TEST: NAD M33 V2

Masters-serien har altid været NAD’s bud på udstyr i den absolut tungeste klasse. Og hvor de mere budgetvenlige forstærkere udskiftes oftere, er der normalt længere mellem generationerne i high-end-segmentet. Men fem-seks år er en menneskealder i den digitale verden, så det var uundgåeligt, at der på et tidspunkt måtte en opdatering til.

Da jeg (dengang som den første i verden) testede den første M33 i 2020, var det med en dårligt skjult begejstring. Det var et af de første eksempler på, at klasse D ikke behøvede at lyde som en klinisk steril operationsstue, men rent faktisk kunne formidle musik med sjæl, krop og rock’n’roll. Men stadig med en jernhård og præcis kontrol over højttalerne.

Nu står jeg her med M33 V2, og følelsen er et totalt déjà-vu. Kabinettet i massivt, børstet aluminium er 100 procent genbrug. Den syv tommer store touchskærm dominerer stadig fronten, og den solide volumenkontrol er fortsat den eneste fysiske drejeknap, man får at lege med. Skærmen kan stadig vise to taktvuggende VU-metre – en detalje, som jeg dengang kaldte for ”rent lir”, men som jeg må indrømme stadig udløser en barnlig glæde, når musikken spiller og lytte-pilsneren er knappet op (kan erstattes med espresso eller årgangsvin, alt efter smag og tidspunkt på dagen).

Men mens designerne har holdt orlov, har ingeniørerne været på overarbejde under aluminiumssvøbet.

Dansk dynamit i anden generation

Hjertet i M33 var i sin tid introduktionen af Eigentakt-modulerne fra danske Purifi, hvor audiopioneren Peter Lyngdorf som bekendt er blandt kræfterne bag. I V2-udgaven er vi rykket videre til generation to af denne teknologi. Det er værd at bemærke, at NAD ikke bare køber modulerne færdigsamlede på paller, men fortsat selv fremstiller dem under licens. Det giver dem frihed til at fintrimme dem og integrere dem millimeterpræcist med deres egne, specialdesignede indgangstrin.

Kigger man på specifikationsarket, er effekten stadig de velkendte 200 watt pr. kanal i 8 ohm, som i praksis nærmest fordobles til 380 watt, hvis impedansen falder til 4 ohm. At vi ikke ser en effektstigning på papiret, skyldes primært, at strømforsyningen i store træk er uændret. Og naturlovene dikterer som bekendt, at det er strømforsyningen, der i sidste ende sætter grænsen for, hvor meget fest der kan holdes i stuen.

Men watt er – som læsere af Hi-Fi Skolen vil vide – kun en del af sandheden. De nye Purifi-moduler lover en endnu bedre timing og et støjgulv, der er presset yderligere i knæ. Det handler om præcision. De nye moduler leverer det lovede. Men når det er sagt, så er der tale om en finpudsning af en i forvejen vellykket opskrift. Så der er forbedringer, men små forbedringer.

Tidsforvrængning

På digitalsiden har NAD M33 V2 udskiftet den aldrende ESS Sabre ES9028PRO med den nye ES9039PRO. Nok så interessant er den parret med nye teknologier fra MQA Labs ved navn FOQUS og QRONO.

Og her skal vi lige rydde en udbredt misforståelse af vejen: Selvom algoritmerne kommer fra MQA Labs, er de ikke alene begrænset til afspilning af de stadig mere sjældne MQA-filer. FOQUS og QRONO er hardware-nære filterforbedringer, der lægger sig over selve Sabre-chippen og omfatter alt digitalt indhold, der passerer gennem forstærkeren – uanset om du streamer en almindelig 16-bit FLAC-fil fra din lokale netværksdisk, lytter til Spotify eller trækker et ukomprimeret signal fra dit TV via eARC.

Rent teknisk er algoritmerne specifikt designet til at minimere den tidsmæssige forvrængning i de digitale standardfiltre – såkaldt time smearing. Hvis de digitale kredsløb trækker signalet det mindste ud i tidsdomænet, mister man nemlig definition og luft i toppen.

Fremtidssikret for alvor

På tilslutningssiden er den gamle HDMI ARC-port blevet udskiftet med en fuldblods eARC-bøsning. Det betyder, at du nu kan trække ukomprimeret, højopløst lyd direkte ud af dit TV og lade M33 V2 fungere som et nådesløst præcist centrum i en 2.0 eller 2.2 stuebiograf. Hvis du da ikke går hele surroundvejen, som vi vender tilbage til.

