10 er lige så klassisk som det ydre: Udgangstrinet er er opbygget med MOS-FET-transistorer og arbejder i klasse AB. Og strømforsyningen er en dobbeltviklet ringkernetransformator op 1.000 watt og med en solid bank af ladeelektrolytter. En elektronikingeniør, der netop var vågnet op efter at have befundet sig i nedfrosset dvale siden 1980, ville straks føle sig hjemme!

AMP A10 01
Eversolo AMP-F10 er så klassisk, at den kunne være bygget i et hvilken som helst årti siden 1970’erne. (Foto: Eversolo)

Eversolo AMP-F10 er opgivet til en udgangseffekt på 2 x 200 watt i 8 ohm. Når man er blevet vænnet til vilde effektopgivelser på klasse D-forstærkere, lyder tallet lavt. Men for en klassisk klasse AB-forstærker er det en ret solid effekt. Og halveres belastningsgimpedansen til 4 ohm, stiger udgangseffekten til 320 watt pr. kanal. Eversolo opgiver ret usædvanligt også udgangseffekten i 2 ohm, som er 2 x 450 W.

Forstærkeren kan brokobles. I så fald yder den angiveligt 650 W i 8 ohm – og 950 W i 4 ohm. At effekten mere end blot fordobles ved brokobling, lyder lidt usædvanligt, og tallene skal måske tages med en smule forsigtighed, da det er virker temmelig optimistisk at trække op til 950 watts udgangseffekt ud af en forstærker, hvor strømforsyningen angiveligt er på 1.000 watt. En klasse AB-forstærker har normalt en effektivitet på omkring 50%.

S 1.63
Siderne er dækket af solide køleplader. (Foto: Eversolo)

Opsætning og ibrugtagning af en ren effektforstærker er normalt en ret simpel affære, der består i at tilslutte en forforstærker eller en signalkilde med regulering af udgangssignalet (for eksempel en streamer) samt et par højttalere.

Det er også – næsten – tilfældet med Eversolo AMP-F10. Man skal dog sikre sig, at vippekontakterne for indgangsvalg er stillet korrekt til enten balanceret eller ubalanceret, afhængigt af kabelvalget. Ellers kommer der ingen lyd. Det samme gælder omskifteren, der vælger, om forstærkeren tændes med 12 V triggersignal, eller når der kommer lyd på indgangen.

Forstærkeren kan slet ikke tændes, hvis der hverken er triggersignal eller lyd på indgangsbøsningerne. Så glem alt om at lade den stå tændt for at varme op.

AMP A10 03
Hele fem vippekontakter bruges til at indstille forstærkerens virkemåde. (Foto: Eversolo)

Lyden af Eversolo AMP-F10

At klasse AB-forstærkere har en varm lyd, mens klasse D lyder koldt, er en forenkling og en myte, og der findes flere eksempler på det modsatte i begge lejre. Men Eversolo AMP-F10 gør intet for at udfordre den myte.

Eversolo AMP-F10 er fra første ørekast behageligt musikalsk selskab. Lyden er varm og nærværende, og lydbilledet er stort og bredt. Lige præcis hvad man kunne ønske sig, når det handler om at sætte sig ned og bruge nogle timer på at nyde musikken efter en lang dag.

Lidt mere træ og harpiks

Lydbilledet hælder som nævnt mod det varme. Det skal forstås i den bedste mening. Der mangler ikke noget i andre toneområder, men stemmer virker nærværende, og akustiske instrumenter får lidt mere krop. Lidt mere træ og lidt mere harpiks.

Den akustiske scene er stor og bred, og det er ikke svært at forestille sig, at man har fået Arne Domnérus og hans orkester med hjem i stuen på I’m Confessin’.

Lige netop når det gælder fornemmelsen af rum, bliver Eversolo som klasse AB-forstærker dog udfordret af de (potentielt) mere kyniske og neutrale klasse D-forstærkere.

