TESTS Foto & Video Hi-fi Hjemmebiograf Hovedtelefoner Højttalere TV

TEST: Bülowsen B7

FØRSTE TEST: Spiller som en gulvhøjttaler

Det bliver svært at finde en mere overbevisende basgengivelse end dette i en så lille pakke.

Af / 18/02/2026 - 14:00
Bülowsen B7

Lyd & Billede mener

  • Urimelig flot basgengivelse. Også når der spilles lavt. Fornem finish i ægte træfiner.
  • Hvis du vil køre trådløst og have rumkorrektion, skal der en WiSA-hub til. Det koster ekstra, og hubben er ikke fri for børnesygdomme.

Danmark har allerede flere højttalerproducenter end nogen anden nation på kloden. Men nu er antallet blevet forøget med endnu en, nemlig Bülowsen Audio. Og vi har fået deres første produkt til test.

Bülowsen B7 er en meget kompakt aktiv tovejshøjttaler med 7″ bas/mellemtoneenhed og 26 mm domediskant. Begge enheder er specialudgaver fra SB Acoustics.

De to enheder er monteret i et kompakt basreflekskabinet på blot syv liter. Kabinetterne er bygget i Danmark på egen møbelfabrik, og fås i en række finishes, alle sammen i ægte træfiner. For- og bagplade er dækket med linoleum.

Bülowsen B7
Som andre kompakthøjttalere befinder Bülowsen B7 sig bedst på standere med en passende afstand til bagvæggen og hjørnerne. (Foto: Bülowsen)

Trådløst eller kablet

Motoren i systemet er en 2 x 150 watt klasse D-forstærker. Bas/mellemtone og diskant har hver sin forstærker, og der deles digitalt i den indbyggede DSP, der også tilpasser frekvensgangen og sørger for, at højttalerenhederne ikke bliver bragt uden for deres komfortzone.

Vil man bruge højttalerne trådløst, kræves der en WiSA-hub. Den opgivne pris er inklusiv en hub af mærket Platin. Hubben har indbygget streaming samt et udvalg af analoge og digitale indgange. Den vender vi tilbage til.

Annonce

Da der er balancerede XLR-indgange på bagsiden, kan man også vælge at bruge højttalerne kablet sammen med en forforstærker eller analog lydkilde med reguleret udgang.

Endelig kan en WiiM Ultra streamer vælges til samme systempris som Platin-hubben.

Bülowsen B7
Vil man bruge højttalerne trådløst, kræves der en WiSA-hub. (Foto: Platin)

Helt ny hub

Den hub, der blev leveret med testsættet, var en helt ny model. Android mobil-app’en har i skrivende stund under 100 downloads! Brugerfladen var en smule upoleret, men opsætningen forløb i øvrigt uden problemer.

App’en giver adgang til at streame fra gængse streamingtjenester og også via Bluetooth. Man kan også afspille musik fra hubbens indgange og tilsluttede USB-lagerenheder eller via netværk.

At få WiSA-hubs til at samarbejde med trådløse netværk kan, uanset producent, være en udfordring. Især mesh-netværk. Her kan gammeldags, kablet tilslutning være en løsning.

Bülowsen B7
Højttalerne kan bruges i et WiSA-system med op til otte kanaler. Der er også analog XLR-indgang. (Foto: Bülowsen)
Læs også TEST: Buchardt Audio Anniversary 10 Danske Mads Buchardt var branchens frække dreng med sit en-mands-postordrefirma. 10 år senere er firmaet blevet voksent.

Opsætning

Som andre kompakthøjttalere befinder Bülowsen B7 sig bedst på standere med en passende afstand til bagvæggen og hjørnerne. Hvor meget må man forsøge sig med, men en halv meter til væggen og gerne mere til hjørnerne. Højttalerne blev vinklet ind mod lyttepositionen (toe-in).

Da højttalerne er aktive, er den elektriske side af sagen mere kompliceret, men det lykkedes på nogle minutter at få dem parret med Platin WiSA-hubben og få hul igennem til streaming via Tidal.

Hubben og den tilhørende app giver mulighed for rumkorrektion til at tæmme stående bølger og andre ujævnheder. Det er oftere en fordel end det modsatte. Og da funktionen følger gratis med, er den værd at udnytte. Eller næsten gratis. Man kan bruge mobilens mikrofon til rumkorrektion, eller tilkøbe en mikrofon, som koster ca. 1.000 kroner. Ved introduktionen følger målemikrofonen med i prisen.

