TESTNokia Lumia 2520

Den tredje vej

Med Lumia 2520 viser Nokia, at de godt kan finde ud af at bygge tablets. Men Microsofts operativsystem sætter skår i glæden.
Lyd & Billede mener
Nokia er sluppet godt fra Lumia 2520. Designet er indbydende og robust, skærmen er enormt lysstærk, og så kommer tabletten med mulighed for 4G/LTE.
Microsofts ufærdige tablet-platform, Windows RT, er Lumias 2520’s største akilleshæl. Men herudover lider skærmen af gulstik, lyden er lidt tam, og den spejlglatte plastic-overflade nærmest samler på fedtfingre.
Specifikationer
  • Operativsystem: Windows RT 8.1
  • Skærm: 10,1″ IPS ClearBlack, 1920 x 1080, 218 ppi
  • Processor: 2,2 GHz Snapdragon 800 quad-core
  • Hukommelse: 2 GB ram
  • Lager: 32 GB + microSD (op til 64 GB)
  • Kamera: 6,7 MP (bag), 1,2 MP (front)
  • Trådløst: 802.11 a/b/g/n, Bluetooth 4.0, NFC, 4G/LTE
  • Tilslutning: Micro USB 3.0, Micro HDMI
  • Mål: 267 x 168 x 8,9 mm
  • Vægt: 615 g
  • Batteri: 8120 mAh
forfatter

Lumia 2520 er Nokias første tablet i adskillige år, men den risikerer også at blive den sidste. Den finske mobilproducent er ved at blive overtaget af Microsoft, og tiden vil vise, om Nokia i de kommende år vil få lov til at fremstille produkter under eget navn, eller om navnet helt vil forsvinde og firmaet blive opslugt af software-giganten fra Seattle.

Uanset så er Microsoft og Nokia allerede i dag tæt forbundne partnere. Eksempelvis er Nokia den eneste producent, som i hele 2013 og indtil videre også i 2014 har lanceret smartphones baseret på Microsofts mobile operativsystem, Windows Phone. Og med Lumia 2520 er Nokia også det eneste firma, udover Microsoft selv med Surface 2, som er på markedet med en tablet-computer baseret på Microsofts operativsystem til tablets, Windows RT 8.1.

Men selvom Nokia altså allerede nu er meget tæt på Microsoft, og Surface 2 og Lumia 2520 dermed næsten har samme ophav, så er den finske mobilproducent stadig sit eget firma, og Lumia 2520 er også helt sin egen. Det ser man ved første øjekast.

Design
Nokias tablet er helt igennem fremstillet af plastic, men kvalitetsoplevelsen er stadig i top. Der er ikke noget, der knirker eller knager, og faktisk virker den næsten lidt for robust og tung med sine 615 gram. Designfilosofien, det såkaldte Fabula-design, har Lumia 2520 tydeligvis til fælles med Nokias Lumia-smartphones. Vores testeksemplar kom i farvestrålende rød (alternativet er sort), og kanterne er afrundede og nærmest bløde, mens plasticoverfladen er så glat, at den skinner.

nokia_lumia_2520_twodevice

 

Tabletten er med andre ord behagelig at holde i hænderne, også gennem længere tid, og den er også en fryd for øjet. Bare husk ikke at lægge pudsekluden for langt væk, for den skinnende plasticoverflade samler desværre på fedtfingre, og efter et par timer kommer Lumia 2520 hurtigt til at se ud, som om den har været i hænderne på en fire-årig.

Annonce

Skærm
Det gælder også skærmen, hvilket desværre ikke er den eneste negative ting, vi har at sige om den 10,1” store Full HD-skærm med Nokias egen ClearBlack-teknologi. Sidstnævnte skal sørge for, at sort er helt sort, og hvid bliver kridhvid. Hvad sværten angår, så holder Nokia, hvad de lover, mens det går mindre godt for den hvide “farve”. Skærmen lider nemlig under gulstik, hvilket selvfølgelig bliver mest tydeligt, hvis man kigger på en skærmbillede med hvid baggrund, men også skinner igennem på fotos og video. Nuvel, faktisk betyder det, at billeder og film får en varmere glød, end tilfældet for eksempel er på en iPad Air, så det er et spørgsmål om smag og behag, om man finder skærmens gulstik problematisk eller ej.

Det er iPad Air øverst og Nokia Lumia 2520 nederst. At skærmen på sidstnævnte lider under gulstik kan ses med det blotte øje.
Det er iPad Air øverst og Nokia Lumia 2520 nederst. At skærmen på sidstnævnte lider under gulstik kan ses med det blotte øje.

