Search
Generic filters

Test : MacBook Pro 13’’ 2018

Apples sejeste 13-tommer

Den kompakte MacBook Pro 13” er maskinen til krævende opgaver.

MacBook Pro 13’’ 2018

Lyd & Billede mener

Markedets måske bedste skærm og superb oplevet kvalitet i alle led. Rigtig god ydelse i denne udgave, god batterilevetid.
Fås kun med USB-C-porte, kan ikke opgraderes, og mere hukommelse og SSD-lager koster. Moderat grafikydelse.
  • Skærm: 13,3” LED-belyst IPS med P3-farverum
  • Opløsning: 2560 x 1600, 227 ppi
  • Processor: 2,7 GHz Intel Core i7 quad-core, Turbo Boost op til 4,85 GHz
  • Hukommelse: 16 GB 2133 MHz LPDDR3
  • Lager: 2 TB SSD
  • Grafik: Intel Iris Plus 655 m. 1536 MB VRAM
  • Tilslutninger: 4 x Thunderbolt 3/USB-C, 3,5 mm hovedtelefonudgang
  • Batteri: 10 timer trådløst, 30 dages dvale
  • Mål: 1,49 x 30,41 x 21,24 cm
  • Vægt: 1,37 kg
  • Andet: Touch Bar med touch ID, Bluetooth 5, 802.11ac Wi-Fi, 61 W USB-C-oplader
  • Web: apple.com/dk
Vis mere
Vis mindre

Vejl.pris 32.899 kr

Den er dyr som bare pokker, men så sej, at de mest krævende brugere antagelig vil sluge den høje pris alligevel.

For Apples nye generation af bærbare computere er behørigt opgraderet, hvor det er mest nødvendigt: Ydelse, tilslutninger og skærmkvalitet. Den relativt kompakte 13 tommers version af MacBook Pro har en af de bedste skærme, vi har set på nogen laptop.

Den har også fået dobbelt så mange USB-C-porte – fire i alt – og kan endelig fås med firekerners processor. Hvilket gør den bedre egnet til krævende arbejdsopgaver. Og nej, her mener vi ikke Excel og Powerpoint, men snarere Adobe Creative Collection, Capture One og Final Cut Pro X. Avanceret software til grafik, AI samt foto- og videoredigering.

De, der ikke har de samme behov for kraft og ydelse, bør snarere se på en MacBook Air eller den endnu mindre og supertynde MacBook 12”. Alternativt en af de mere overkommelige muligheder uden Touch Bar (touch-felt og fingeraftrykslæser) med 13 tommers skærm, hvor priserne starter omkring det halve af, hvad vores testmaskine koster.

Alternativerne

Den er nemlig makset ud på alle ledder og kanter med den kraftigst mulige processor, fuld hukommelse og 2 terabyte SSD-lager. Hvilket er det maksimale, man kan få i en 13 tommers MacBook Pro nu om dage.

Hvis man har brug for endnu mere ydelse, lagerplads og hukommelse, og en endnu større skærm, er 15 tommers udgaven af MacBook Pro et alternativ.

annonce

MacBook Pro 13”

annonce

Mens basisversionen uden Touch Bar er udstyret med en firekerners 2,3 GHz Intel Core i5-processor, 8 gigabyte hukommelse og 128 gigabyte SSD-lager, er denne udgave – med Touch Bar – udstyret med en ny firekerners 2,7 GHz Intel Core i7-processor (Coffee Lake), 16 gigabyte ram og hele 2 terabyte SSD-lager.

Dette flagskib blandt Apples 13-tommere er altså den sejeste bærbare computer, de laver, kun slået af en topkonfigureret 15 tommers MacBook Pro. Som den, vi testede i efteråret.

13 tommers udgaven med Touch Bar og fingeraftrykslæser anvender Intels ottendegenerations processor med Intel Iris Plus 655 grafikprocessering. Det er et fremskridt i forhold til den tidligere generation af processorarkitektur på Pro-udgaverne.

Det samme kan siges om quad-core-processoren, der kan køre tungere multikerneopgaver bedre end en dual-core.

annonce

En vigtig detalje er, at maskinen ikke kan opgraderes. Inden man bestiller, må man vælge processor, hukommelse og lagerkapacitet på maskinen. Den kan nemlig ikke åbnes og opgraderes af brugeren selv.

True Tone-skærm

Ikke uventet er skærmkvaliteten fantastisk, og den er næsten endnu bedre end på 15-tommeren. Den virker lidt skarpere, men har samme type IPS-panel med P3-farverum, der kan vise flere farver end RGB-farverum. Den understøtter også Apples True Tone-teknologi, som justerer lysstyrken og hvidbalancen efter omgivelserne.

Sikkerhed

Maskinen er udstyret med 65 taster i fuld størrelse, en konfigurérbar trackpad og den karakteristiske Touch Bar med fingeraftrykslæser, som nogle elsker og andre hader.

Touch Bar’en erstatter de sædvanlige F-taster og kan også konfigureres af brugeren. Desuden kan den vise genveje i programmer, der understøtter det i Mac OS, og viser f.eks. faner i browseren, afspilningstaster til musik eller film og meget andet.

Fingeraftrykslæseren til højre er genial, ikke kun fordi den kan låse maskinen op fra standby, men også fordi den gør den mere sikker. F.eks. kan man bekræfte betalinger med fingerspidsen, som man er vant til fra iPhone.

Lyn og torden

En lille, men vigtig detalje ved Pro-maskinerne med Touch Bar er, at de har fire – ikke kun to – USB-C-porte. Alle med Thunderbolt 3, som understøtter overførselshastigheder på op til 40 gigabit i sekundet. Det er otte gange hurtigere end USB 3.0 med 5 Gbit/s.

