TESTS Bil & Mobilitet Computer Sport & Træning Gaming Mobil Smart Home Teknologi

TEST: Asus ROG NUC (NUC15JNKU9X9)

Spillekonsol på steroider – eller en hovedløs laptop?

Asus ROG NUC pakker ydelsen fra en sværvægts-gamer ned i en æske på størrelse med en madkasse. Det er imponerende, men prisskiltet kræver en dyb indånding.

Af / 10/01/2026 - 10:49
Asus ROG NUC (NUC15JNKU9X9)

Home mener

  • Hurtigere end en laptop med samme hardware. Masser af porte. Mere fleksibel hardware end en bærbar. Absurd megen kraft i sådan en lille æske.
  • Du kan få en laptop med samme specifikationer – og skærm – for samme pris. Processor og grafikkort er kun ”laptop-udgaver”. PC'en er lille, men strømforsyningen er stor.

Da Intel sidste år besluttede at trække stikket til deres NUC-division (Next Unit of Computing), gik der et suk igennem den del af nørdsegmentet, der elsker små, kraftige computere. Heldigvis tog Asus handsken op, og med ROG NUC (2025) beviser de, at der stadig er liv i det ultrakompakte format.

Men lad os være ærlige: Det her er ikke den billige kontor-PC, der skal skrues fast bag på sekretærens skærm. Det er et fuldblods gaming-monster, der bare har været en tur i krympemaskinen.

ROG NUC
Lillebitte fodaftryk, men fuldvoksen ydelse. Prisen efterlader dog et dybt aftryk på bankkontoen. (Foto: Asus)

En laptop i forklædning

Når man åbner kabinettet – hvilket i øvrigt kan gøres uden værktøj, tak for det – afsløres sandheden om ROG NUC. For at få plads til så mange hestekræfter i et chassis på kun 2,5 liter, har Asus måttet ty til laptop-komponenter.

Hjertet er en Intel Core Ultra 9 275HX. Det er den samme kraftige processor, vi finder i de allerstørste bærbare gaming-maskiner, og med 24 kerner og en turbo-hastighed på 5,4 GHz er der ikke sparet på regnekraften.

Grafikkortet følger samme mønster. Her finder vi et Nvidia GeForce RTX 5080. Men vel at mærke i ”Laptop GPU”-udgaven. Det betyder i praksis, at du ikke får den samme ydelse, som hvis du købte et RTX 5080-kort til en stationær PC (som i øvrigt ville være fysisk større end hele NUC’en). Til gengæld slipper du for at have et larmende monstrum stående under skrivebordet.

Annonce
Læs også Gruppetest: 4 superkraftige gaming-laptops Gå aldrig ned på udstyr! Vi har testet fire bærbare computere, der ikke lader dig i stikken på slagmarken.

Hukommelse og lagerplads nok til det hele

Selvom pladsen er trang, er udstyret gavmildt. Maskinen kommer med 32 gigabyte DDR5-RAM, der kører ved 6.400 MHz.

Det er rigeligt til selv de mest krævende spil i dag, men skulle du få brug for mere til tung videoredigering, er det let at klikke dækslet af og opgradere.

På lagersiden finder vi en 2 terabyte NVMe SSD fra Micron. Med moderne spiltitler, der rask væk æder over 100 gigabyte hver, er 2 terabyte ikke længere vild luksus, men en nødvendighed.

SSD’en leverer solide overførselshastigheder på over 2 gigabyte i sekundet, hvilket sikrer, at ventetiden på loading-skærme holdes på et minimum.

Komponenterne er stablet tæt for at få plads til RTX 5080-kortet i det bare 2,5 liter store kabinet. (Foto: Asus)

Forbindelser til hele verden

Hvor mange laptops i dag er nærige med portene, går ROG NUC i den modsatte grøft. Bagsiden og fronten er spækket med tilslutninger.

Du får hele seks hurtige USB-A porte til alt dit grej, en Thunderbolt 4-port til lynhurtig data eller eksterne skærme, og både HDMI 2.1 og DisplayPort 2.1.

Netværket er også i topklasse med 2,5-gigabit Ethernet – en detalje, som seriøse onlinespillere med dyre fiberforbindelser vil værdsætte, da Wi-Fi (selvom den har det nye Wi-Fi 7) aldrig helt kan matche kablets stabilitet.

ROG NUC
Selvom pladsen er trang, er der fundet plads til både 2,5-gigabit Ethernet, Thunderbolt 4 og seks USB-porte. (Foto: Asus)

Elefanten i rummet (eller på gulvet)

Der er dog en enkelt fysisk detalje, der trækker ned i det ellers så elegante regnestykke. Selve computeren er lillebitte. Men strømforsyningen er en solid munkesten, da hardwaren kræver op mod 330 watt for at yde sit bedste.

