Bowers & Wilkins tager sig god tid. De spytter ikke nye modeller ud, hver gang årstiderne skifter. Og nogle gange tager de sig faktisk så god tid, at de lancerer en ‘ny’ højttaler to år efter originalen, hvor de primære opgraderinger findes i lakrummet.
Det er tilfældet med 707 S3 Prestige Edition, som er den mindste og billigste model i serien. Man kan vælge at se det som en kynisk måde at genoplive en eksisterende model på, eller man kan se det som rettidig omhu: At give en teknisk kompetent højttaler det ydre, den hele tiden har fortjent.
Tolv lag af lækkerhed
Lad os tage fat i det mest iøjnefaldende først: lakeringen. Prestige-udgaven leveres eksklusivt i Santos Gloss. Hvis navnet lyder bekendt, er det fordi, det er samme finish, som prydede den nu legendariske 805 D3 Prestige.
Der er tale om hele tolv lag lak, der er poleret op til en dybde og jævnhed, som man normalt skal finde i en ægte pianolakering for at matche. Det ser ikke bare godt ud; det ser dyrt ud.
Hvor den almindelige 707 S3 i sort højglans kan virke en smule anonym, emmer Prestige Edition af eksklusivitet. Man betaler godt 10 procent ekstra for denne fornøjelse. Selv om standardmodellen også fås i en rødbrun træfinish kaldet Mocha, har denne slet ikke de tolv lag af lækkerhed, som vi finder her.
Lånte fjer fra Signature
Udover lakken har B&W fundet de små finpudsninger frem fra den fremragende 705 S3 Signature. Diskantgitteret er nu opgraderet til den optimerede version med det avancerede mesh-mønster, der er designet til at påvirke lyden minimalt for bedre opløsning. Hvilket givetvis er korrekt – men ikke himmelråbende åbenbart.

På bagsiden finder vi nye messing-terminaler, der ligeledes er hentet fra Signature-modellen for at sikre bedre signaloverførsel. Terminalerne (både standard- og luksusudgaven) er dog så glatte, at det kræver en ekstra indsats at stramme dem godt om kabelenderne. Og plasticpropperne, der skal forhindre, at man bruger anstændige bananstik, kan først fjernes, når man med besvær har åbnet skruebøsningerne.
Det er her, vi gør gode miner til slet spil. For det er alt sammen lækre detaljer, men de ændrer ikke på, at den grundlæggende indmad er den samme som i standardmodellen. Vi finder ingen opgraderede delefilterkomponenter her, som vi så i Signature-modellerne, og hvilket var årsagen til deres overlegne klarhed.
Bas/mellemtoneenheden med Continuum-membran og diskanten med kulstofdome er også de samme som i den almindelige version af Bowers & Wilkins 707 S3.

Lyden af en gammel kending
Da den tekniske konstruktion er uændret, er lydbilledet – ikke så overraskende – præcis det samme, som vi stiftede bekendtskab med tidligere. 707 S3 Prestige Edition er en mester i perspektiv for sin størrelse. Den tegner en akustisk scene, der er imponerende stor og dyb, hvor instrumenterne står pænt placeret i rummet. Stemmer står klart, og mellemtone- og diskantområdet er velopløst og charmerende. Altså i forhold til prisen, der kun er lommepenge højere end lavprismodellerne.
Men fysikkens love lader sig ikke bestikke med tolv lag lak. Med en følsomhed på beskedne 84 dB er højttaleren stadig en udpræget effekt-æder. Selv om B&W angiver 30 watt som minimum, anbefaler vi mindst 50 watt for at få ordentlig kontrol over sagerne. Og meget gerne mere; det er lettere at gøre skade med en lille forstærker end med en stor.
Den fem tommer (ikke særlig) store bas i det lille kabinet mangler desuden råstyrken til at eksplodere i de mest komplekse orkesterpassager. Ved tungere kost som Disturbeds udgave af Sound of Silence bliver lyden noget sammenpresset i crescendoerne, men til akustisk musik eller pop i et mindre lokale kan de stadig være rigtig gode til prisen.
Konkurrenter
Bowers & Wilkins er i dette tilfælde sin egen hårdeste konkurrent. Vælger du standardudgaven, kan du få præcis samme lyd til en pris, der er 10 procent lavere. Men ikke samme elegance. Det får du derimod hos DALI Menuet SE, der også imponerer på perspektiv, men befinder sig bedst i små rum og på nær hold af lyttepositionen.
Konklusion
Bowers & Wilkins 707 S3 Prestige Edition er en usædvanlig sag, fordi den ikke prøver at løbe fra sin arv, men blankt indrømmer, at de tale om den samme højttaler – med et makeover. Er det rimeligt at betale 1.200 kroner ekstra for en flot finish og et nyt gitter? Ja, faktisk.
I en hi-fi-verden, hvor vi ofte accepterer store prisstigninger for marginale tekniske gevinster, er prestigeudgaven et eksempel på What You See Is What You Get. Bogstavelig talt. Den var en udmærket højttaler for to år siden, og det er den stadig. Og ingen ville dengang have løftet et øjenbryn, hvis der blandt udførelserne var en eller to modeller med en merpris for særlig fornem finish. På samme måde, som mange gladelig betaler ekstra for at få metallakering, når de køber ny bil.
Læs videre med LB+
LB+ Total UGE
Fuld adgang til alt LB+ indhold - Ingen bindingsperiode!
Tilbud - 4 uger 4 kr.
Fuld adgang til alt LB+ indhold
LB+ Total 12 måneder
Fuld adgang til alt indhold på Lyd & Billede og L&B Home i 12 måneder
- Adgang til mere end 7.800 produkttests!
- Store rabatter hos vores partnere i LB+ Fordelsklub
- Ugentlige nyhedsbreve med de seneste nyheder
- L&B TechCast – en podcast fra L&B
- Magsinet digitalt – ny udgave hver måned
- Deaktivering af annoncer
- L&B+ Video – kom med L&B-redaktionen bag kulisserne, på de store tech-messer og meget mere!








