TEST: Leica Q3 Monochrom

Sort/hvid skaber en lidt anderledes måde at fotografere på. For mange er det befriende at slippe for at forholde sig til farver, for så kan man koncentrere sig mere om at fange lys, skygger og gråtoner. Uden overhovedet at skulle tage hensyn til farver.

Du kan jo bare prøve selv. Vælg sort/hvid i kameraets indstillinger, og prøv dig frem. Når farverne forsvinder fra søgeren, glider man gradvist over til at tænke i sort/hvid. Og når man får billederne op på en større skærm, synes mange, at billederne får en anden atmosfære i sort/hvid, end de gør i farver.

Hvis du bedre kan lide farver alligevel, er det bare at ændre indstillingerne. For billederne kan uanset hvad konverteres til sort/hvid senere, hvis man ønsker det, ikke sandt?

Men vælger man et kamera som Leica Q3 Monochrom, har man ikke noget valg. Kameraet gemmer udelukkende sort/hvid-billeder, og det er slet ikke muligt at tage farvebilleder. På den måde bliver Q3 Monochrom et nichekamera, præcis som forgængeren Q2 Monochrom var det.

Q3 Monochrom deler den lysstærke Summilux 28mm f1.7 med Q2 og Q3, og som er et af de skarpeste 28mm vidvinkelobjektiver, vi har testet.

Men resten af kameraet er baseret på Q3, hvilket betyder, at man får en Maestro IV processor og den samme bagbelyste 60 megapixel billedsensor i full-frame, som sidder i Q3, men med et par væsentlige forskelle.

Billedsensoren har intet lavpasfilter eller farvefilter, og følgelig er der ingen interpolering af farver her, og det gør to væsentlige ting ved filkvaliteten: Skarpere detaljegengivelse og mindre billedstøj.

Man kan stadig beskære udsnittet fra 28mm til 90mm med et knaptryk, bare husk at 60 Mp bliver til 18 Mp opløsning, fordi man beskærer billedformatet for at få et udsnit, der svarer til 90mm. Det er også muligt at beskære for at få et udsnit, der svarer til 35, 50 og 75mm brændvidde.

Tekniske ligheder

Bortset fra en sort/hvid billedsensor og kun monokrome markeringer på kameraet og objektivet, er Q3 Monochrom det samme kamera som et Q3 med Summilux 28’eren. Den hybride fasefokus i Q3 er erstattet med kontrastbaseret 315-punkts autofokus på Q3 Monochrom.

Kameraet deler det samme vejrbestandige kamerahus i mat sort letmetal, en stor 5,76 Mp OLED-søger, vipbar pegefølsom skærm, HDMI- og USB-C-tilslutning, med understøttelse af tilsluttet (tethered) optagelse, og kortplads til et SD-kort. Billederne, som kan gemmes i DNG og/eller jpeg, kan overføres til Leicas Fotos app på mobilen.

Kameraet kan også oplades med håndgrebet HG-DC1, som understøtter trådløs QI-opladning på en opladningsplade.

Videooptagelse i sort/hvid kan laves med op til 8K30p, eller 4K60p, i 10-bit med 4:2:2 subsampling. Her er det også muligt at filme med L-Log profil, og i Apple ProRes 422 HQ i 1080 full HD.

Leica har ryddet op i skærmmenuerne på Q3 Monochrom, og det er forbilledligt nemt at navigere på skærmen, og få men store knapper gør kameraet overskueligt.

At tænke i sort/hvid

Med andre ord, at fotografere med et Q3 Monochrom er præcis som at fotografere med et Q3. Bortset fra at man udelukkende sidder tilbage med sort/hvid-billeder.

Det betyder, at man tvinges til at tænke på verden i gråtoner, lede efter lyset i skyggerne, uden at skulle forholde sig til farverne omkring sig. Klart befriende, men det byder også på et par udfordringer. For eksempel kan man miste detaljer i højlys ret hurtigt, hvis man overeksponerer et billede med meget lys i. Det andet er, at billederne til at begynde med bliver en grå masse. Uden farver til stede er man afhængig af at skabe kontraster i billederne, for i det mindste at gøre dem teknisk interessante.

Den kreative gevinst kommer efterhånden, som man vænner sig til sort/hvid, og så opdager man, hvor meget mere interessante billederne pludselig kan blive. Måske er det en anderledes kreativ proces, der gør det, men der er noget ved sort/hvid, som ofte fænger mere end farver.

En bonus ved kameraets sort/hvid billedsensor er, at den øgede lysfølsomhed og færre filtre gør kameraet næsten immunt over for billedstøj. Her kan man sagtens skyde natbilleder i 25000 ISO, uden at bekymre sig nævneværdigt for støj. Selv med kameraets støjdæmpning slået fra.

Billedkvaliteten er fantastisk, simpelthen. Det skarpe objektiv matcher billedsensorens evne til at hente mikrodetaljer, og detaljeopløsningen er fremragende. Og da man slipper for støj i skyggepartierne, får man altså opsigtsvækkende rene billedfiler.

Som eksempelbillederne i artiklen viser, selv på en lille mobilskærm og stærkt komprimeret til brug på internettet.

Konklusion

Et kamera, der kun gemmer billederne i sort/hvid, er bestemt ikke for alle. Særligt når man tænker på, at prisen afgjort ligger i det øvre segment for et kompaktkamera. Men kameraets appel er alligevel svær at ignorere. Når man bliver låst til sort/hvid, tvinges man til at tænke nyt. Sommerens lyse farvepalet, efterårets varme gule og røde toner, et solbrændt ansigt og farverig arkitektur bliver irrelevant med et kamera som dette. Men det meste andet kan se endnu bedre ud i sort/hvid end i farver.

De fleste, der køber et kamera som dette, har mindst ét kamera mere, og det kan garanteret gemme farvebilleder. Så kan man jo vælge.