TEST: Cayin Jazz 80

Jeg tager næppe fejl, når jeg tænker, at Cayin må have eksisteret i meget lang tid. Eller rettere sagt tænkte jeg nogenlunde sådan her: at Cayin må have været et af de første “helkinesiske” mærker, der begyndte at blive solgt på det vestlige marked.

Ja, allerede omkring midten/slutningen af 90’erne var det almindeligt, at vestlige virksomheder placerede produktion – og nogle gange også udvikling – i Fjernøsten, men markedsførte produkterne som europæiske eller amerikanske.

Sådan er det i høj grad stadig i dag, men Cayin var uden tvivl en af de helkinesiske pionerer, da moderselskabet Zhuhai Spark Electronic Equipment Co., Ltd. startede virksomheden allerede i 1993, og har dermed været en del af (lyd)billedet gennem hele min professionelle karriere som techjournalist.

Produktsortimentet har udviklet sig gennem årene og omfatter i dag alle slags (rør)forstærkere, inklusive avancerede for- og effektforstærkerløsninger, men også CD-afspillere, højttalere, desktop-hi-fi og små bærbare musikafspillere (DAP).

Cayin Jazz 80

Men først og fremmest integrerede forstærkere. Jeg tæller hele 16 på hjemmesiden, hvor denne testede, nyeste og mindste model – Jazz 80 i den nye serie blot er én – men som det skulle vise sig: ikke en hvilken som helst lille forstærker!

Vi begynder med det grundlæggende, nemlig selve konstruktionen, som er særdeles solid med tyk aluminiumsfront i enten sort eller sølv samt matchende lakerede metaldetaljer, som eksempelvis den beskyttende, aftagelige hætte, der beskytter rørene – og omvendt beskytter nysgerrige fingre mod at brænde sig!

Effektrørene er fire i alt, to pr. kanal i push-pull-kobling, og her kan man før køb vælge mellem klassiske EL34 eller de mere kraftfulde KT88-rør, i begge tilfælde fra den store, velrenommerede kinesiske rørproducent Psvane.

Hvilken rørtype man vælger, er i høj grad en smagssag. EL34 opfattes ofte som mere “britiske” i lyden med fokus på mellemtone, mens KT88 mere går i en “amerikansk” retning med en mere dynamisk og transparent hi-fi-lyd. I ultralineær drift er der 4 watt forskel til fordel for KT88.

Vi valgte EL34

Vi valgte at få testeksemplaret med EL34-bestykning, som også er lidt  billigere.

Før effektrørene sidder fire småsignalrør i form af to 12AX7-forforstærkerrør og to 12AU7-driverør, alle fire nøje udvalgte NOS-rør (new old stock) udvalgt af Cayin. Forstærkeren vejer en del og er som næsten alle rørforstærkere bagtung, primært på grund af den indkapslede strømforsyning og udgangstransformatorerne, som er produceret på fabrikken.

Rørene er naturligvis biasjusteret fra fabrikken, men kan nemt efterjusteres og kontrolleres med en lille skruetrækker – hurtigt gjort og nødvendigt ved rørskift.

Forstærkeren kan køre enten i ultralineær tilstand med 2 x 36 watt eller i triode-tilstand, som ifølge specifikationerne giver præcis halvdelen: 2 x 18 watt. Skiftet samt biasjustering sker via kontakter på toppen.

På fronten findes et normalt stort hovedtelefonstik, der kan håndtere hovedtelefoner fra 16 til 300 ohm. Bagsiden rummer højttalerterminaler med valg mellem 4 og 8 ohm via dobbelte pluspoler. Der er tre par RCA-indgange samt en Bluetooth-antenne. Bluetooth er version 5.0 og understøtter både AptX HD og LDAC.

Det er i dag almindeligt at indbygge en Bluetooth-chip for at muliggøre trådløs musikafspilning, men jeg vil gerne understrege, at det her i høj grad er en nødløsning – den type man bruger, når man har gæster og ikke vil dele sit wi-fi-password.

Bevares, det lyder på ingen måde dårligt, når jeg meget nemt kobler mig på (det er blot at dreje indgangsvælgeren til BT-tilstand, som så blinker, og derefter finde forstærkeren på telefonen), men selv med den mindre komprimerende LDAC-forbindelse lyder det – ikke overraskende – ret trist, fladt og uden kontur sammenlignet med den wi-fi-afspilning, som efterfølgende tager over.

Som sagt: en nødløsning – eventuelt også til sommerhuset uden netværk.

Nogen nødløsning er frontens hovedtelefonudgang derimod ikke – langt fra. Hvis jeg skal gætte, er også denne rørbaseret, hvilket antydes af et lidt højt støjniveau, men især af det høje output! Her skal man passe på, for allerede ved kl. 9 er niveauet alt for højt til at være sundt – men den kan til gengæld drive det meste.

Lyden er også meget god, om end naturligvis ikke på niveau med en ambitiøs, separat hovedtelefonforstærker. Sammenlignet med en sådan er lyden via Jazz 80 først og fremmest lidt lettere og en anelse mere slank.

Betjeningen er meget intuitiv, både i det små og det store – og det gælder også den medfølgende fjernbetjening i aluminium, som gør det muligt at skifte indgang og justere volumen.