Det ødelægger lidt illusionen om den ultra-portable computer, når man skal have en separat taske med bare til strømforsyningen. Til hjemmebrug kan man heldigvis lade strømforsyningen forsvinde diskret bag et møbel.

Læs også Gruppetest: 7 Gaming-headsets (2025) Et godt headset er lyden af sejr. Vi har testet syv af markedets nyeste topmodeller.

Småborgerlig af ydre, rablende vild indeni

Designet er overraskende afdæmpet. Hvis man slukker for det obligatoriske RGB-logo på siden, kunne den lille sorte boks såmænd godt stå fremme i stuen uden at udløse en skilsmisse. Men tænder man for den, er freden forbi.

Vi har kørt ROG NUC igennem vores torturkammer af benchmarks. Og resultatet er interessant. Selvom indmaden på papiret er identisk med en gaming-laptop som for eksempel Lenovo Legion Pro 7i, så har NUC’en en fordel: Den skal ikke være flad. Det betyder, at kølingen har bedre vilkår. Og det kan ses på tallene.

ROG NUC
Med lyset tændt er stilen ren gamer. Slukker man, er den diskret nok til at stå i en voksen stue. (Foto: Asus)

I den klassiske 3DMark Fire Strike-test brager den igennem lydmuren med en score på 39.486 point. Det er rekord – og markant hurtigere end laptops.

I de nyere og tungere DX12-tests som Speed Way og Steel Nomad ligger den side om side med Lenovos topmodel. Det vidner om, at selvom kølingen er bedre, så rammer vi til sidst muren for, hvor meget strøm man må pumpe igennem en mobil grafikchip.

Læs også TEST: Asus ROG Xbox Ally X (2025) RC73XA Xbox har stolt smidt deres navn på en Asus ROG Ally X og har derefter optimeret hele Xbox-oplevelsen, så den fungerer næsten perfekt på den lille blanding af en konsol og en computer.

Prisen for at være lille

Ydelsen fejler intet. Den er faktisk fremragende. Men den kommer ikke omkostningsfrit. Asus ROG NUC koster over 25.000 kroner. For de penge får du selve computeren. Ingen skærm. Intet tastatur. Ingen mus.

Til sammenligning kan du få en komplet gaming-bærbar som HP Omen Max 16 med stort set samme specifikationer (og en indbygget 240 Hz skærm!) for kun et par tusinde kroner mere. Du betaler altså en meget høj præmie for formfaktoren og den bedre køling.

Læs også TEST: Asus Vivobook S 14 Asus Vivobook S 14 ligner måske sidste års model, men under det nydelige ydre er Snapdragon-processoren skiftet ud med AMD's nyeste Ryzen AI-motor.
ROG NUC
(Foto: Asus)

Konklusion

Asus ROG NUC er et imponerende stykke ingeniørkunst. Den leverer stationær ydelse i et format, du kan have med i rygsækken uden at få ondt i ryggen. Den er perfekt til ham (for det er nok en han), der vil have maksimal ydelse på minimal plads, og som allerede har en lækker skærm stående.

For os andre er det svært at ignorere, at man kan få en komplet bærbar med samme kræfter til næsten samme pris. Men det ville nu være lidt sjovt at have så megen power stående ved siden af fjernsynet…

Karakter
Asus ROG NUC (NUC15JNKU9X9)
High End
John Alex Hvidlykke
(f. 1964): Journalist og tester. John har arbejdet for Lyd & Billede siden 2013, hvor han skriver om hi-fi, højttalere, computere, gaming og teknologihistorie. John har beskæftiget sig med tech-journalistik siden 1982 (!) og har arbejdet for talrige magasiner i forskellige roller, bl.a. GEAR, High Fidelity, Komputer for alle, Illustreret Videnskab, Ny Elektronik, PC World og Privat Computer. Han har desuden skrevet en lang række bøger og undervisningsprogrammer om IT.

1 kommentar til “Asus ROG NUC (NUC15JNKU9X9)”

  1. Ja en lækker pc men ja DET ER EN BÆRBAR i virkemåde ! har selv en MSI gamerbærbar som har næsten de samme spec men dog med et RTX 5600TI og ja den koster også 25000 kr, vil man have spil/grafik kræfter så køb en stationær pc den er meget hurtigere og billigere.

Skriv din kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Lynhurtig 4K OLED-skærm til stærk pris

Syv gyldne gaming-bøffer til ønskesedlen

To lynhurtige OLED-skærme med 4K

Mere ROG Ally end Xbox, men stadig en storsejr for de håndholdte computere, som næsten kan det hele

Dobbelt op på luksus

Her er årets gaming-konger

Nintendo tager ingen chancer med Switch 2

Hurtigere end de allerfleste

Opgraderet luksusflyder

Ny feature gør den genial

Fantastisk spiloplevelse med 4K OLED

Hvis prisen var ligegyldig, ville vi anbefale PS5 Pro