TEST: Marantz Model 10

Marantz er tilbage! De har selvfølgelig aldrig været væk, men det er længe siden, de virkelig viste deres styrke og beviste, at de stadig hører til i hi-fi-eliten. Få mærker har en sådan historie at falde tilbage på, og Marantz var allerede fra starten i 50’erne branchens virkelige sværvægter med flere af datidens absolut bedste (og dyreste!) produkter.

Sidste gang man viste noget, der lignede referenceprodukter, var i 2016, da blandt andet den integrerede PM-10 blev lanceret. Modellen var et radikalt brud med firmaets tidligere ret konservative løsninger og en konstruktion bygget op omkring klasse D-moduler fra Hypex. Konstruktøren var firmaets mangeårige frontfigur og lydguru Ken Ishiwata. Han havde sat sig for at lave en integreret forstærker med en ydeevne, som om det var en forforstærker med to monoblokke. Med dobbelte, brokoblede klasse D-moduler pr. kanal blev det også en af firmaets hidtil mest effektfulde integrerede forstærkere. Indtil nu.

Efterfølger til PM-10

Den nye integrerede Marantz Model 10 er på mange måder en efterfølger til PM-10, men brutalt overdimensioneret og en helt uhæmmet konstruktion, hvor man slet ikke synes at have taget hensyn til omkostningerne. At serien – for det er en serie med både SACD-afspillere og en streaming-forforstærker – har taget hele fem år at udvikle, er let at forstå, når man begynder at se nærmere på teknikken. Intet er overladt til tilfældighederne, absolut intet.

Den nu afdøde Ishiwata ville have elsket Model 10, som bygger videre på hans ideer med fuldt balancerede kredsløb, herunder to udgangstrin pr. kanal, der arbejder spejlvendt i forhold til hinanden. Det giver ikke kun fuld balancering direkte ud til højttalerpolerne med overlegen kobling til højttalerne, men også fordoblet effekt og betydeligt lavere forvrængning.

Effekttrinene er baseret på klasse D-moduler fra Purifi/Eigentakt, men er omarbejdet og bygget på Shirakawa Audio Works – Marantz’ japanske udviklings- og produktionscenter siden 2002.

 

Modulerne arbejder med firmaets egne, nyudviklede switch-mode strømforsyninger, mens indgangstrinnet har en omhyggeligt reguleret lineær strømforsyning med en overdimensioneret ringkernetransformator, der er stor nok til at passe i et sluttrin. I indgangs- og phonotrin anvendes naturligvis også de nye HDAM og HDAM SA3 – den seneste generation af firmaets ultrahurtige, diskret opbyggede forstærkermoduler.

Forstærkeren er fuldstændig kanalopdelt med separate, omhyggeligt kobberafskærmede sektioner for at minimere al elektrisk interferens. Hele anlægget er i høj grad bygget i tre lag aluminium med isolerende sub-chassis og vejer 34 kilo!

Matchende SACD 10

Vi fik også lov til at låne den matchende afspiller SACD 10, som er en lige så overdådig og sektionsopdelt konstruktion med egenudviklet avanceret transportmekanik. Afspilleren bruger ikke en traditionel konverter, men en specialudviklet DSD-baseret løsning, hvor det indkommende PCM-signal konverteres til en 1-bit-strøm med sampling på 11,2 megahertz, hvilket svarer til DSD256.

1-bit-strømmen konverteres derefter enkelt til analog signal via et specialdesignet lavpasfilterkredsløb, der effektivt filtrerer højfrekvente komponenter væk. Enklere kan det næppe gøres, og denne to-trinsløsning kaldes Marantz Musical Mastering.

Ud over disse to enheder findes der som nævnt også forforstærkeren Link 10n, som udgør en lidt speciel løsning til den nye referenceserie. Det er som sagt en digitalafspiller, men også en fuldgyldig forforstærker, som i et fuldt udbygget system kan styre to brokoblede Model 10-enheder, som så kører som rene slutforstærkere. I en mellemvej kan man naturligvis ”nøjes” med en Model 10, der kobles som slutforstærker i stereo sammen med en Link 10n.

Ja, man kan også have fire brokoblede Model 10, det er kun fantasien, antallet af terminaler på højttalerne og selvfølgelig pengepungen, der sætter grænserne!

Højttalere er intet problem

Man behøver ikke have højttalere i samme klasse for at indse, at der er noget helt særligt ved Marantz’ nye flagskibsserie. Nej, allerede et par beskedne små 2-vejs højttalere som vores trofaste, men lidt søvnige B&W PM1 sprudlede bogstaveligt talt af farverig dynamik og fræk slagkraft, da den første SACD begyndte at spille.

Og ikke kun det. Pludselig virkede de små stativhøjttalere til at have fået mere dybde og tyngde i bunden, og basmembranerne virkede som om de var direkte forbundet til signalet. Ja, det var lidt af den samme højeksplosive forvandling, vi oplevede, da 2-vejs-højttalerne blev tilsluttet Chord Ultima 6, for den lynhurtige Marantz-duo leverede spændstighed og attack, så det var en fornøjelse at høre. Selv den lækkert smidige Denon PMA-3000NE kom til kort, da Model 10 tog fat.

Forstærkerens varme grundklang gik stik imod alle forudfattede meninger om, at forstærkere med switch-mode strømforsyninger og klasse D lyder køligt og hårdt. Det gjorde Model 10 aldrig nogensinde.

Men trods sin svimlende hurtighed og brutale slagkraft viste Marantz-duoens egentlige styrke sig at ligge i en mere finstemt og sofistikeret retning. For det virkelige talent lå i den udsøgt fjerlette detaljeopløsning og den måde, duoen kunne frembringe en spektakulær og vidåben tredimensionalitet på.

Løfter sig med opgaven

Jo bedre højttalere (og optagelser) vi brugte, desto tydeligere blev det, at det var evnen til at fremhæve optagelsesrummet og skabe en næsten insisterende, håndgribelig fornemmelse af nærvær, der var duoens virkelige trumfkort. Det og evnen til millimeterpræcist at placere fysiske instrumenter og sangere ude på gulvet foran dig. Spektakulært og med veludførte stereooptagelser kunne fornemmelsen af at sidde på første række blive drømmeagtig. De højttalere, vi spillede med, bortset fra den lille PM1, var mere pris- og størrelsesmæssigt sammenlignelige YG Talus og Avantgarde Colibri C2.

Uanset hvor meget vi værdsatte CD-/SACD-afspilleren/DAC’en SACD 10, satte tid og logistik en stopper for en mere grundig test af denne, og det meste fokus kom derfor til at ligge på forstærkeren Model 10. Men samtidig var det også den, der virkelig fik SACD 10-afspilleren til at blomstre i al sin skinnende rumlige realisme og nuancerede artikulation. At afspilleren desuden har digitale ind- og udgange og kan bruges som en separat D/A-konverter, er derfor et kæmpe plus. Prisen på SACD 10 ligger godt 20 procent under prisen på Model 10, og vi tør næsten vædde på, at det er et mindst lige så godt køb som forstærkeren.

Et kæmpe plus er også forstærkerens farverige, men helt lydløse phonotrin, som fik en pickup som DL-103 fra koncernkollegaen Denon til stadig at udmærke sig i slagkraft, men også lyde luftigere og mere åben end normalt.

Konklusion

Der er ingen tvivl om, at denne usædvanlige kombination placerer Marantz solidt i hi-fi-verdenens absolutte top. Det er en meget dyr løsning for feinschmeckere, men både byggekvalitet og lydniveau er i referenceklasse og står mål med prisen.

Testen er udført sammen med Mats Meyer-Lie.