2026 01 07 Speakers500139
Det er pladsmæssigt fristende at anbringe en så lille højttaler i en reol. I så fald hub’en med rumkorrektion en absolut nødvendighed. (Foto: Bülowsen)
Læs også TEST: KEF LSX II De små KEF LSX II er de bedste trådløse stereohøjttalere i prisklassen.

Lydkvaliteten

Bülowsen B7 er nydelige og finishen er upåklagelig, ikke mindst for prisklassen. Men det ville være løgn at sige, at de er spændende at se på. Små tovejsæsker med lignende enheder går der normalt tretten af på dusinet.

Men lyden er der ikke noget gennemsnitligt over.

Med en forslidt kliche kan man sige, at de spiller som en langt større højttaler. Men der er faktisk noget om snakken, især i basområdet, hvor de har overraskende megen magt over tingene.

Ved normalt lytteniveau er der lige så meget fysisk tilstedeværelse i bassen som på en mellemstor gulvhøjttaler.

2026-01-07_Speakers500030 1 2026-01-07_Speakers500028 1 2026-01-07_Speakers500026
<
>
Kabinetterne er bygget i Danmark på egen møbelfabrik, og fås i en række finishes, alle sammen i ægte træfiner. For- og bagplade er dækket med linoleum. (Foto: Bülowsen)

Det kommer til udtryk på Moon Light on Spring River, hvor der indgår både store tempeltrommer og synthesizer-basser. På mange kompakthøjttalere kan man kun lige akkurat fornemme de dybeste bastoner. Men på B7 opleves de ved fuldt niveau.

Selv et “umuligt” nummer som Why so Serious? fra lydsporet til “The Dark Knight,” hvor der trappes op til et næsten subsonisk crescendo, gengives, så skabslåger og andet løsøre rasler med.

Man kan ikke omgå naturlovene, og en syvtommers basenhed i et syvliters kabinet kan ikke flytte lige så megen luft som en femtentommers bas i kæmpekabinet. Men så længe det handler om at lytte til musik eller se film hjemme i stuen ved almindeligt lydtryk, opdager man ikke forskellen. Det sker ved kreativ brug af DSP.

Overordnet har Bülowsen B7 et nært og lidt fremadvendt lydbillede med en god fornemmelse af at have orkesteret stående i rummet. Og de gør det med en begejstring, der gør det sjovt at lytte til musik.

Nej, de tegner ikke bagvæggen på liveoptagelser med stort orkester lige så præcist som Gold Note A6 EVO II, og de er ikke så hudløst afslørende som Kerr Acoustic K300 MK3. Men de koster for det første kun en fjerdedel af de nævnte. Og man får både signalkilde og forstærkere med i købet. Det er rigtig meget god hi-fi pr. krone.

Læs også TEST: Triangle Capella Franske Triangle frister os med en trådløs højttaler, der er så smuk, at vi næsten glemte at finde noget negativt.

Venner med dit fjernsyn

Hubben har et arsenal af digitale indgange, herunder en HDMI-port med eARC. Og det ligger lige til højrebenet, at de små højttalere vil blive brugt til at levere god lyd til det TV, der sikkert også står i stuen.

Her er de takket være den imponerende basgengivelse i deres es, og de færreste, der ikke afsætter et rum til hjemmebiograf, vil opleve behov for en subwoofer. Som stereosæt må man undvære surroundsound. Men da højttalerne er WiSA-kompatible, er vejen åben for senere at opbygge et system med op til 7.1 kanaler.

Bülowsen B7
Hubben har et arsenal af digitale indgange, herunder en HDMI-port med eARC. (Foto: Platin)

Loudness, der faktisk virker

Da jeg i 1970’erne begyndte min hi-fi-karriere, havde alle forstærkere og receivere en knap mærket “loudness” – en knap, man som seriøs audiofil aldrig måtte bruge!

Loudness-knappens funktion var at tilpasse lyden på anlægget efter lydniveauet. For det menneskelige øre har en alt andet end lineær frekvensgang, og ved lave lydstyrker, er øret langt mindre følsomt for dybe og høje frekvenser. Så loudness-funktionen hævede bassen og diskanten i den første del af volumenknappens område.

Ideen var god nok, men da man ikke kendte højttalernes følsomhed, var det umuligt at lave en nøjagtig tilpasning til ørets følsomhed, og loudness blev for de fleste bare en ekstra baskontrol. Og den slags var altid af det onde.

Læs også Guide: Hi-Fi Skolen del 1 – Forstærkeren Forstærkeren er centrum i det klassiske stereoanlæg. Her samles lyden fra alle signalkilder og forstærkes, så den kan drive højttalerne.