M33 V2 er nemlig udstyret med udvidelsesporte til NAD’s nye MDC2-platform. Hvor de gamle moduler i den første udgave af M33 blot var blinde passagerer, der udelukkende kunne sende signaler ind i forstærkeren, tillader MDC2 nu tovejs-kommunikation mellem udvidelsesmodulet og forstærkerens primære hjerne. Det betyder, at fremtidige moduler vil kunne integreres langt dybere i forstærkerens styresystem og trække direkte på rumkorrektionen. Det er et massivt spring fremad for produktets generelle levetid.

Når det er sagt, så er NAD M33 V2 allerede en fuldt udstyret forstærker, som kun de færreste vil have grund til at udvide med nye funktioner. Antallet af relevante MDC- eller MDC2-kort er stærkt begrænset. BluOS er allerede indbygget, men ønsker man at bruge M33 V2 som centrum for en high-end-hjemmebiograf, findes der et kort, der tilbyder flere HDMI-porte og et andet, der tilføjer analoge RCA-udgange til surround-lydkanaler.

Analog kærlighed

Men der er ikke kun gaver til digitalfolket. NAD har lyttet til vinyl-entusiasterne denne gang. Selvom forgængeren absolut havde et anstændigt phono-trin, har RIAA-sektionen til både MM- og MC-pickupper fået en grundig overhaling.

Det sker i form af et RIAA-trin, der skulle have en endnu højere nøjagtighed i selve RIAA-efterbetoningen. Men vigtigst af alt er støjgulvet blevet sænket. Selv om det ikke ser sådan ud ved første øjekast. Den nye model har et signal/støjforhold for MC-pickupper på 73 dB, mens den gamle var opgivet til 76 dB. Har NAD skudt sig selv i foden?

Slet ikke. De har blot ændret målereference. Hvor de i 2020 målte i forhold til et output på 2 Volt, måler de nu i forhold til 500 mV. Omregner man tallene om til samme reference, er støjgulvet på den nye MC-indgang reelt banket næsten 10 dB længere ned i kælderen! Det er en ret imponerende forbedring, når vi taler sarte pickup-signaler.

Også hovedtelefonudgangen har fået en opgradering, der lover lavere forvrængning og bedre kontrol over svært drevne, tungere high-end hovedtelefoner. Du behøver med andre ord ikke længere at investere i en separat hovedtelefonforstærker. Hvilket er godt, da M33 V2 ikke ligefrem er billig.

Et overlegent og underholdende genhør

Til at teste løjerne spændte jeg et sæt DALI Rubikore 2 foran NAD’en. Selvom de prismæssigt befinder sig en klasse eller to under M33 V2, udmærker de sig ved en ekstremt nuanceret mellemtone og en evne til at male en meget flot og vidtåben akustisk scene op. Et punkt, hvor den oprindelige M33 også havde en styrke.

At sætte musik på V2-udgaven er et kærkomment genhør med de præcise dyder, der imponerede mig i den oprindelige test. Klasse D-forstærkere har ofte et – mere eller mindre fortjent – ry for at lyde klinisk og uengageret. Men her er M33 stadig den store undtagelse: Den er simpelthen sjov at lytte til!

Det første, man lægger mærke til, er det enorme og ekstremt veldefinerede rum, forstærkeren tegner. Mange forstærkere, der stræber efter en analytisk lyd, har en tendens til at zoome ind og kæle for instrumenterne helt forrest på scenen.

M33 gør det modsatte; den trækker hele orkesteret med ind i stuen. Den formår at skabe luft omkring de optrædende, uanset om de står i forgrunden eller i bagerste række. Det høres forbløffende tydeligt på et nummer som Afenginns Luna Televisio, hvor mærkværdig latinsk korsang og slagtøj placeres overalt i et gigantisk rum. Og med V2-udgavens opgraderede digitaldel er dette vindue til optagerummet bare blevet pudset lidt mere gennemsigtigt.

En styrke ved M33 er gengivelsen af den nedre mellemtone. Det giver sangere en fysisk krop og en personlighed, der gør lyden utroligt engagerende og nærværende. For engagement er det, som det gerne skulle handle om. Om lysten til bare at høre musik i stedet for at sammenligne målfoto af Big Bad John og Banditen Galopp mellem forskellige forstærkere. Selvom jeg selvfølgelig også gjorde det…

Og så mangler der på intet tidspunkt hverken kræfter eller dynamik. Forstærkeren holder højttalerne i et nådesløst jerngreb, der tvinger dem til at deltage i løjerne. Der er et formidabelt “bundtræk” i bassen, som sætter et massivt skub i rock og rytmisk musik. Det bliver aldrig aggressivt støjende eller upræcist – NAD M33 V2 kan bare rigtig godt lide, at der er fest i gaden.

