Følg oss på

Søg efter tests, nyheder, anmeldelser...

3 superzoomkameraer

Feriekameraer med superzoom

Køb et superzoomkamera, hvis du vil have et lille kamera med meget zoom. Så får du også langt bedre billeder end med mobilen.

Du har nok oplevet, at mobilkameraet ikke slår til. Billederne bliver ofte grumsede, af og til uskarpe, og hvis motivet er for langt væk, zoomer man ind – bare for at konstatere, at de blev endnu mere grumsede.

De fleste nyere smartphones tager gode billeder, bevares, men de kan ikke zoome ordentligt, og billedkvaliteten halter bagefter kvaliteten fra et rigtigt kamera. Selv et lille, billigt kamera kan give bedre billeder. Alligevel foretrækker de fleste at bruge mobilen, simpelthen fordi man altid har den med – og som man siger: Det bedste kamera er det, du har med dig.

Men der er mange situationer, hvor en zoom giver langt bedre billeder. Hvis du vil fotografere podens første cykeltur uden støttehjul, en vens forsøg på at lave en salto fra timetervippen eller et dyr et stykke væk, kommer du bogstavelig talt længere med 30x zoom.

De kameraer, vi tester her – såkaldte superzoomkameraer – dækker et meget større område, end mobilen kan. De er simpelthen mere anvendelige. Med et let tryk på knappen kan man zoome ud til en bredere billedvinkel for at fotografere landskaber eller bygninger, eller få alle med på holdbilledet. Og lige så hurtigt zoome ind for at fange motiver langt væk, f.eks. datterens mål i fodbold-cuppen eller en ørn på en gren i det fjerne.

En anden fordel ved disse kameraer er meget bedre billedkvalitet i situationer, hvor mobilkameraet ikke slår til.

Annonce

 

Superzoom

Hvor de fleste kameraer har to eller tre gange zoom, har de heftigste superzoomkameraer mindst 30x zoom. De dækker som regel området fra 24 mm vidvinkel til 720 mm ekstrem tele. Det er lige så kraftig tele, som du ser sportsfotografer bruge, når de skal tage billeder af f.eks. atletik eller fodboldkampe.

Tag f.eks. et typisk feriebillede af en person foran en historisk bygning. På 24 mm vidvinkel får man hele bygningen med på billedet. Når man zoomer ind til 720 mm brændvidde, kan man tage et billede af den ørering, vedkommende har på.

Så meget zoom har også sine ulemper. De tre, vi tester her – fra Canon, Sony og Panasonic – har alle sammen meget større billedsensorer end et mobilkamera. Alligevel er de langt mindre end billedsensoren i et systemkamera og kan ikke fange nær så meget lys.

Jo mindre billedfladen på billedsensoren er, jo mere støj og grums kommer der på billederne, især i svagt lys. Med moderat lysstyrke (største blændeåbning) oveni vil kameraet prøve at skrue op for lysfølsomheden (ISO), for at lukkertiden ikke skal blive så lang, så billederne bliver uskarpe.

Annonce

Kameraerne kan kompensere med aktiv billedstabilisering og avanceret billedprocessering, men det er ikke til at komme uden om, at billedkvaliteten ikke er lige så god som med et spejlreflekskamera.

De tre kameraer i testen er næsten identiske, hvis man ser på specifikationerne. De har lige store billedsensorer – omkring 20 megapixel – og er små nok til at kunne være i en lomme. Men der er nogle forskelle mellem de tre, som ikke er helt uvæsentlige.

Canon PowerShot SX720 HS er det eneste kamera i testen med hele 40x zoom – temmelig ekstremt for et så lille kamera. Det betyder, at hvor de andre strækker sig til 720 mm, går Canon-kameraet helt til 960 mm. Næsten 1000 mm brændvidde. Sådan et objektiv ville koste flere hundrede tusind kroner, hvis det var lavet til et spejlreflekskamera. Her koster det under 3.000 kroner.

Panasonic TZ80 er testens største kamera og det eneste, der kombinerer elektronisk søger med touch-skærm. Ligesom Sony-kameraet har det 30x zoom, men her får man 4K-video og 4K-stillbilleder oveni. Det har en praktisk indstillingsring omkring zoomobjektivet, som kan programmeres til forskellige funktioner.

