Man skal være yderst forsigtig med at kaste om sig med store ord, og det gælder også, når man tester højttalere. Men her har vi ikke noget valg. For Dynaudios Black Edition af Contour 20 er en enestående velspillende og gennemført højttaler. Og den klart bedste kompakte højttaler i sin klasse. Endda med god margin.
Her skal du få at vide hvorfor.
Det er normalt at tage fat på enkeltelementer, når man skal opgradere en højttaler. Det kan være en modificeret enhed, en opgraderet enhed eller begge dele. Gerne efterfulgt af en kosmetisk ændring, der gør, at den nye udgave skiller sig ud fra originalen. Om end bare en anelse.
Sådan kunne det også have været med Contour 20 Black Edition. Men hos Dynaudio har man tænkt anderledes. Jo da, kabinettet med de fræsede aluminiumsplader foran kender vi fra originalen. Bortset fra at kabinettet udelukkende leveres med flere lag dybsort lak. Og poleret til perfektion er alt, hvad der betyder noget, nyt i forhold til originalen.
Da vi testede den første udgave af Contour 20, var vi så begejstrede, at vi beholdt højttalerne i flere måneder. De blev hyppigt brugt som reference for den tids kompakthøjttalere. Det skyldtes et usædvanligt åbent og afbalanceret lydbillede, som hældede mod det neutrale uden at lyde som en studiemonitor. De lød mere naturligt end meget andet, vi testede på det tidspunkt, og da vi pakkede dem ned og returnerede dem til fabrikken, tog det lang tid, før vi fandt et par kompakte højttalere, der var gode nok til at erstatte Contour 20.
Men efter testen af Black Edition er vi tilbøjelige til at nægte at returnere højttalerne til Dynaudio. De må gerne ringe, faxe eller sende telegram. Ja, de må sågar få lov til at banke på døren, vi kommer næppe til at svare eller åbne. For disse højttalerne er så gode, at når du først har hørt dem, vil du ikke give slip på dem.
Dele fra øverste hylde
Bag den skinnende sorte lak gemmer sig fire grundlæggende ændringer, som alle betyder meget for, hvordan højttalerne lyder, og hvordan de adskiller sig fra originalen.
Det er faktisk de eneste højttalere i Contour-serien, bortset fra Contour Legacy, som leveres med Dynaudios allerbedste diskantenhed. Nemlig Esotar 3, med en 28 mm silkedome med Hexis på bagsiden. Det er en slags indre spreder, der dæmper resonanser og udjævner frekvensresponsen i diskanten. Esotar 3 er en af de fineste diskanter, vi kender til. Den har normalt været forbeholdt flagskibene i Confidence-serien, så det er derfor lidt opsigtsvækkende, at endnu en højttaler i Contour-serien får en diskant fra øverste hylde.
Ind med neodymium
Basenheden er en ny variant af den 18 centimeter store NeoTec-enhed -18W55, med MSP-membranen, som vi kender fra Dynaudios bas- og mellemtoneenheder fra langt tilbage i tiden. Dynaudio ønskede at øge følsomheden i bassen og ville montere en kraftigere magnet på bagsiden af enheden for at opnå dette. Men de fandt ud af, at den ville tage for meget plads og kompromittere højttalerens basrespons mere, end de ønskede. Så de måtte finde en anden løsning. Valget faldt på en neodymium-magnet, fordi den kan laves mindre og levere samme kraft som en stor ferritmagnet.
Andre detaljer som en længere svingspole i glasfiber, en slankere profil og en afrundet kurv skal ifølge Dynaudio både forbedre enhedens præcision, dynamik og følsomhed.
Men så risikerer man at skabe et andet problem.
Ny basport og nyt delefilter
Med den øgede respons i bassen følger en øget risiko for støj fra basporten. Dynaudio ønskede at undgå, at luftgennemstrømningen i porten var hørbar, og valgte derfor et nyt basrefleksrør med større diameter og buede åbninger i begge ender. På den måde siger Dynaudio selv at have opnået en mere præcis og kraftigere bas fra basporten med færre artefakter som en velkommen bonus.
Med det, der i praksis er helt nye enheder, måtte delefilteret også opgraderes. Men Dynaudio valgte i stedet at lave et nyt delefilter fra bunden. De valgte et anden ordens-filter, der deler relativt højt, ved 3.600 Hz. Hvor delingen mellem enhederne overlapper hinanden i så høj grad, at man undgår et hørbart fald i området omkring delefrekvensen.
Delefilteret har ingen fase- eller impedanskorrektion overhovedet, ej heller nogen eq-korrektioner, men det har kostbare modstande og kondensatorer fra Mundorf i Tyskland. Det hele er strikket sammen med internkabler fra Van Den Hul.
Moderat følsomhed
De dybsorte højttalere, der har en systemimpedans på 4 Ohm, har en følsomhed på moderate 86 dB, og ligesom de fleste Dynaudio-højttalere, vi har testet, har også Black Edition det allerbedst, når den er koblet til en forstærker, der har kræfter nok til at tøjle den vildskab, der bor i dem.
