Test : Avantgarde Acoustic Zero 1

Design med kræfter

Avantgarde Acoustic Zero 1 er en historisk højttalerkonstruktion med hypermoderne elektronik. Som kan spille rigtig højt!

Lyd & Billede mener

To højttalere udgør et helt anlæg med fornem lydkvalitet. De kan spille rasende høj, men også lavt med stort overskud. Giver meget for pengene.
Fjernbetjeningen skal være bedre. Kan indimellem lyde lidt for meget af horn.
  • Diskant: Sfærisk horn, 77 mm, Ø 130 mm, 25 mm element
  • Mellemregister: Sfærisk horn, 190 mm, Ø 400 mm, 125 mm element
  • Bas: 300 mm element
  • 6 kanaler, 66 bit digital processing
  • 3 x 24 bit Burr-Brown DAC
  • Forstærkning: 2 x 50 W + 1 x 400 W
  • Indgange: USB, optisk, 2 x S/PDIF (ubalanceret digital), 1 x AES/EBU (balanceret digital), mulighed for analog
  • Finish: Hvid eller sort
  • Mål: 1040 x 490 x 318 mm
  • Vægt: 30 kg
Vis mere
Vis mindre

Vejl.pris 80000 kr

Avantgarde Acoustic Zero 1 er en af ​​de største anakronismer, jeg er stødt på i mit lange hi-fi-liv. Man har taget den ældste type højttalere, der findes, og kombineret med den mest moderne digitalteknologi, man kan forestille sig. Det har resulteret i et ret mærkeligt produkt, der henvender sig til flere kundesegmenter, end jeg havde forestillet mig på forhånd.

Kæmper med horn
Avantgarde Acoustic er et firma, der i mange år har specialiseret sig i hornhøjttalere. Og ikke hvilke som helst hornhøjttalere: De er voldsomt store og med flere horn, der næsten synes at svæve frit i rummet, og desuden fås de – hvis man vil – i markante farver. Det betyder, at Avantgardes højttalere er den slags, man ikke kan undgå at lægge mærke til i et rum.

Hvis jeg siger, at deres WAF (Wife Acceptance Factor) gennemgående ligger i bunden, så lyver jeg i hvert fald ikke. Jo, der findes sikkert enkelte – primært tyske – hornhøjttaler-fabrikanter, som har endnu lavere WAF, for finishen på Avantgardes skulpturer er generelt rigtig flot, hvilket kan være en formildende omstændighed. Men har du en livspartner, så kræver det sandsynligvis lange og vanskelige forhandlinger, hvis du vil have et par Avantgarde Acoustic hornhøjttalere stående i dagligstuen.

Og så har jeg slet ikke nævnt det uhyggelig store bassystem, som firmaet også har på programmet. Ja, “stort” er vel ikke engang helt dækkende …

Design-idé
Med Zero 1 forholder det sig imidlertid anderledes. Da ideen om de aktive hornhøjttalere dukkede op, talte Avantgardes chef Holger Fromme med sin designer og sagde, at han forventede noget i stil med deres andre højttalere. Men designeren kom tilbage med noget helt andet. “Jeg ved ikke, hvad du synes,” sagde han til Fromme, “men jeg fik lige en idé.” Det tog en overrasket Fromme en brøkdel af et sekund at afgøre, at det design skulle det bare være.

Resultatet er noget, der i princippet lige så godt kunne være designet af Verner Panton. For mig at se sender Zero 1 præcis samme signaler, når de placeres i et hjem. De er skulpturer, møbler og brugsgenstande i ét og samme design. Når det er sagt, så må jeg dog også påpege, at det først og fremmest gælder den hvide version af højttaleren. Den sorte synes jeg ikke har samme appeal. Langtfra, faktisk.

avan-avantgarde-acoustic-zero-1 avantgarde-acoustic-zero-1-1 Avantgarde-zero-1-bak Avantgarde-zero-1-close Avantgarde-zero-1 zero1_view_exploded_assembly
<
>

Hornforstærkning
Der er nogle fordele ved horn, hvis man vil lave aktive højttalere. For det første er selve princippet med horn, at det i sig selv giver forstærkning. Det gør, at hornet har en meget høj følsomhed og derfor ikke behøver så kraftig en forstærker for at spille højt. Diskant og mellemtone har derfor fået hver sin klasse AB forstærker på 50 watt.

Med den dynamiske bas forholder det sig anderledes. Hvis man skal have horn til bassen, skal de op i et enormt format. Det er ikke praktisk muligt i bare nogenlunde menneskelige højttalere. Derfor har hornhøjttalere ofte en dynamisk bas af en eller anden slags. Den aktive dynamiske bas i Zero 1 er bestykket med en 400 watt klasse D forstærker. Et dynamisk element har væsentlig lavere følsomhed og skal have meget mere effekt for at gøre væsen af sig.