Til gengæld er farverne generelt meget skarpe og klare, og skærmen er endog meget lysstærk. 650 cd/m2 (candela per kvadratmeter) kan Lumia 2520 prale af, mens iPad Air kan byde på knap 450 cd/m2, og Lumia 2520’s nærmeste konkurrent, Surface 2, med sine 315 cd/m2 nærmest må betegnes som en lyseslukker. Den lysstærke skærm betyder, at Lumia 2520 er nemmere at bruge udendørs, også i ret skarpt sollys, end nogen anden tablet, vi har testet, hvilket klart trækker op i vores vurdering af billedkvaliteten.

Lyd
Gulstik eller ej, så har Nokia brugt ret meget krudt på skærmen i Lumia 2520. Det samme kan man ikke påstå om lyden. Vi testede med vores trofaste Philips Fidelio S2 in-ear hovedtelefoner, som leverer en klar og ufiltreret lyd, og selvom vi ikke ligefrem kan klage over lyden i Nokias tablet, så mangler den power og volumen.

Men det er mens vi tester lyden, at vi for første gang støder ind i måske det eneste store irritationsmoment ved Nokia Lumia 2520, nemlig softwaren. Eller rettere, operativsystemet.

Vi har lagt al musikken på et microSD-kort i en mappe ved navn “Music”. Og skal man lytte til musik med en Windows RT-tablet, så bruger man app’en Xbox Music. Her skal man så vælge sin musik-kilde under menupunktet “Vælg hvor vi skal kigge”. Men selvom vi vælger microSD-kortet som kilde, så bliver mappen “Music” slet ikke vist, og vi er henvist til at bruge Windows Stifinder og finde musikken på hukommelseskortet dér for at kunne lytte til vores yndlingsnumre.

Software
I det hele taget er Windows RT Lumia 2520’s store akilleshæl. Jo, version 8.1 er bedre end den oprindelige RT-version, som vi oplevede, da vi testede Microsofts første Surface-tablet, og der er også kommet flere apps til, som ellers tidligere har glimret ved deres fravær (for eksempel Facebook og Twitter), men sine steder er platformen stadig brugeruvenligt opbygget.

Ovenfor har vi beskrevet, hvad der sker, når man prøver at finde sin musik i Xbox Music, hvis man har sine sange liggende på et microSD-kort, og i Foto-app’en støder man også panden mod en mur. Her kan man kun vælge imellem Biblioteket Billeder, der ligger lokalt, og SkyDrive. Hvad nytter det så, at man kan udvide hukommelsen? Ja udover, at der kun er 14,5 gigabyte til overs af de 32 gigabyte Lumia 2520 ellers er født med, når operativsystemet og de mange præinstallerede apps har taget deres.

Selvfølgelig er det prisværdigt, at Lumia 2520, i øvrigt ligesom Surface 2, kommer med Microsoft Office 2013, men de forskellige Office-programmer kører i desktop-delen af Windows RT, hvilket mildest talt ikke er optimalt, når man nu betjener sin tablet med fingrene. Ironisk nok er Microsofts tablet-udgave af Office til iPad en hel del bedre og brugervenlig end Office til firmaets egen tablet-platform.

Annonce

Udover Office optager også Nokias egne apps en del af pladsen. Det drejer sig blandt andet om Nokias egen kort-tjeneste Here Maps samt videoredigering med Video Director og billedalbum med Storyteller, men selvom Nokia på denne måde forsøger at tilføje værdi til brugeroplevelsen, så er det kun et plaster på det blødende sår, som er Windows RT. Desværre.

nokia_lumia_2520_heremaps

Konklusion
Kort og godt kan man sige, at Nokia med Lumia 2520 har bevist, at firmaet godt kan finde ud af at bygge en tablet. Sågar en rigtig god en af slagsen med et lækkert design, robust byggekvalitet og en glimrende skærm. Men softwaren står Microsoft for, og Windows RT er og bliver en fuser.

Af de to Windows RT-baserede tablets på markedet er Nokia Lumia 2520 dog den bedste. Skærmen er en smule bedre, designet er mere brugervenligt, og så kommer Nokias tablet med mulighed for 4G/LTE-forbindelse, hvilket Surface 2 måtte undvære.

PS: I Danmark forhandles Nokia Lumia 2520 hos Telenor. Prisen på 5.234 kroner gælder ved afdrag over 24 måneder og Mobil Bredbånd M i 6 måneder.

Annonce

Læs alle artikler i én uge for 19 kr

Få adgang alle +artikler samt til hele testarkivet.
Ingen bindingstid.
Allerede abonnent?
Har du dette produkt?
Giv din karakter.
0 / 6

Your page rank:

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

forfatter

Peter Gotschalk

(f. 1973): Strategidirektør for Publish AS og journalist. Peter har arbejdet for Lyd & Billede siden 2012. Han har været aktiv som tech-journalist for talrige medier siden 1998, bl.a. som chefredaktør for gadget-magasinet GEAR og som journalist for magasinerne PC World og Privat Computer. Peter skriver om smartphones og andre bærbare enheder samt om teknologisk innovation, herunder 5G, elektronisk mobilitet og smarte hjem.

Læs også: