TEST: A-HA A-35 Heritage

Hvis jeg siger A-HA, er det ikke det mindste mærkeligt, hvis man tænker på det norske band, der brød igennem med et brag i 1985 med megahittet Take On Me og skrev titelsangen til James Bond-filmen The Living Daylights i 1987. Men hvis jeg siger, at A-HA også er højttalere, vil jeg nok snarere bidrage til total forvirring. For hvem i alverden har hørt om A-HA-højttalere?

Svaret er et norsk-svensk samarbejde med Per Anders Annerstedt og Odd Rune Hegge. De viste deres første højttaler, den gulvstående A2, i 2021, og ikke længe efter præsenterede de et par kompakthøjttalere, som fangede min opmærksomhed.

Ved første øjekast kunne jeg ikke helt placere, hvilken model jeg egentlig kiggede på, men da den ene af duoen bag højttaleren – Odd Rune Hegge – fortalte mig, at jeg kiggede på en moderne version af Dynaco A-35 fra halvfjerdserne, blev jeg lidt overrasket.

Halvfjerdserne er længe siden, så jeg måtte google for at genopfriske glemt viden. Originalen blev designet af David Hafler, som er lidt af en legende i Hi-Fi-branchen. A-35 var en af fire modeller i en serie, som Dynaco lancerede i halvfjerdserne. Den er næsten identisk med den lidt mindre A-25, da begge bruger en 26 cm SEAS-basenhed kombineret med en 35 mm SEAS-diskant.

Men hvor A-25 har et basreflekskabinet, er A-35 helt lukket. Hafler kalder det Dual Chamber Aperiodic, og princippet er egentlig ret enkelt. Basenheden sidder i et lukket kammer med en tværgående plade i midten, som har en 8 cm bred åbning til resten af højttalerens indre.

Basenheden er godt dæmpet, og der er også dæmpningsmateriale i åbningen mellem de to kamre. Ideen er, at dæmpningsventilen, som man kan kalde den, frigiver lavere frekvenser til det andet af de to kamre for at strække basresponsen.

Fordelen ved et lukket kabinet er, at basgengivelsen kan opfattes som mere kontrolleret, ulempen kan være, at den bliver lidt for tilbagelænet. Men da A-35 Heritage har et relativt stort kabinet med en 10-tommers bas på fronten, kompenserer den til en vis grad for den typiske basrespons i et lukket kabinet.

A-HA A-35 Heritage

A-HA’s version af A-35 er næsten identisk med David Haflers original. En 26 cm bas fra SEAS er kombineret med en 35 mm dome-diskant i en – meget – kort hornladning, også fra SEAS. Delefrekvensen er sat til 1.250 Hz, og selve filteret er et simpelt serielt delefilter, der er udviklet til den moderne version af A-35 af SEAS i Moss, Norge.

Ifølge folkene bag højttaleren er der foretaget nogle ændringer til det bedre i forhold til originalen. Målet har været at skabe en højttaler, der er effektiv, nem at drive og fremhæver transienter og dynamisk kontrast så meget som muligt.

De målinger, Annerstedt har foretaget med Klippel-systemet hos SEAS, ser meget lovende ud. Der er ikke megen tvivl om, at Haflers oprindelige design er velbevaret i den nye A-35 Heritage, for målingerne ligner faktisk de oprindelige højttaleres.

Det er nemt at argumentere for, at A-35 Heritage er en ret stor højttaler. Fysisk er den større end de fleste kompakte højttalere. Den har en ret bred frontbaffel på 32 cm, og diskanten er ukarakteristisk placeret langt nede i midten af kabinettet.

Fraværet af en basrefleksport ville naturligvis fratage højttaleren evnen til at sprede lavere frekvenser med energi gennem en basport.

A-35 Heritage er helt passiv, men den har to kabelterminaler på bagsiden og kan leveres som en aktiv højttaler. Da både Hegge og Ahrnstedt har været Linn-importører i årtier, har deres kontakt med Linn i Skotland ført til et samarbejde om aktiv drift med digitale delefiltre. A-35 Heritage understøttes faktisk af Linns Space Optimisation, som er en avanceret kalibrering af højttaleren til det rum, den står i.

Opsætning

Vores passive par blev placeret på et par robuste Atacama-stativer og tilsluttet et ret varieret udvalg af forstærkere. Det meste af testen blev udført med Yamahas glimrende A-S3200, en af de bedre integrerede forstærkere, vi har haft i stalden i de senere år. Men da A-HA hævder at have en følsomhed på 96 dB, var det fristende at prøve en forstærker, der leverede langt mindre effekt end de Yamaha-, Hegel- eller Denon-forstærkere, vi havde til rådighed.

Ind fra sidelinjen kom to små effektforstærkere fra et lille firma, der laver håndbyggede rørforstærkere på bestilling. Oslo Vacuum kalder de sig, og den forstærker, vi havde til rådighed sammen med A-35 Heritage, var en lille klasse A-forstærker med 300B-rør.

Det viste sig at fungere helt fint. Den varme lyd fra rørforstærkerne passede godt til højttalerne, og selv om forstærkerne ikke havde samme kontrol eller dynamiske kontrast som for eksempel Yamaha-forstærkeren, var det et interessant bekendtskab med A-35 Heritage.

Det er meget muligt, at 96 dB er et optimistisk tal, for det var ikke muligt at få så meget lydtryk ud af højttalerne, når jeg ville spille højt.

A-HA-højttaleren har nogle fordele og ulemper, som du bør være opmærksom på, før du tager et par med hjem og tilslutter dem til dit system. Så lad os tage det i rækkefølge efter fordele og ulemper.

