Foto & Video Hi-fi Hjemmebiograf Hovedtelefoner Højttalere TV

TEST: Technics SU-G700

Japansk fuldtræffer

Denne forstærker har alt, hvad der skal til for at sætte Technics på landkortet igen.

Af / 28/08/2017 - 23:17
Technics SU-G700

Lyd & Billede mener

  • Fantastisk fokuseret og åben lyd fra en forstærker, som udfordrer konkurrenterne på både lydkvalitet og funktioner. Solid byggekvalitet og attraktivt design.
  • Ingen trådløs streaming, begrænset effekt og lidt tynd mellemtone på enkelte instrumenter.

Dengang Technics var et respekteret navn – og her mener jeg ikke kun pga. deres pladespillere – brugte de mange kreative forkortelser for at fortælle, hvor dygtige deres ingeniører var. Det gør de også nu, hvor de er ved at genopbygge Technics efter at have nedlagt hele afdelingen for nogle år siden. Men forskellen er, at nu finder du ikke nogen af forkortelserne på fronten, kun i brochurerne.

I den nye Technics SU-G700 er der både JENO, PPC, PWM og LAPC – som jeg straks skal forklare mere om, men først et lille overblik …

Den nye integrerede forstærker er Technics’ svar til Hegel, Denon, Yamaha, Marantz og Rotel, og har både indbygget digitalkonverter og pladespillerindgang. Den koster omtrent det samme som Rotel RA-1592, Hegel H160 og Denon PMA-2500NE.

Technics-forstærkeren har ikke trådløs tilslutning og heller ikke Ethernet, så den eneste måde at streame musik trådløst på er at plugge en Chromecast Audio i en af indgangene på bagsiden.

Til gengæld har den både pladespillerindgang, flere indgange (og udgange) til analoge lydkilder og dobbelt op af optiske og koaksiale digitalindgange. Og selvfølgelig også USB-indgang.

Annonce

Forkortelser

Forstærkerens rene linjer og belyste VU-metre ser meget 70’er-agtige ud, men der er ingen forkortelser i lange baner på den matte aluminiumfront. Kvalitetsindtrykket er tillidsvækkende og designet attraktivt.

Indvendig adskiller SU-G700 sig fra de fleste af konkurrenterne ved, at forstærkeren er bygget op med en mere effektiv hybrid strømforsyning (Switch Mode) – såkaldt switching strømforsyning – som afviger fra den traditionelle ved, at den kører på en højere, konstant switching-frekvens. Det skal forbedre impulsresponsen, reducere støj og gøre forstærkeren mindre følsom over for bl.a. faseændringer.

Dyre elektrolytkondensatorer styrer udgangsspændingen, og PFC (Power Factor Correction) reducerer strøm-peaks og højfrekvent forvrængning.

En JENO Engine (Jitter Elimination and Noise-shaping Optimization) står for en digital proces, hvor jitter-støj dæmpes over hele frekvensområdet, ved at signalet reprocesseres af en separat clock-generator og en konverter til sampling-frekvenser.

Et PWM-kredsløb (Pulse Width Modulation) optimerer processen og rekvantiseringen af signalet, bl.a. for at reducere den frygtede jitter-støj, som kan forringe lydkvaliteten.

Flere forkortelser

Den eneste, man selv kan styre (til en vis grad), er LAPC, der kan aktiveres fra fjernbetjeningen. LAPC betyder Load Adaptive Phase Calibration og kompenserer for højttaleres ujævne impedans og fasevinkler, og slås til og fra, efter at man har kalibreret LAPC.

Hold LAPC-knappen inde, indtil kalibreringen starter. Så sendes forskellige toner stødvis ud i højttalerne, samtidig med at forstærkeren registrerer, hvordan impedans og fasevinkler ændrer sig. Efter et par minutter er kalibreringen færdig, og man kan sidde i lænestolen, slå LAPC til og fra og finde ud af, hvad man foretrækker.

Fjernbetjeningen har også en knap til at deaktivere det meste af processeringen samt en remaster-funktion, der resampler komprimerede lydfiler som AAC og MP3 til en kvalitet svarende til højopløste filer.