Starter med Soft Collective

Testen af Cayin Jazz 80 indledes med de åbne, svenske højttalere Soft Collective SC-05, som jeg har skrevet om tidligere. Her og dengang afløste denne lille rørforstærker den langt dyrere og mere kraftfulde transistorforstærker H590 fra norske Hegel.

Forestil dig min overraskelse, da musikken præsenteres… mindst lige så godt!

Det gælder ikke mindst sparsom, men taktfast jazz som hos duoen Houston Person & Ron Carter med perfekt placering af de bølgende saxofontoner, men også fokus på det stramt svingende basspil. Eller Roxy Musics storslåede Avalon – hele albummet, men især titelnummeret, som gengives netop så storslået, varmt indbydende og omsluttende, som det oprindeligt blev mixet og produceret. Krop, varme og størrelse skrev jeg i anmeldelsen af SC-05, og det passer mindst lige så godt her!

Jo, Hegel er (stadig) strammere og mere kraftfuld, men andet ville også være mærkeligt. At skifte fra ultralineær til triode-tilstand med disse højttalere var derimod ikke nogen god idé, da der mangler lidt overskud og kontrol i musikken. Højttalerne er specificeret til 4 ohm, men skal også være forholdsvis rørvenlige, for ikke at sige tilpassede, og at køre forstærkeren via 8-ohms-udtaget er mindre problematisk – her er valget faktisk mest en smagssag.

Som det er typisk for rørforstærkere, fremhæver den virkelig teksturen i bassen, og med de valgte EL34-rør går tankerne straks til Paul McCartney, Beatles og Sgt. Pepper’s Lonely Hearts Club Band, og jeg bliver ikke skuffet. Ikke mindst med de nye mix lavet af George Martins søn, Giles Martin.

Af “almindelig” rock vælger jeg London Calling med The Clash, som præsenteres netop så rytmisk fremaddrivende og engagerende, som den skal være.

Tid til Guru 28

Efter at have set – var det femte eller sjette afsnit af Harry Hole-serien på Netflix? – går det op for mig, hvor længe siden det er, jeg har lyttet til Violent Femmes’ klassiske debut – og især den indledende, svingende Blister in the Sun. Faktisk er hele albummet lidt af en skjult perle i den audiofile verden.

Her føler Jazz 80 sig helt hjemme, også med de mere “normale” Guru 28-kompakthøjttalere. Der er uden tvivl noget særligt ved rørforstærkere og gengivelsen af både elbas og akustisk (kontra)bas. Bassen træder tydeligt frem og får en fremtrædende rolle i lydbilledet med både tekstur og klarhed.

Denne musik er som bekendt ret rå, men også forholdsvis åben, og den gengives meget klart, flot og – vigtigst – engagerende af denne kombination.

Som jeg tidligere har nævnt, har Jazz 80 ingen problemer med basintensiv, mere elektronisk musik som eksempelvis Daft Punk eller Baxter Durys seneste, meget dansable album. Inden testen afsluttes og Hegels transistorforstærker igen kobles til, vælger jeg nogle mere klassiske rocknumre og nogle lidt mere kaotiske optagelser.

Først Thin Lizzy og megaklassikeren Jailbreak, som gengives flot og uden problemer. Det bliver sværere med Motörheads ekstremt rå liveoptagelser på No Sleep til Hammersmith. Jeg har sagt det før og siger det gerne igen: Det album er næsten umuligt at gengive ordentligt på et godt hi-fi-anlæg – men det kan gøres bedre eller dårligere.

Og her kommer Jazz 80 lidt til kort. Den formår ikke helt at formidle den kompakte kraft, der faktisk ligger i optagelsen. Til gengæld er det mindre problematisk at skifte mellem ultralineær og triode her, selvom jeg stadig foretrækker ultralineær drift med Guru 28.

Forskellen mellem tilstandene er dog mindre end med den åbne og mere krævende SC-05 fra Soft Collective. Pentode-tilstanden lyder stadig større og har et markant bedre greb om både højttalerne og Ron Carters bas – også med Guru 28.

Tid til at afslutte

Med den langt dyrere Hegel-forstærker tilbage i systemet bliver der mere kontrol, kraft og fremdrift i musikken – helt klart. Det gælder også Thin Lizzy, som får mere drive med transistorforstærkeren.

Skarpt sagt kan man sige, at Cayin Jazz 80 har en fordel, når musikken er mere åben – som jazzduoer, trioer eller kvartetter – eller mindre kompleks, storskalig klassisk musik, samt f.eks. Violent Femmes.

Akustisk musik passer også særligt godt, hvor gengivelsen er både tydelig, stor og luftig.

Der er dog ingen problemer med moderne elektronisk musik – især hvis den er godt indspillet og produceret. Omvendt gælder det, at jo mere kompleks, dynamisk og rodet produktionen er, desto mere presses forstærkeren.

Konklusion

Jeg vil ikke sige, at Cayin Jazz 80 er direkte varm i klangen, men den er fyldig, stor – ja, næsten storslået – i sin gengivelse. Samtidig er den meget tydelig.

Til prisen er Jazz 80 en imponerende lille forstærker, som spiller stort, præcist og også slagkraftigt – på en måde, der (undskyld ordspillet) i dobbelt forstand er bemærkelsesværdigt “urørligt”.