Lytning

Der er noget næsten monitoragtigt over Heritage-udgaven af A-35. Først undrede jeg mig over, hvor bassen var blevet af, men en placering lidt tættere på bagvæggen gav et godt svar på det spørgsmål. Hvis Heritage-udgaven skal karakteriseres som noget, må det være, at den leverer en afslappet, neutral tonal balance – nogle mennesker vil sikkert mene, at den er for afslappet, fordi der er mere dynamisk punch andre steder til lignende penge.

Jan Gunnar Hoffs smigrende toner fra trioalbummet Polarity lyder dejligt bløde og alligevel levende. Der er noget her, som disse højttalere opnår, som ikke er særlig almindeligt fra kompakte højttalere, og det er en realistisk skala, hvor stortrommer og klaver får en størrelse og tilstedeværelse i lytterummet, som du kan tro på.

Musikken gengives med en næsten legato-blødhed, og her må jeg skynde mig at rose SEAS-diskantens fine fokus og naturlige opløsning. Det er virkelig en genial diskant, der, selv om designet ikke nødvendigvis er særlig eksotisk, gør et fremragende stykke arbejde med at få overtoner og klangfarver frem i det øvre register.

Højttalerne virker meget lineære fra SEAS-diskanten og ned, før frekvensresponsen falder markant under 80-90 Hz, og her er vi ved ulemperne ved designet.

Det ville være forkert at sige, at gengivelsen er afslappet, for med tilstrækkelig kraft bag basenheden går det godt, og den dynamiske kontrast er god – om end ikke fremragende.

Man kan tydeligt høre, hvordan kontrabassen er optaget på 2L-indspilningen med Jan Gunnar Hoff-ensemblet, stramt, fokuseret og defineret, men højttalerne formår ikke at få nok af dybden frem – dvs. de dybeste toner fra instrumentet – og de gør det heller ikke med samme tydelige autoritet, som et par Dynaudio Contour 20’ere har i bassen.

Højttalernes lidt afslappede måde at præsentere musikken på er meget behagelig, næsten vanedannende. De ville dog have gavn af at blive parret med en subwoofer, som kan hjælpe med højttalernes manglende dybbas-respons.

Balancen kan ikke siges at være slank, men der er noget ved den afrundede basrespons, som bringer mellemtonen lidt længere frem i lydbilledet. Det er en stor fordel, især ved vokal, som på Ezra Collectives Dance No Ones Watching, og ikke mindst den velkendte lyd af Kari Bremnes’ vokal på Som Spor (2015-versionen).

Det samme gælder for klassisk musik som opera eller korværker.

Ligesom gengivelsen af Kari Bremnes’ vokal lyder indspilningen af Bizets Carmen (Abbado, Berganza, Domingo på Deutsche Grammophon) vidunderligt på Heritage-højttalerne. Den neutrale lyd har et strejf af varme i mellemtonen, og vokalen er meget velfokuseret, selv i korstemmerne i Carmen-indspilningen.

Men den afslappede, dybe basrespons gør ikke rytmen hos hverken Ezra Collective eller Kari Bremnes Spor nogen tjeneste. Det er ikke så mærkbart på Carmen-indspilningen, og på genudgivelserne af Bill Evans’ optagelser fra Kongsberg Jazz Festival i 1970 er jeg lidt ligeglad. Det skyldes simpelthen, at højttalerne på disse optagelser ikke gør noget vildt, de tilføjer eller trækker ikke noget væsentligt fra – bortset fra det, jeg allerede har nævnt om den dybe basrespons. I stedet læner man sig bare tilbage og nyder musikken. Og så kommer højttalerne i anden række.

Alternative højttalere

Da der ikke findes højttalere med et lignende designprincip som A-35 Heritage, er vi nødt til at se på lidt mere konventionelle højttalere med basrefleks. Den førnævnte Dynaudio Contour 20i er en endnu mere fokuseret og afbalanceret højttaler, som også er i stand til at spille højere med mere autoritet i bassen.

De koster også lidt mindre end A-35 Heritage. Det samme gælder for MoFi SourcePoint 10, der ligesom A-35 Heritage er en relativt stor kompakt højttaler. Den har en 10-tommers koaksialenhed i et basrefleksdesign, der skyder dynamik ud som et fyrværkeri på speed. Samtidig er højttaleren afbalanceret, energisk og går dybere med mere autoritet i bassen.

Højttalere som Bowers & Wilkins 705 S3 Signature og Audiovectors R1-serie er også værd at nævne i denne sammenhæng. De har lidt andre kvaliteter, men er alle fremragende højttalere i samme eller lavere prisklasse som A-35 Heritage.

Konklusion

Den konstante relancering af klassiske produkter fra fortiden har givet os nogle fantastiske lydoplevelser. I de fleste tilfælde er den nye udgave en langt bedre version af originalen, se bare hvad JBL, Klipsch og NAD f.eks. har gjort med deres genfødte klassikere. Det samme gælder for mange andre producenter, som har relanceret produkter fra kataloger, vi for længst har kasseret. Men få ville have troet, at Dynacos A-35 fra halvfjerdserne ville genopstå i en moderne version. A-35 Heritage er grundlæggende tro mod David Haflers opskrift, og selv om den ikke følger den til punkt og prikke, ligner højttaleren originalen så meget, at den næsten kunne kaldes Dynaco A-35. I stedet har Annerstedt og Hegge skabt en revitaliseret version af originalen med ubestridte kvaliteter, som jeg er sikker på, at mange vil sætte pris på. Man behøver ikke at have ejet eller beundret Haflers design for at sætte pris på lyden af A-35 Heritage. Og hvis man er opmærksom på højttalerens naturlige begrænsninger, kan man få stor glæde af den svensk-norske version.