Sony HX90V, ligeledes med 30x zoom og indstillingsring omkring objektivet, er testens mindste kamera. Det er også det eneste i testen med vipbar skærm og opklappelig OLED-søger. Her får man desuden GPS-logging, der mærker billederne med det sted, de blev taget, hvilket gør det nemmere at finde rundt i feriebillederne.

Annonce

De tre kameraer har lige stor billedsensor på 1/2,3 tomme, hvor billedfladen er større end på de mest almindelige kompaktkameraer og langt større end på mobilkameraer. Det giver bedre billedkvalitet, især i svagt lys.

Som referencekamera har vi valgt Panasonic Lumix TZ100, der er det bedste kompaktkamera med meget zoom. Det har en større 1 tommes billedsensor og mere lysstærk optik med 10x zoom, som giver endnu bedre billedkvalitet.

Alle opgivne priser er baseret på gennemsnitlige markedspriser i april 2016.

 

Testkriterier og karakterer

Alle kameraerne har været igennem den samme tjekliste. Gribevenlighed, hvor god adgang der er til de vigtigste funktioner, responstid, fokushastighed og præcision. Kvaliteten af kamera, skærm og optik er også vurderet nøje.

Annonce

Testbilleder blev taget i vores faste opsætning af testplancher og farvekort under kontrollerede lysforhold. De dannede grundlag for tjek af skarphed, opløsning, optisk kvalitet, farvegengivelse og billedstøj. Kvaliteten af stillbilleder og video-optagelser blev vurderet på en kalibreret 27 tommers iMac og et 65 tommers Panasonic AX900 4K-tv.

Karaktererne er givet efter en samlet vurdering af egenskaber, hvor billedkvaliteten vejer tungest. Brugervenlighed, funktionalitet, kvalitetsindtryk og ydelse udgør de andre elementer, som den samlede vurdering er baseret på. Der er ikke lagt vægt på videokvaliteten i karaktergivningen.

Produkter i denne test

Canon PowerShot SX720 HS

Praktisk megazoomkamera

Med 40x zoom og testens laveste pris er SX720 er en fristende mulighed.

Brugervenligt kamera med hurtig autofokus og god skudtakt. Meget zoom for pengene.
Svag billedkvalitet ved høj ISO og faldende skarphed på fuld tele.

Panasonic Lumix TZ80

Det dyreste er bedst

Det mest anvendelige kamera i testen kommer fra Panasonic.

Lynhurtigt og praktisk rejsekamera med søger, touch-skærm og 4K-video til at forevige ferien med.
Dyrere end de andre, og der ses grums på billeder taget i svagt lys ved høj ISO.

Sony Cyber-shot HX90V

Meget kamera for pengene

Sonys lille superzoomkamera kombinerer kraftig zoom med skarpe billeder til en favorabel pris.

Skarpheden på tele, fin videokvalitet og indbygget søger gør Sony-kameraet til et godt rejsekamera.
Små knapper, grumsede billeder ved høj ISO og lavopløst søger.
forfatter

(f. 1965): Chefredaktør. Lasse har arbejdet for Lyd & Billede siden 1999. Han har også skrevet om foto for magasinet Fotografi og om hi-fi for Audio Video, ligesom han har erfaring som biljournalist fra bladet Drive. Det hele startede i 1980 med en Garrard-pladespiller, en Tandberg-receiver og et par Jamo-højttalere. Lasse har desuden stor erfaring fra hi-fi-branchen og skriver i dag mest om foto, hi-fi, computere og lyd, men også om biler.

Vis kommentarer

Leave a Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Kontaktinformation

Publish AS
Billingstadsletta 19 B
1396 Billingstad
© 2020 Publish AS

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev
© 2021 Publish AS - Lyd & Billede arbejder efter reglerne for god presseskik. Som læser har du kun ret til at anvende indholdet på lydogbillede.dk til private og ikke-kommercielle formål. Du kan downloade, linke til og udskrive indhold fra lydogbillede.dk til private og ikke-kommercielle formål forudsat, at du henviser til kilden samt respekterer alle ophavsrettigheder. Du må ikke anvende indhold, herunder (men ikke begrænset til) ikoner, til noget andet formål eller på nogen anden måde end sådanne, som måtte være udtrykkeligt aftalt. 4:02 NB: Artikler, som ikke ligger bag betalingsmuren, er "købt fri" af vedkommende producent/leverandør.