Den integrerede digitalkonverter (DAC) anvender en batteridrevet clock-generator og understøtter højopløste musikfiler op til 32 bit/384 kHz plus de fleste lydformater fra digitale lydkilder.

Og lydkvaliteten

Det interessante spørgsmål er: Mærker man noget til al denne teknik, når musikken starter? Afgjort, vil jeg sige. Faktisk vil jeg gå så langt som til at hævde, at Technics-forstærkeren i allerhøjeste grad formår at give Hegel og Rotel konkurrence. Den er ikke lige så kraftigt, hverken på papiret eller i praksis, og den er heller ikke trådløs. Men den lyder forbandet godt.

Klassisk musik med klaver og sopran klinger en anelse tyndt efter min smag, men er vanvittig godt fokuseret. Smid Frank Sinatra eller Diana Krall på, og der går ikke lang tid, før stemningen ændrer sig. G700 er nemlig virkelig god til at få atmosfæren fra indspilningsrummet frem. Også på klassisk musik, hvis orkesteret er optaget live i en koncertsal.

Kontrabasser og trommer (f.eks. Sudan Archives på Tidal HiFi) lyder stort og fyldigt uden nogen timing-problemer eller tendenser til ulden lyd. På de små Dynaudio Special Forty fik forstærkeren godt med bas frem, og den havde heller ingen problemer med at fylde de store, gulvstående Sonus faber Serafino Homage i et 30 kvadratmeter stort rum.

En af SU-G700’s styrker er evnen til at skabe dybde i musikken. Med eller uden LAPC. Man får følelsen af at sidde i et rum, hvor man kan mærke afstanden til de udøvende på scenen – mere her end på f.eks. den nævnte Rotel RA-1592, som har en mere begrænset dybde i lydbilledet.

Den kan indimellem opfattes som tynd i lyden, men det er kun på visse instrumenter. På mange områder, såsom fokus, detaljerigdom og kontrol, er den bedre end det meste, vi har testet i prisklassen. Måske med undtagelse af Hegel H160 og Denon PMA-2500E.

Et godt køb

Technics SU-G700 er ikke perfekt, kun næsten, og et rigtig godt alternativ til integrerede forstærkere i samme klasse. Mange vil måske foretrække dens letbenede og ubesværede måde at gengive musik på, og få vil bestride dens fokus og gennemsigtighed. Så det kan koges ned til, hvilken slags egenskaber man sætter mest pris på. Men Technics er tilbage, ingen tvivl om det.

picture1 picture2 picture3 picture4
<
>
SU-G700 er bygget op i tre sektioner: Strømforsyning, signalbehandling og udgangstrin. Alle tre på separate bundkort og afskærmet fra hinanden.

Skriv din kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Læs videre med LB+

Kun 4 kr

Efterårs tilbud

Fuld adgang til alt indhold i 4 uger for 4 kr

LB+ Total måned

Fuld adgang til alt indhold i en måned

LB+ Total 12 måneder

Fuld adgang til alt indhold på Lyd & Billede og L&B Home i 12 måneder

4,- / for 4 uger
49,- / for 30 dage
93.25,- / mnd
Med et abonnement får du også:
  • Adgang til mere end 7.500 produkttests!
  • Store rabatter hos vores samarbejdspartnere i LB+ Fordelsklub
  • Ugentlige nyhedsbreve med seneste nyheder/li>
  • L&B TechCast – en podcast fra L&B
  • Deaktivering af annoncer
Vi har ingen bindingsperiode, du kan sige abonnementet op, når du vil.
Annonse

Technics frier til de audiofile

Ligner et laboratorieapparat

Slet og ret et knaldgodt køb

Bringer musikken til live

Gløder af spilleglæde

Stylet minimalisme

Hi-Fi streaming på budget

High-end i sværvægtsklassen

Kompromisløs lyd i lommen

Total kontrol

Her er Denons løsning på Sonos-kaosset

Små bokse med stor lyd