TEST: Linn Klimax LP12 Bedrok

Vittige hoveder vil sige, at hvis dommedag indtræffer, er det kun kakerlakker og Keith Richards, der overlever.  

Det er fristende at tilføje Linn LP12, pladespilleren, der har fulgt os så længe, at den virker udødelig.  

Den har på forbilledlig vis formået at holde sig relevant siden 1972, og selv om der findes folk, der bare trækker på skuldrene af den gamle konstruktion, må man respektere, at Linn har præsteret at holde pladespilleren på markedet i over 50 år.  

En LP12 er lige så klassisk som en Porsche 911, der i lighed med pladespilleren har holdt sig relevant ved konstant at opgradere, forbedre og forfine produktet.  

Og ligesom en 911 kan en LP12 leveres i flere varianter.  

Denne, en Klimax LP12 med Linns seneste opgradering – Bedrok-soklen – svarer til en 911 GT3 med Weissach-pakke. I overført betydning.  

Pladespilleren er bygget præcis som en Klimax-udgave. Med Linns mest luksuriøse sub-chassis passende kaldet Keel, en ekstern Radikal strømforsyning og motorstyring, og med et Ulrika II moving coil phono-trin på indersiden.  

På ydersiden er pladespilleren sat op med en EKOS SE tonearm (Super Evolution), monteret med Linns fineste MC-pickup, Ekstatik.  

Klimax LP12 adskiller sig Radikalt (sic) fra den billigere Selekt LP12 og basismodellen Majik LP12. Ikke engang kabinettet er det samme.  

Designet og driftsprincippet er omtrent det eneste, der er det samme. En sort silikonerem driver en indertallerken, og alle udgaverne bruger Linns nyeste leje kaldet Karousel. Hvor akslen roterer i et leje med en Diamond-Like Carbon-belægning på indersiden, hvilket skal eliminere friktion. 

Radikal opgradering

Den eksterne Radikal-strømforsyning – til både pladespiller og phono-trin – kontrollerer og tallerkenens rotation med en digital motorstyring (og en sensor under tallerkenen). Som holder hastigheden konstant, når tallerkenen har nået den valgte hastighed.  

Linn siger, at Radikal er op til fem gange så præcis som den foregående version af strømforsyningen, og et nyt kredsløb med kortere signalveje sænker støjgulvet så meget, at MC-trinnet i pladespilleren (Ulrika II) ikke påvirkes af strømforsyningen.  

Der følger også en ny motor med Radikal, og den er designet til at dæmpe elektromagnetisk støj, som er en kilde til forvrængning, og den vibrationsfri motor er desuden helt lydløs.  

For enden af den lige EKOS SE-arm sidder Ekstatik. En MC-pickup, der er skræddersyet til lige netop EKOS SE, og med en masse på kun 7 gram tilføjer den minimal bevægelig masse.  

Bedrok 

Der er heller ikke meget bevægelig masse i plinten. Eller kabinettet, som mange kalder det. Linn har traditionelt set holdt sig til kabinetter af træ. Enten fluted (rillet) eller glat. På det seneste har det også været muligt at bestille kabinettet i den farve, man måtte ønske, dvs. ikke bare sort, valnød, eg eller kirsebær.  

Man har kunnet og kan stadig købe kabinetter i andre materialer fra andre leverandører, men nu kan Linn selv levere en opgradering i form af et kabinet, som de kalder Bedrok.  

Bedrok fås – indtil videre – kun i én farve. Det er ikke lavet på traditionel vis med MDF eller formpressede træplader, men er lavet i flere lag af tynde skiver af bøg. Disse er presset sammen under højt tryk til en stiv, resonansfri og død masse.  

Tanken er som altid at eliminere resonanser, som kan påvirke lyden, og Bedrok, som fås som opgradering til LP12, kan også bestilles sammen med en ny pladespiller hos udvalgte forhandlere.  

Bundsolid 

Så det, vi har her, er en Klimax LP12, opgraderet med Bedrok-kabinettet. Kort sagt, den ypperste udgave af LP12 fra Linn.  

Og bare for at have det helt på det rene: Selv uden at have en Klimax LP12 uden Bedrok at sammenligne med, kan jeg med sikkerhed sige, at dette er noget helt enestående.  

Jeg har hørt et stort antal varianter af LP12 gennem årene og testet flere udgaver, men ingen af dem kommer i nærheden af den stilhed, ro, timing og dynamik, som en LP12 med Bedrok har.  

Med liveoptagelsen fra Kongsberg Jazz Festival i 1970 får Bill Evans’ klaverlyd en ekstra dybde. Optagelsen, der er lavet på en Revox A77-båndoptager, har ikke moderne indspilningers opløsning og dynamik, men til gengæld finder pladespilleren klanglige nuancer, som jeg ikke har hørt før. Der er en dynamisk kontrast i Eddie Gomez’ bas og Marty Morells slagtøj, som løfter oplevelsen flere niveauer. Den rytmiske timing er exceptionelt god.  

Det er den også på Ezra Collectives seneste album, Dance, No One’s Watching. En langt nyere studieindspilning fra Abbey Road Studios. Albummet er en musikalsk gryderet af afrobeat, swingende jazz og krydret med caribisk topping. Det lyder intimt, tæt og svedigt, og kvintetten bobler ud af højttalerne med en energi og et nærvær, der minder mig om live-oplevelsen med det samme band, netop i Abbey Road Studios i 2024.  

Uanset hvor gammel eller ny optagelsen er, graver pladespilleren sig dybt ned i rillerne og trækker mere ud af dem, end nogen pladespiller, jeg nogensinde har testet, har gjort før den. Måske med undtagelse af Rega Planar 10 og Technics SL-1000R. Men Linn-pladespilleren leverer musikken med en større dybde, især i bassen. Ikke i den forstand, at den graver dybere, men den giver f.eks. kontrabasser mere fylde og klang.  

Konklusion

Klimax LP12 med Bedrok-kabinettet er en enestående præstation. Linn har formået at revitalisere et design fra 1972 og holde det friskt og relevant i årtier. Vi har hørt det før. Majik LP12 og Selekt LP12 er begge fremragende pladespillere i deres respektive prisklasser. Klimax LP12 er derimod i en klasse for sig. Hvor konkurrenterne er få, men hårde. Pladespillere fra TechDas, AVID og Acoustic Signature vil utvivlsomt være udfordrere til en Klimax LP12, men det er uvist, om de vil overleve dommedag, som en LP12 helt sikkert vil. I så fald har Keith Richards altid noget at spille Honky Tonk Woman på.