Direkte sammenlignet med NAD C 298, der er en klasse D-forstærker med Purifi Eigentakt-moduler, er fornemmelsen af dybde og højde i rummet bag højttalerne ikke helt så tydelig, og luften mellem instrumenterne på illusionen af en scene er ikke helt så klar.

Hvilket kan være det samme, hvis du ikke har et par højttalere, der fremhæver netop den slags egenskaber. Eller hvis du lytter til musik for at nyde den kropslige fornemmelse. Eller endda danse. Men der er altså en lille forskel dér.

s 3.65 updated
Bagsiden er næsten lige så stilren og enkel som forsiden. (Foto: Eversolo)

Forførende

Skulle du være fysisk disponeret, har Eversolo AMP-F10 masser at byde på. Der er kraft nok til at drive alle normale højttalere i rum, der er mindre end en gildesal. Og forstærkeren virkede aldrig presset undervejs. Stresstesten i slutningen af Disturbeds coverversion af Sound of Silence blev klaret med glans. Selv om jeg næsten glemte at lytte efter fejl, fordi David Draimans stemme lød så forbandet lækker!

Men betyder det, at det ikke kan gøres bedre? Nej, selvfølgelig ikke. Eversolo AMP-F10 kan spille højt nok uden at miste pusten, men den har ikke det næsten uudtømmelige kraftoverskud som virkelig kraftige forstærker som Musical Fidelity M8Xi og Emotiva XPA-DR2. Eller i lidt mindre ekstrem grad Elipson A2700.

AMP A10 07
(Foto: Eversolo)

Konklusion

Eversolo AMP-F10 er en klassisk klasse AB-effektforstærker i den bedste forstand. Den ligner og lyder som noget, der kunne have været bygget i et hvilken som helst årti siden 1970’erne. Og vel at mærke bygget godt.

Den har en charmerende klang og et stort lydbillede, der gør musiknydelsen til netop nydelse. Den har måske ikke helt samme gennemsigtighed og slagkraft som gode klasse D-forstærkere. Men den har så meget andet at byde på, at det ikke er noget problem. Og til prisen bliver det svært at finde en forstærker i samme klasse, hvis det både skal gælde kvaliteten og teknologien.

Karakter
Eversolo AMP-F10
Premium
John Alex Hvidlykke
(f. 1964): Journalist og tester. John har arbejdet for Lyd & Billede siden 2013, hvor han skriver om hi-fi, højttalere, computere, gaming og teknologihistorie. John har beskæftiget sig med tech-journalistik siden 1982 (!) og har arbejdet for talrige magasiner i forskellige roller, bl.a. GEAR, High Fidelity, Komputer for alle, Illustreret Videnskab, Ny Elektronik, PC World og Privat Computer. Han har desuden skrevet en lang række bøger og undervisningsprogrammer om IT.

Skriv din kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Læs videre med LB+

stopper automatisk

Nyhed! LB+ Total UGE

Fuld adgang til alt LB+ indhold - Ingen bindingsperiode!

TILBUD - 49 kr første måned

Fuld adgang til alt LB+ indhold

LB+ Total 12 måneder

Fuld adgang til alt indhold på Lyd & Billede og L&B Home i 12 måneder

59 kr
49 kr / første mnd
108 kr / mnd
Med LB+ får du:
  • Adgang til mere end 7.800 produkttests!
  • Store rabatter hos vores partnere i LB+ Fordelsklub
  • Ugentlige nyhedsbreve med de seneste nyheder
  • L&B TechCast – en podcast fra L&B
  • Magsinet digitalt – ny udgave hver måned
  • Deaktivering af annoncer
  • L&B+ Video – kom med L&B-redaktionen bag kulisserne, på de store tech-messer og meget mere!

Af den gamle skole

Livlig og levende lyd

Sensationel opgradering

Budgetmodel fra Revival

Sony tager kampen op med Sonos – med delvis succes

Harmonisk kompakthøjttaler

Billige biografhøjttalere med punch

Lynhurtigt energibundt

Ren musikmagi med et heftigt prisskilt

Har kun udseendet med sig

Mesterligt afbalanceret lyd

Norsk dynamit i stuen