Digital fornøjelse
Men det, der adskiller disse højttalere fra så mange andre, er at det faktisk er et helt anlæg, vi taler om. Her findes en række indgange: USB, optisk, to S/PDIF (ubalanceret digital), AES/EBU (balanceret digital) og mulighed for analog.

Via den medfølgende fjernbetjening kan man vælge indgang, styre volumen og sætte på standby. Det er en stor, rund stav med fire knapper, men der er ingen indikatorer på hverken den eller højttalerne, som kan fortælle andet, end at strømmen er tændt, når den er det. Det er ikke godt, og jeg lærte aldrig at synes særlig godt om denne fjernbetjening.

Det vil der imidlertid blive lavet om på, har vi erfaret. Der er en ny løsning på vej, som skulle få min kritik på dette punkt til at forstumme. For nuværende kan jeg få det til at fungere, men jeg vil hilse en forbedring velkommen.

I den digitale ende har man fået hjælp af danskeren Thomas Holm fra Holm Acoustics, der i dag fungerer som konsulent på området for en overraskende stor og velanset kundekreds. Thomas Holm er en af ​​de førende innovatorer inden for digitalteknologi på verdensplan, så det er fuldt forståeligt, at han har meget at lave. For Zero 1 har det betydet, at den digitale teknologi i højttalerne er helt i top, og det er en fornøjelse at bruge dem.

“Nej, det er ikke high-end,” siger Thomas, “men med hele dette anlæg for 10.000 euro kommer man faktisk et godt stykke af vejen.”

Den ene højttaler fungerer som master og den anden som slave (og ja, jeg skulle selvfølgelig spille “Master and Servant” med både Depeche Mode og Nouvelle Vague), og man kan vælge, om signalet mellem dem skal være trådløst eller gå via kabel. Jeg spillede mest trådløst uden på nogen måde at savne hverken lydkvalitet eller stabilitet; det fungerede ganske enkelt ypperligt.

Avantgarde anbefaler, at man f.eks. kobler en Airport Express til, så man kan sende musikken trådløst, og så kan højttalerne – eller anlægget – stort set alt, hvad den moderne forbruger kan forlange.

Afhængigt af hvordan man stiller dem i rummet, skal basniveauet justeres. Det sker med et “museorgel” på bagsiden af ​​hver højttaler, som kan justeres +/-3 dB i 0,5 dB trin. Rigtig godt – og også nødvendigt: Hjemme hos mig, med højttalerne et godt stykke ude i det store rum, faldt lydbilledet først rigtig på plads med +2,5 dB til basserne. Men så blev hele gengivelsen også langt bedre end i normaltilstand, og i det hele taget forbløffende god.

Designer-rock
Man kunne forvente, at højttalerne henvender sig til de designbevidste, der vil have et statement-anlæg med en smule mere personlighed end standardløsningen fra B&O. Det er nok også sådan, de er tænkt. De designkendere, jeg har vist dem til, har i hvert fald taget dem til sig og kunnet se mulighederne i at have et Verner Panton-agtigt anlæg derhjemme. Og så er det kun de to højttalere, der kan ses i rummet; det hele er jo indbygget i dem.

Og det fungerer fint, selv ved lav volumen med diskret musik; man kan høre en masse detaljer og få en fin helhedsoplevelse af musikken. Der lader til at være god kontrol, og man oplever, at det som helhed ikke bare er et stykke design, men et virkelig kompetent anlæg til prisen. Det passer således glimrende til den tiltænkte kategori af købere.

Men … Det er ikke hele sandheden om Zero 1. Disse højttalere kan også noget helt andet. Til min store overraskelse. For de kan spille rock, og de kan spille rasende højt! Jeg har ikke tidligere haft noget i min stue, der kunne spille så højt med æren i behold. Med AC/DC på “realistisk” volumen klistrede persiennerne sig til vinduerne – og så er det højt i et rum på 48 kvadratmeter. Meget højt, kan jeg godt afsløre.

Det betyder, at de også er et festanlæg af rang; måske det bedste, jeg har hørt i årevis. Lyden bliver en fysisk totaloplevelse, som er absolut enestående; jeg har aldrig hørt noget lignende fra noget, der ikke var et rent PA-anlæg.

Således er Avantgarde Acoustic Zero 1 noget, der også burde stå i drengeværelset, på kollegiet, eller hvor som helst der findes et musikglad publikum på op til 25 år. Det er de ganske vist for dyre til, men sådan burde det være. Der er lidt “eat your heart out, Cerwin-Vega” over det. Bas og fuld kropskontakt, men med kvalitet!