Anledningen til ovenstående historielektion er, at Bülowsen B7 har en nutidig udgave af loudness-funktionen. Og da DSP’en ved præcist hvor højt der spilles, virker det faktisk. Højttaleren har dermed den samme subjektive klangbalance, når der spilles ved lav lydstyrke, som når der skrues højere op.

Bülowsen B7
(Foto: Bülowsen)

Indbygget sikkerhed

I den anden ende af effektskalaen sker det modsatte. 150 watt til hver højttalerenhed er langt mere, end hvad de kan tåle at blive tilført i længere tid. Så i takt med at volumenknappen drejes omkring, beskytter DSP’en enhederne ved at skrue ned for bassen og diskanten, inden det går galt.

Den slags tilpasning er ikke noget særsyn, og bruges i et eller anden omfang i alle aktive højttalere med DSP. Men Bülowsen B7 har løst det mere effektivt, end jeg har oplevet i prisklassen. Især er evnen til at lyde højt ved lav lydstyrke ud over det sædvanlige.

Konkurrenter

Der er få aktive stereohøjttalere, der er lige så prismæssigt tilgængelige som Bülowsen B7. KEF LSX II er en bemærkelsesværdig undtagelse, der imponerer på detaljerigdom, men ikke har samme magt og lydtryk i bassen.

Triangle Capella er ligeledes WiSA og imponerede os med deres varme og åbenhed. Men er også betydelig dyrere.

2026-01-07_Speakers500056 1 2026-01-07_Speakers500056 1 2026-01-07_Speakers500056 1
<
>
De små højttaleres evne til at spille magtfuld bas er deres stærkeste kort. Hvis man ikke har en kæmpestor stue, vil de være nok for de fleste. (Foto: Bülowsen)

Konklusion

Bülowsen Audio B7 er en meget vellykket debutant på den danske audioscene. Med en trådløs hub (eller kablet fra en streamer) har man et komplet stereoanlæg i høj lydkvalitet til en virkelig rimelig pris. At de ser godt ud, skader ikke i billedet.

De små højttaleres evne til at spille magtfuld bas er deres stærkeste kort. Hvis man ikke har en kæmpestor stue, vil de være nok for de fleste.

Gråhårede hi-fi-entusiaster, der ynder at bruge en hel weekend på at sammenligne lyden af forskellige højttalerkabler, vil rynke på næsen af en alt-i-et-løsning. Men for hi-fi-begynderen, der bare vil have musikken gengivet i høj kvalitet – og få smæk for skillingen på TV-lyden – er de svære at komme uden om.

Karakter
Bülowsen B7
Basic
John Alex Hvidlykke
(f. 1964): Journalist og tester. John har arbejdet for Lyd & Billede siden 2013, hvor han skriver om hi-fi, højttalere, computere, gaming og teknologihistorie. John har beskæftiget sig med tech-journalistik siden 1982 (!) og har arbejdet for talrige magasiner i forskellige roller, bl.a. GEAR, High Fidelity, Komputer for alle, Illustreret Videnskab, Ny Elektronik, PC World og Privat Computer. Han har desuden skrevet en lang række bøger og undervisningsprogrammer om IT.

Skriv din kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Læs videre med LB+

stopper automatisk

LB+ Total UGE

Fuld adgang til alt LB+ indhold - Ingen bindingsperiode!

TILBUD

Tilbud - 4 uger 4 kr.

Fuld adgang til alt LB+ indhold

LB+ Total 12 måneder

Fuld adgang til alt indhold på Lyd & Billede og L&B Home i 12 måneder

59 kr
4 kr / første mnd
108 kr / mnd
Med LB+ får du:
  • Adgang til mere end 7.800 produkttests!
  • Store rabatter hos vores partnere i LB+ Fordelsklub
  • Ugentlige nyhedsbreve med de seneste nyheder
  • L&B TechCast – en podcast fra L&B
  • Magsinet digitalt – ny udgave hver måned
  • Deaktivering af annoncer
  • L&B+ Video – kom med L&B-redaktionen bag kulisserne, på de store tech-messer og meget mere!

Arendals stativhøjttaler tror, den er en gulvmodel

Svensk lyd på omveje

Overlegen luft og bundtræk

Små muskler – stort hjerte

Den lille storebror

Masser af spilleglæde for pengene

Raffineret allround-højttaler

Små kæmper

KEF XIO: Soundbar med hi-fi-ambitioner

Ægte hjemmebiograf fra Yamaha-soundbar

Musikalsk italiensk øjefryd

Neutral nok til prof brug