Lyden
Det fungerede perfekt sammen med Hegels fremragende H190V, som har mere end nok effekt til at drive de sorte højttalere og give dem den autoritet, de fortjener. En Yamaha A-S3200 eller Musical Fidelity NuVista 800.2 er også et fremragende match til højttalerne og komplementerer forstærkerne til perfektion.
Jeg startede med Hegel-forstærkeren, og det første, der slog mig, da jeg trykkede på play, var, hvor utroligt åbne og fokuserede de var. Det er i og for sig ikke en usædvanlig oplevelse med Dynaudios højttalere, men disse var uden tvivl mere transparente, og så havde de en fordel i forhold til originalen, hvilket måske er det mest særegne ved Black Edition. De leverer en usædvanligt kraftig og dyb bas for en relativt kompakt højttaler. Jeg vil ikke gå så vidt som til at sige, at du ikke har brug for en subwoofer med dem – for det ville simpelthen ikke være sandt – men de leverer helt klart en dybere bas med mere kraft og dynamik end et par almindelige Contour 20.
En af de mange ting, jeg især kunne lide ved Black Edition, var den måde, de gengav klaverklang på. En helt enestående krystalklar og dyb klang fyldte rummet, da Jan Gunnar Hoff Ensemble spillede Polarity fra albummet af samme navn. Der er nogle korte basløb og trommesoloer på albummet, som virkelig kom til deres ret med de sorte højttalere.
Det mindede mig om Bowers & Wilkins 805 D4, som leverer et lydbillede med lidt mere varme og glød, men som på ingen måde formår at levere musikken med samme dynamiske kontrast, og som heller ikke har samme transparens som Black Edition.
Eftersom det ikke er så længe siden, at jeg havde Contour Legacy stående på samme sted i lytterummet, syntes jeg, at jeg kunne genkende Legacy-modellens signatur, men samtidig må jeg indrømme, at jeg synes, at Black Edition lyder endnu mere åben. Måske især i mellemtonen, men de går selvfølgelig ikke så dybt med samme autoritet som Legacy gør i bassen.
Black Edition er lige så gode til at få atmosfæren og lyden i Sofienberg Kirke i Oslo frem, hvor Polarity-optagelsen blev lavet. Det store kirkerum kommer tydeligt frem på optagelsen, og jeg savnede aldrig Legacy-højttalerens velartikulerede bas. Simpelthen fordi Black Edition er akkurat lige så gode, jeg vil endda påstå, at Black Edition faktisk har en endnu mere klart defineret mellemtone. Hvilket jeg bl.a. bemærkede på Dire Straits’ Private Investigations, hvor Mark Knopflers guitarlyd var mere skarpt defineret, end jeg husker det fra Legacy-højttaleren.
Slagtøjet i slutningen af Private Investigations har naturligvis ikke samme imponerende dybde som i et par Legacy-højttalere, men der er mere dybde og dynamisk kraft i slagtøjet her end f.eks. i et par Audiovector R1 Arreté-højttalere. Der er selvfølgelig intet her, der minder om en stor gulvhøjttaler, men lydbilledet fra Black Edition er på mange måder en mærkelig kombination af færdigheder. Højttalerne er en slags schweizerkniv, i den måde de håndterer både finjusteret trio-jazz og de dansable rytmer fra funk-ensemblet Ezra Collective.
Dobbeltalbummet Dance, No One’s Watching er en fest fra start til slut og et perfekt eksempel på, hvordan de relativt små højttalere formår at engagere lytteren. Musikken vugger derudaf med en blanding af jazz og afrobeat. Teksterne er ikke ligefrem dybsindige, men vokalerne farver musikken og giver den dybde og varme. Blæsersektionen, som er et bærende element i de fleste sange, gengives smukt med en fyldig klangvarme, der fortæller, at højttalerne på ingen måde er skarpe eller kliniske.
Demo-favoritten, Kari Bremnes‘ 2015-udgave af Spor, er indspillet med et slagtøj og en bas, der synes at være mixet ret langt frem i lydbilledet. Skru op for volumen, og små højttalere vil have svært ved at gengive dynamikken i bassen med tilstrækkelig realisme. Nogle vil endda bukke under, fordi de ikke kan håndtere den massive energi i bassen. Men ikke Black Edition. De spiller bare højere, når man skruer op for volumen. Der er ikke den mindste antydning af forvrængning eller opbrydning. Højttalerne dundrer bare løs med en bas, man kan mærke i mellemgulvet. Samtidig er vokalen forbilledligt neutral og fokuseret.
Konklusion
Den sorte udgave af Contour 20 er ikke blot de bedste kompakte tovejs højttalere til prisen, de er også blandt de bedste kompakte tovejs-højttalere, vi har testet. Punktum. Bortset fra de naturlige begrænsninger ved en så lille højttaler har disse ingen fejl eller begrænsninger, der er værd at tale om. De er stort set uden konkurrence i deres prisklasse, og man skal lægge betydeligt flere penge på bordet for at få bedre lydkvalitet fra en kompakt højttaler. Hvis Black Edition skal satte standarden for, hvad Dynaudios ingeniører kan præstere, når de føler for at opgradere et par i forvejen fremragende højttalere, kan vi næsten ikke vente på fortsættelsen. Bedre lyd end dette får du næppe for pengene – i hvert fald ikke fra nogen af de kompakte tovejs-højttalere, vi kender til.