Den danske gruppe Panamah – der spilles konstant på dansk radio, mens disse linjer skrives – har gjort meget ud af at rendyrke deres udtryk på det spritnye album ved at tage langt mere hensyn til, hvordan det rent faktisk lyder, det de laver. I samarbejde med Interceptor Audio Nordic har de kunnet lytte til deres musik på ordentlige anlæg og høre mange flere detaljer, og dermed fået mulighed for at få musikken til at lyde endnu bedre. Og derfor lyder det hele faktisk bedre, når man sammenligner med deres debutalbum.

I øvrigt er En varm nats kølige luft en fremragende popplade med både gode tekster og innovativ popmusik. Albummet er en ren fornøjelse at lytte til på Zero 1. Især vil jeg anbefale “DJ Blues” og “Jeg synes jeg så dig”, som forløses forbilledligt af Zero 1. Panamah kan godt lide bas, og jeg tror, ​​gruppen ville elske at høre deres musik spillet sådan her. Bassen er præcis så massiv, som jeg kan forstå, at de vil have det. Der er bare ikke så mange højttalere, der virkelig kan det.

Træerne vokser dog ikke helt ind i himlen. Lydbilledet er gennemgående stort og meget veldefineret, men uden den helt sorte baggrund, som rigtig high-end kan give. Desuden er der jo tale om hornhøjttalere, hvilket næsten altid kan høres på en eller anden måde. Nu og da kan jeg høre lidt sug i tragten, men det er meget lidt, og for de allerfleste potentielle købere af disse højttalere vil det ikke have nogen betydning. Det er lidt ligesom med en dome-diskant, der kan blive lige lovlig energisk til tider – ingen er fuldkommen.

Med disse små indvendinger ude af verden må jeg tilstå, at jeg ikke kan huske, hvornår jeg sidst har haft så meget fornøjelse af et anlæg. Jeg har spillet rock på en måde, som jeg opdagede, at jeg faktisk har længtes efter at kunne – hvor godt mit eget anlæg end er. Zero 1 er vanvittig fede at lytte til!

Konklusion
Hvis der var nogen retfærdighed til, så skulle netop unge mennesker have adgang til Avantgarde Zero 1. De ville virkelig kunne lide dem. Men desværre er de for dyre. For designkendere er de til gengæld et kærkomment alternativ til B&O; de kan alt og lyder virkelig godt – også i forhold til prisen. Jeg elsker dem!

Vi sætter stor pris på, at du læser Lyd & Billede!
for at læse videre.

Prøv Lyd & Billede i 30 dage for 3 kr

Få fuld adgang til alle artikler på lydogbillede.dk
Nordens største testarkiv, guider, anmeldelser og ugentlige nyhedsbreve.
Se flere muligheder her

Sven Bilen


Nyeste artikler:

1 kommentar

Der er lukket for kommentarer.

    Læs også

    Xperia 5 II er ikke alene lige så god som Xperia 1 II – på flere punkter er den faktisk bedre!
    Sonus faber Lumina III er det oplagte højttalervalg til mindre rum.
    Sony A85 er et glimrende OLED-TV med et flot billede og klar, men usynlig lyd!
    Denons jubilæumsafspiller kan tage sig kærligt af dine skiver i mange år frem. Men din streaming får den kolde skulder.
    Vi spurgte, læserne svarede. Med næsten 4.500 stemmer er iPhone 11 blevet kåret som vinder af kamerablindtesten.
    HW-Q950T er den nyeste topmodel fra Samsung, og den skuffer ikke. Denne soundbar er der krudt i!
    Med sin saftige kontrast og sit farvestrålende Ambilight-lys giver Philips OLED805 en virkelig heftig billedoplevelse.
    OnePlus 8T er et kompromis. Derfor skal man holde tungen lige i munden, hvis man overvejer et køb. For de fleste vil OnePlus 8T være blandt de bedste mobiltelefoner på markedet, mens forbrugere med specifikke behov bør kigge efter noget andet.

    Aktuelle tilbud

    Annonce

    Sonus faber Lumina III

    Vejl.pris 18000 kr Håndbygget lydkvalitet

    Samsung HW-Q950T

    Vejl.pris 11935 kr Soundbar med biografambitioner

    Samsung HW-Q66T

    Vejl.pris 4999 kr Den mest afbalancerede lyd

    Sony HT-G700

    Vejl.pris 3490 kr Næsten ægte surround-lyd
    Prisjagt.dk er en kommerciel partner for lydogbillede.dk. De leverer opdaterede priser, prisvarsling og produktinformation.