USB-C-portene er tovejs og bruges til alt fra tilslutninger over opladning til tilkobling af ekstra skærm via HDMI. Maskinen understøtter én tilkoblet 5K-skærm eller to 4K-skærme samtidig. Praktisk til f.eks. billed- og videoredigering. Så kan man have værktøjslinjer, arbejdsområde og billedbibliotek på hver sin skærm.

Hvis man ikke vil bruge de indbyggede højttalere, kan man tilslutte hovedtelefoner til en standard 3,5 mm lydudgang på højre side. De indbyggede højttalere lyder godt nok på tale, men et par tilsluttede højttalere er afgjort at foretrække.

Især hvis man beskæftiger sig med musikproduktion eller skal sætte lyd til en video-optagelse.

Kompakt ydelse

Overraskende nok scorer 13-tommeren næsten det samme som den 15-tommer, vi har testet. I vores målinger opnår den 5.314 point i Geekbench 4 single-core-testen. Det er en tand bedre end 15-tommerens 5.205, mens denne scorer lidt bedre i multi-core-testen: 21.120 mod 19.146 til 13-tommeren.

Ser vi på grafikydelsen, så ender vi på samme score: 3.351 frames on-screen i T-Rex-testen i GFXBench. Det sidste kan virke overraskende, for 15-tommeren har en meget sejere grafikprocessor.

Svaret ligger i den praktiske test, hvor den 15-tommer, vi har testet, er hurtigere til stort set alt – rendering i Photoshop, eksport fra Final Cut Pro X og batch-processering af 50 megabyte med billeder i Photoshop CC.

Men forskellen er ikke altid så stor. For en ordens skyld: Denne udgave af 13 tommers modellen er både i målinger og praktiske tests væsentlig hurtigere end 2017-modellen af MacBook Pro 13, der har en 3,1 GHz Intel Core i5 dual-core-processor.

Hvis man har brug for en bærbar computer til krævende opgaver, video- og billedredigering eller krævende software som Wolfram Mathematica, kan det afgjort betale sig at vælge den heftigste udgave af 15-tommeren med Radeon Pro grafikprocessor.

Det er nemlig i grafiktesten, at forskellene er størst. Her må 13-tommeren se sig slået – på nogle punkter eftertrykkeligt – af 15-tommeren. FPS-scoren, eller frames per second, ligger langt bagefter, og på rendering med OpenCL i LuxMark er den ikke i nærheden.

For dem, der har brug for heftig processorydelse i Capture One, Photoshop Lightroom eller Final Cut Pro X, er 13 tommers modellen en mere kompakt valg, hvor ydelsen ikke ligger langt bagefter den sejeste 15 tommers model.

Konklusion

Årets generation af Apples MacBook Pro 13” er endelig blevet den arbejdsmaskine, vi har efterlyst. Ny quad-core processorarkitektur har givet 2018-modellerne med Touch Bar og fingeraftrykslæser et velkomment løft i ydelse. Den jorder 2017-modellen og har fået en bedre skærm, ligesom den findes i mange tilpasningsbare konfigurationer.

Et fortræffeligt valg for brugere, der har behov for en kraftig bærbar, men ikke vil have eller har brug for en 15 tommers skærm.

picture1 picture2 picture3 picture4 picture5 picture6
<
>
MacBook Pro scorer rigtig godt i vores benchmark-tests, men ligger efter de bedste på grafikydelse.

Vi sætter stor pris på, at du læser Lyd & Billede!
Log ind for at læse videre.

Kommenter

Skriv et svar

    Læs også

    Hvis e-sportskontrakten gik i vasken, men du stadig vil spille på højt niveau, har MSi en løsning, der er skræddersyet til din tegnebog.
    Endelig nogen, der slår Sony på støjreducerende hovedtelefoner. Og så er det Sony selv! WH-1000XM4 overtager tronen som markedsleder.
    På udkig efter en storskærm til en fornuftig pris? Så kommer Sony XH8096 som kaldet.
    BMW i8 er ingen Tesla. Den er meget federe!
    De, der netop har bestilt funklende ny Audi e-tron uden at sætte kryds ved et Bang & Olufsen-lydanlæg, må tilgive os, når vi siger: Au, au, au!
    Yamaha viser tydeligt, hvorfor de behersker high-end bedre end de fleste, med en pladespiller, der river konventionerne ned og går sine egne veje.
    De små Klipsch-højttalere slår soundbars i forhold til spilleglæde og lydtryk og virker lige godt på tv’et som på mobilen.
    OnePlus Nord er blevet markedsført, som var mobilen ensbetydende med Jesu genkomst. Det er den ikke, men mindre kan også gøre det.

    Aktuelle tilbud

    Annonce

    AOC CQ27G2U

    Vejl.pris 2539 kr Buet gaming-skærm til flad pris

    Acer ConceptD 500

    Vejl.pris 23499 kr En stilfuld dag på kontoret

    Ring Indoor Cam

    Vejl.pris 499 kr Enkelt og billigt overvågningskamera kan ikke stå alene

    MSi MAG272CQR

    Vejl.pris 3390 kr Biografoplevelse til dine spil
    Prisjagt.dk er en kommerciel partner for lydogbillede.dk. De leverer opdaterede priser, prisvarsling og produktinformation.
    SOMMERTILBUD
    6 UGER LB+
    FOR KUN 6 KR
    Fuld adgang til lydogbillede.dk i sommer!
    PRØV i 6 UGER
    close-link