Magt over bassen

For de mange af os, der kæmper en ulige kamp mod dagligstuens naturlige og ofte temmelig uhensigtsmæssige akustik, er rumkorrektionen via Dirac Live stadig forstærkerens absolut største es i ærmet.

Ligesom forgængeren leveres M33 V2 dog “kun” med en begrænset version af Dirac-licensen, der udelukkende korrigerer frekvenserne op til 500 Hz. Man kan med rette brumme lidt i skægget over, at man efter at have lagt 47.000 kroner på disken stadig skal have kortet op af lommen for at låse op for rumkorrektion i det fulde frekvensområde.

Men hånden på hjertet: Det er under 500 Hz, at 90 procent af alle akustiske unoder og buldrende rumresonanser befinder sig i en almindelig stue. Og her gør den medfølgende version et fænomenalt stykke arbejde. Jeg har dog oplevet situationer, hvor den begrænsede udgave af Dirac rettede selve basområdet perfekt ud, men havde problemer med at tilpasse niveauet i forhold til et ujævnt frekvensforløb i det øvrige område. Det blev dog løst af den fulde version.

Hvor M33 V2 for alvor trækker fra sin forgænger, er på den avancerede håndtering af de dybeste oktaver. Forstærkeren er nemlig udstyret med to helt uafhængige subwoofer-udgange og er nu født “Ready” til Dirac Live Bass Control (som – rigtigt gættet – også kræver tilkøb af en separat licens).

For dem, der vil supplere stereoperspektivet med en eller to subwoofere for at få den fysiske mavepuster med, er Bass Control et argument for en forstærker som M33 V2. At forsøge på at integrere to separate subwoofere med et sæt fronthøjttalere i en almindelig stue uden computerbistand, kan ikke tilrådes.

Med Dirac Live Bass Control analyserer softwaren i stedet samspillet mellem samtlige højttalere i tidsdomænet. Den udregner simpelthen det akustiske kaos i dit rum og justerer præcis, hvornår hver enkelt enhed skal aflevere sin basfrekvens for at udligne rummets stående bølger.

Konkurrenter

Når man lægger tæt på halvtreds tusind kroner på disken for en integreret streaming-forstærker, befinder man sig i et luftlag, hvor konkurrenterne er få, men til gengæld særdeles relevante.

Den mest åbenlyse rival er den danske arvefjende, Lyngdorf TDAI-3400. Den koster i skrivende stund omtrent det samme og byder ligeledes på fabelagtig digital forstærkerteknologi. Dens absolutte trumfkort er det overlegne RoomPerfect-system. Til gengæld må du (indtil næste modelgeneration, der givetvis vil få en brugerflade som TDAI-2210) undvære NAD’ens lækre farveskærm, ligesom Lyngdorfen har en noget mere nøgtern og kirurgisk klang.

Hvis du er af den gamle skole og fnyser af klasse D og digitale rum-algoritmer, vil norske Hegel H400 være det indlysende alternativ. Den er en massiv klasse AB-konstruktion, der leverer rå power og en fast hånd på basenhederne. Men uden indbygget rumkorrektion.

TEASER: Er 200 watt virkelig ikke nok?

Hvis du sidder med et par ekstremt tungt drevne højttalere, eller hvis du blot har et umætteligt behov for kontrol og tænker, at 2 x 200 watt lyder som en lidt for rolig søndag eftermiddag, så hæng på. Vi har nemlig også lånt effektforstærkeren NAD M23 V2.

I en kommende artikel ser vi på, hvad der sker, når vi brokobler de to maskiner og slipper massive 700 watt pr. kanal løs i 8 ohm. Det bliver en test, der med garanti vil blive bemærket på lang afstand!

Konklusion

NAD M33 V2 er ikke blot en overfladisk polering, men en reel teknisk evolution af et i forvejen glimrende produkt. Og der er lidt til alle: Forbedring i phonotrin til analogfolket, bedre DAC til digitalsiden og eARC til TV-underholdningen. Prisen har desværre fået et betydeligt hak opad, og man kan absolut finde forstærkere, der leverer lige så mange eller flere watt for færre penge. Men set i lyset af den generelle prisudvikling og de forbedringer, der er lavet, er den mindst lige så interessant som forgængeren. Har du allerede en M33 af første generation og lytter digitalt via streaming, kan du fortsætte med at nyde den. For så store er de lydmæssige forskelle heller ikke.