Roksan hvem? Det er ikke let at markere sig med et relativt ukendt navn i en verden, hvor Naim, Marantz, Electrocompaniet og Hegel dominerer. Engelske forstærkere har i det hele taget ikke haft så gode kår uden for hjemlandet. Det er synd, for man kan gå glip af nogle seriøse godbidder.

Engelske Roksan har mange års erfaring og producerer både forstærkere, pladespillere og enkelte højttalere. Mens pladespillerne tidligt etablerede dem som en producent, der var værd at holde øje med, har forstærkerne (og cd-afspillerne) været mere anonyme.

Det er der nu ingen grund til. Tag f.eks. Roksan Blak. En serie, der forenklet sagt består af to produkter: En cd-afspiller og en integreret forstærker med USB-DAC, pladespiller – og Bluetooth! Den stiller op i samme klasse som modeller fra de allerede nævnte, mere kendte producenter og har derfor brug for at skille sig ud fra mængden.

Det hjælper, at den kombinerer fire analoge indgange – en af dem balanceret – med streaming og sågar pladespillerindgang. På den måde passer den fint ind i et moderne hjem, hvor pladespilleren er støvet af, og streaming og gamle apparater lever i skøn forening.

Det er de færreste, der har brug for mere. Men det er klart, at et par ekstra digitale indgange havde været at foretrække. Det ville gøre forstærkeren mere fleksibel. Muligheden for at tilslutte cd-afspiller, Blu-ray og tv til optiske indgange ville også have givet den en fordel i forhold til konkurrenternes tilsvarende modeller.

Roksan Blak virker solidt bygget. En børstet, sort-anodiseret frontplade, et dejlig stort volumenpotmeter og et display, som man kan se fra den anden ende af stuen, vidner om et gennemtænkt design.

Hovedtelefonudgangen er kraftig nok til at drive selv store hovedtelefoner, og man skifter mellem de solide højttalerterminaler og hovedtelefoner med en skjult knap på undersiden af fronten. Som ikke må forveksles med strømafbryderen, der også er placeret på undersiden – men til venstre. Der medfølger i øvrigt en fin fjernbetjening, som også kan styre en Roksan cd-afspiller og DAC.

Bluetooth

Fordelen ved Bluetooth er, at det er let at bruge, og alle kan finde ud af det. Det kræver ikke kompliceret netværksopsætning eller konfiguration. Aktivér Bluetooth, vælg Blak – og så er du i gang. Det er så let, at hele familien kan streame musik via Blak-forstærkeren.

Ulempen er, at man ikke kan streame musikken tabsfrit uden komprimering, selv om Blak anvender Bluetooth med aptX, som understøtter overførsel i bedre kvalitet. Der er ikke netværkstilslutning, som kunne gøre det muligt at koble den til netværket og få tabsfri streaming. Her må man slutte lydkilden til via USB-porten på bagsiden.

Men så kan man også streame 24 bit lydfiler via USB, uanset format, og få meget bedre lydkvalitet end med Bluetooth. Spotify eller Tidal fra laptoppen er alt, hvad der skal til. Hvis man derudover har et Tidal HiFi-abonnement, kan man afspille Masters-filer pakket i MQA. Som potentielt giver endnu bedre lyd, selv om forstærkerens digitalkonverter ikke understøtter MQA.

Pladespillerindgang

Hvis man vil slutte en pladespiller til, skal den være udstyret med MM-pickup, for det er dem, pladespillerindgangen understøtter. MC-pickupper kan altså ikke anvendes. Pladespillerindgangen har ingen justering af kapacitans eller modstand – her er det bare plug and play.

Dynamisk dynamit

Blak er opgivet til 150 watt i hver kanal. Sammenlignet med andre forstærkere, som måler effekten over et bredere frekvensområde (20 Hz – 20 kHz mod 1 kHz her), er effekten tættere på 110-120 watt. Det er dog underordnet, for den lyder langt kraftigere i praksis.

På de små kompakthøjttalere Piega Premium 1.2 lød The Weeknd og Daft Punks “I Feel It Coming” topsejt. Det virkede, som om lyden kom fra meget større højttalere, og bassen dundrede ud i rummet på en måde, der virkede naturstridig for sådan en lille bas-enhed.

Trommer og bas var legende let at skille fra hinanden. Også når jeg spillede højt, hvilket forstærkeren i den grad indbyder til. Den trives simpelthen, når man skruer lidt op, og lyder langt mere potent end f.eks. Denon PMA-2500E. Omend den ikke har samme grad af fokus og raffinement.

Keith Jarretts Köln-koncert lyder lidt indpakket, selv om der ikke er noget at udsætte på detaljerigdommen. Men det vinder Blak ind igen på en ekstrem dynamisk kontrast, der giver Steinway-flyglet et temperament, som hverken Denon eller Hegel H160 formår.

Bassen er ikke alene heftig og medrivende, men også godt kontrolleret. De store Sonus faber Serafino-højttalere trives bedst med forstærkere, der har nogle muskler, og Roksan-forstærkeren havde ingen problemer med at udfylde så store sko. Her kom begrænsningerne dog også frem i lyset.

Tonerne af Beethovens klaversonater fra Maurizio Pollinis hånd lyder lidt tungt på Roksan Blak. Som ellers maler med en bred pensel og byder på et stort lydbillede, der passer fint til store instrumenter.

Den varme klang fra forstærkeren klæder sangstemmer rigtig godt. Den lyder hverken hårdt eller skingert, men giver et naturtro og klanglig set varmt lydbillede. Som er rigt på detaljer, men ikke helt så gennemsigtigt og fokuseret som Hegel H360. Der dog også er dyrere.

Så er Rotel RA-1592 mere oplagt at sammenligne med. Men trods langt flere indgange og mange kræfter lyder den ikke nær så varmt og kælent som Roksan Blak.

Konklusion

Hvis man ikke synes, at antallet af indgange eller manglen på Wi-Fi er en begrænsning, er Roksan Blak et fortræffeligt alternativ til mere etablerede mærker i samme prisklasse. Den spiller med et sjældent engagement, godt hjulpet af en dynamisk kontrast over gennemsnittet, og leverer et varmt og levende lydbillede.

Den er ikke topmålet af raffinement og tonale nuancer, men har nok til, at vi sagtens kan leve med prisen. Værd at lytte til for entusiaster med kræsne ører!

Værd at lytte til for entusiaster med kræsne ører!

<

►

>

Få indgange, men USB trækker op.