Den franske tjeneste har altid haft en høj stjerne blandt hi-fi-entusiaster. Qobuz var tidligt ude med streaming i høj opløsning og er stadig den eneste store streamingtjeneste, der lader dig købe musik – ikke bare leje den. Vil du eje dine yndlingsalbum i op til DSD- og DXD-kvalitet? Så er Qobuz din eneste mulighed. Streamingtjenester kan forsvinde, kataloger kan ændre sig, og pludselig er din yndlingssang væk. Med downloadede filer kan du have din musik for evigt.

Mere end bare streaming

Qobuz markedsfører seg med “Studio Master”-kvalitet, og leverer FLAC-filer opp til 24-bit/192 kHz. Dette er på nivå med Tidal og Apple Music. Katalogen teller over 100 millioner spor, med særlig styrke innen klassisk musikk og jazz.

Det redaksjonelle innholdet skiller seg også ut. Der konkurrentene, og da spesielt Spotify, satser på algoritmer og autogenererte spillelister, byr Qobuz på grundige albumomtaler, artistintervjuer og kuraterte samlinger med en mer “magasinaktig” tilnærming. For den som savner følelsen av å bla i et platecover mens musikken spiller, gir Qobuz noe av den samme opplevelsen.

Prisen er 149,99 kroner om måneden, men hvis du betaler for hele året koster det “kun” 1.499,95 kroner eller omkring 125 kroner om måneden.

Lydkvaliteten i praksis

Når det gælder lydoplevelsen, har Qobuz alle de tekniske forudsætninger for at levere på toppen: samme opløsninger som Tidal og Apple, samme FLAC-format som Tidal, adgang til de samme masterfiler. Man skulle tro, at lyden ville være identisk.

Derfor bliver vi lidt overraskede, da vi hører Qobuz-musikstreaming fra HiFi Rose-streameren i testrummet.

Med Fleetwood Macs Dreams og Porcupine Tree’s Blackest Eyes lyder det naturligvis bedre end Spotify. Der er ingen konkurrence der. Ikke desto mindre må vi indrømme, sang efter sang, at Qobuz føles lidt fladere end både Tidal og Apple Music. Nuancerne er der, og det samme er rumfornemmelsen, og det lyder både luftigt og fint. Men slagtøjet har ikke samme autoritet som hos Tidal og Apple.

”Det er lidt livløst,” opsummerer Lasse Svendsen efter at have skiftet frem og tilbage mellem tjenesterne.

Espen Eriksen Trios jazzoptagelser afslører det samme mønster: Klaver og saxofon lyder godt, men bas og trommer får ikke samme vægt. Qobuz bliver lidt “forpustet” i optakten, som om den ikke helt kan mobilisere sine sidste reserver.

Men pludselig vender det. På Frank Oceans Pink+White løfter Qobuz pludselig sløret og leverer en dynamik og et nuanceniveau, der er meget tættere på Apple og Tidal end på de andre numre. Her er slagtøjet imponerende adskilt, og det er underholdende at lytte til.

“Endelig slipper Qobuz sløret over musikken,” konstaterer Lasse.

Det viser, at rækkefølgen ikke altid er en selvfølge. Men tendensen gennem hele testen er klar: Qobuz ender oftere på tredjepladsen end på førstepladsen.

Hvorfor lyder det anderledes?

Det er det store spørgsmål. Samme master, samme opløsning, samme format – og alligevel hører vi forskelle. Forklaringen kan ligge i, hvordan hver tjeneste håndterer kodning, intersample-peaks og afspilningskæden. Apple, Tidal og Qobuz har forskellige rutiner til at behandle filerne, før de når dine ører.

Men tro ikke, at Qobuz lyder dårligt. Isoleret set er lydkvaliteten fremragende, og de fleste mennesker vil være godt tilfredse. Men i en direkte sammenligning – hvor vi skifter frem og tilbage i realtid – bliver forskellene hørbare. Og så er det Tidal og Apple, der oftest trækker det længste strå.

Tilgængelighed og brugerflade

Qobuz Connect er tilgængelig på et stigende antal enheder, men den er ikke så udbredt som Tidal og Spotify.

Selve brugerfladen er ren og klar med fokus på album i stedet for enkelte sange. Det er ideelt for dem, der gerne vil lytte til hele udgivelser og ikke kun til playlister. Søgefunktionen fungerer godt, og det redaktionelle indhold tilfører værdi til dem, der sætter pris på konteksten omkring musikken.

Musikopdagelses-algoritmerne er dog ikke Qobuz’ stærkeste side. Her føles anbefalingerne mindre præcise end hos Spotify og Apple. Tjenesten er mere afhængig af redaktionelt kuraterede lister end af personalisering.

Hvem bør vælge Qobuz?

Qobuz har sin niche, og den er klar: Samleren, der gerne vil eje sin musik. Muligheden for at købe og downloade albums i op til DSD-kvalitet er unik. Ingen anden større tjeneste tilbyder dette.

Hvis du er en entusiast af klassisk musik, vil du også sætte pris på Qobuz’ stærke katalog og redaktionelle fokus på genren. Det samme gælder for jazz og anden akustisk musik, hvor indspilningskvaliteten virkelig betyder noget.

Men hvis streaming er din hovedprioritet, og du vil have den bedst mulige lyd lige ud af boksen? Så er Qobuz stadig god, men mangler ofte det lille ekstra i forhold til sine større konkurrenter Tidal og Apple Music. Hvis du vælger Qobuz, er det fordi, du bedre kan lide brugerfladen, eller fordi du gerne vil købe og eje musikken.

Konklusion

Qobuz er et godt valg for dem, der sætter pris på et kurateret bibliotek og muligheden for at købe musikfiler i høj opløsning. Streamingens lydkvalitet er god og meget bedre end Spotify. Men i direkte sammenligning med Tidal og Apple Music mangler den ofte gennemslagskraft og engagement. Vi var overraskede over, hvor konsekvent dette mønster var gennem hele testen.

Men Qobuz har noget, som de andre ikke har: muligheden for rent faktisk at eje sin musik. Hvis du er klassisk- eller jazzentusiast, vil du også sætte pris på det redaktionelle indhold og det stærke katalog inden for disse genrer. For nogle opvejer det de små forskelle i lyden.

Også i denne test: