Foto & Video Hi-fi Hjemmebiograf Hovedtelefoner Højttalere TV

: Nik Silver Efex Pro 2

Se mere uden farver

Stripper man billederne for farver, kommer essensen ofte bedre frem.

Skrevet af / 28/08/2012 - 00:00
Nik Silver Efex Pro 2
Lasse Svendsen

Kreative fotografer kan lide sort-hvid. Når farverne ikke står i vejen, er et element borte fra fotografiet, og man får et mere nøgent og direkte udtryk i billedet. Det kan fungere lige så godt på portrætter som på landskabsbilleder. Selv farverige motiver kan nyde godt af en omgang desaturering. Som f.eks. Bruce Davisons sort-hvide billeder fra Circus-serien, som han tog i 1958.

Alle kameraer, med undtagelse af Leica M Monochrom, lagrer billederne i farver. Man kan enten vælge at lagre som sort-hvid i kameraets menuer eller – endnu bedre – fjerne farver og efterbehandle billederne i dertil egnet software. Alt, hvad der behøves, er et museklik på computeren. Vupti, så er billederne rippet for farver. Så kan man justere kontrast og lys efter egen smag og lagre fotoudskrifter i klassisk sort-hvid, som vil klæde væggene hos en ambitiøs fotograf godt.

Omfattende funktioner
Mere avanceret software som Adobe Photoshop eller Lightroom giver fotografen mange flere muligheder for at efterbehandle billederne i sort-hvid. Individuel justering af farvekanalerne, som ligger i bunden af billedfilen, er bare én af utallige muligheder. Men ingen af dem er optimeret til kun sort-hvid på samme måde som Nik Softwares Silver Efex Pro 2. En ny version af deres plug-in er klar til netop Adobes Photoshop, Lightroom eller Elements, men også Apples redigeringsprogram Aperture.

Silver Efex Pro 2 virker som et program i programmet. Man åbner Silver Efex Pro 2, f.eks. fra filter – eller plug-in menuen i den software, man bruger, og så dukker billederne op i skærmbilledet til Silver Efex Pro 2.

Så får man adgang til en lang række effekter, som kan bruges på sort-hvid-billederne, og man kan justere og tilpasse billeddynamik, lys, sortniveau og meget mere, indtil man når det resultat, man er ude efter. Til portrætter kan f.eks. Soft Contrast være en tiltalende justering, som ikke giver så hård kontrast og bevarer tonaliteten godt.

Justeringer
Alle, der har arbejdet med sort-hvid i mørkekammer, vil finde de samme muligheder til fremkaldelse her, men selvfølgelig meget enklere og langt mere præcist med fuld overskuelighed på skærmen. Og med endnu flere justeringsmuligheder som en velkommen bonus.

Skærmbilledet er delt i tre sektioner. Til venstre har man adgang til en mængde færdiglavede effekter, grupperet som Classic, Modern og Vintage. Her er det også muligt at lagre sine foretrukne effekter i Favourites. Billedet i midten er det til enhver tid åbne foto, og her kan man splitte billedet eller vise to billeder, en før- og en efterversion. I sektionen til højre finder man alt det sjove.

Her er det ikke bare muligt at lægge klassisk sort-hvid-korn ind fra høj-ISO film, men også justere kornstørrelse eller vælge effekter baseret på egenskaberne fra 18 mm sort-hvid-film, fra ISO 32 til 3200. F.eks. Kodak P3200 TMAX Pro eller Ilford PAN F Plus 50.

Man har også adgang til kurvejustering af lys og kontrast, justering af følsomheden af rød, grøn, gul, cyan, magenta og blå – og man kan udføre justeringer i dele af billedet, som ikke påvirker hele billedfladen. Med Dynamic Brightness og Soft Contrast får man nøjagtige værktøjer til at få tonerne frem i billedet, og det er muligt at bruge farvefiltre, som ikke lægger farver i billedet, men ændrer farvebalancen i bunden af billedfilerne. De kan bruges til at få kontrasten frem i skyer på himlen, redde detaljer fra mørke dele af billedet eller ændre tonaliteten i hudtoner.

Farver
Til slut kan man lægge toningen på, enten fra 24 tonekurver, som er integreret i softwaren, eller med egne justeringer. Det hele kan afsluttes med valg af ramme og vignetteringseffekt, hvis man vil.

Men det er også muligt at hente farver frem, hvis man f.eks. ønsker at fremhæve en central del af motivet. Såsom farverne i brudens buket på et ellers sort-hvidt billede. Ved at vælge kontrolpunkter i motivet kan man hente farverne fra originalbilledet frem, men det kræver omhyggelige og præcise museklik for at få farvelagets komplekse struktur, uden at omkringliggende områder også bliver farvelagt.

Konklusion
Silver Efex Pro 2 er ikke vanskeligt at bruge, trods sine mange funktioner. Lidt erfaring er imidlertid ingen ulempe, da softwaren relativt set er langt mere kompleks end den typiske software, som følger med kameraet. Hvis man enten fotograferer meget sort-hvid eller arbejder med sort-hvid på computeren, til udskrift eller web, er Silver Efex Pro 2 et kraftfuldt værktøj til digital fremkaldelse af sort-hvid, som man hurtigt oplever, at man ikke kan være foruden.

Lyd & Billede mener

Højt funktionsniveau Pragtfulde effekter Omfattende finjusteringer Kompleks kontrol Fungerer kun som plug-in

Skriv din kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Vil du læse hele artiklen?

Med LB+ Total får du adgang til ALT indhold på Lyd & Billede og LB Home.

Allerede abonnent? Log ind.

  • Prøv LB+ i 30 dage
    Kun 29,-

    Fornyes efter 30 dage, ingen bindingstid.

  • LB+ Total i 12 mnd
    93.25 kr/mnd

    Du sparer 312 kr

Ønsker du kun adgang til Lyd & Billede eller L&B Home?

Klik her for at bestille adgang til Lyd & Billede

Klik her for at bestille adgang til L&B Home

Ekstrem skarphed i et handy format

Kameraet der aldrig går af mode

Længe ventet opgradering

Kompakt og kompetent telezoom

Større instant-billeder

Flyvende dobbeltdækker

Kamera med kunstig intelligens

Giver baghjul til konkurrenterne

Full-frame kamera på budget

Fænomenalt anvendelig kameradrone

Et perfekt kompromis

Helt vild vidvinkel!

Lyd & Billede
Scroll to Top