: Canon PowerShot G7 X Mark II

Når billedkvalitet betyder mest

Canons nyeste superkompakt knockouter mobilkameraet – og de fleste konkurrenter.

Lyd & Billede mener

Fin billedkvalitet og brugervenlighed plus praktisk touch-skærm. Hurtig fokus og høj skudtakt.
Man får ikke meget for prisstigningen i forhold til forgængeren.
  • Type: 20 MP kompaktkamera med 1" billedsensor
  • Optik: 24-100 mm f/1.8-2.8, 4,2x zoom
  • Skærm: 7,6 cm vipbar, 1 mio. billedpunkter
  • Højdepunkter: Touch-skærm, Wi-Fi, NFC, 8 fps, billedstabilisering, 1080p HD-video
Vis mere
Vis mindre

Vejl.pris 5295 kr

Når mobilkameraet ikke er godt nok, er et lommekamera et godt alternativ. Især dem med en 1 tommes billedsensor, da de giver meget finere billedkvalitet end andre kompaktkameraer.

Årsagen er, at billedsensoren (som den lidt upræcist kaldes) er større og fanger mere lys. Resultatet er klarere billeder med jævnere farver og mindre grums og billedstøj. Læg hertil en lysstærk zoom, og du har et fortræffeligt kompaktkamera, der altid vil give dig finere billeder, end mobilen gør.

Læs testen af mobilkamera vs. kompaktkamera her.

Sony, Nikon og Canon er blandt dem, der har omfavnet 1 tommes billedsensorer i kompaktkameraer. Det har fungeret godt, og sidste år fik Canon vores pris for årets bedste kompaktkamera, PowerShot G7 X.

Det lille kamera er for nylig erstattet af en udgave kaldet G7 X Mark II med opgraderet processor, højere skudtakt og et lille håndgreb på siden. Kameraet er vokset nogle millimeter i alle retninger, men det bedste fra forgængeren er bibeholdt. 20 megapixel billedsensor, lysstærk 24-100 mm zoom, som dækker det meste, og vipbar touch-skærm gør både kameraet mere fleksibelt og brugervenligt.

Kameraet har dog ikke indbygget søger som f.eks. den nærmeste konkurrent, Sony DSC-RX100 III.

 

Praktisk touch-skærm

Canon-kameraet er meget enkelt i brug. På toppen finder man en pop-up blitz og et klassisk funktionshjul med valg af eksponeringsautomatik, motivprogrammer med automatisk indstilling af alt, videofunktion og mulighed for en selvvalgt indstilling.

Rundt om objektivet sidder en indstillingsring. Her kan man selv vælge, om ringen skal bruges til at zoome – med glidende overgang eller i faste brændvidder – eller til at indstille blændeværdi, fokus, lukkertid eller ISO-følsomhed. Blandt andet. Eksponeringskompensationen, hvor man kan justere lysere eller mørkere, sidder praktisk nok på et separat indstillingshjul under funktionshjulet.

Vipbar touch-skærm er meget praktisk på et lille kamera. (Foto: Producent)
Vipbar touch-skærm er meget praktisk på et lille kamera. (Foto: Producent)

Touch-skærmen er smart – ikke kun fordi den kan vippes i selfie-stilling, men også fordi den kan bruges til at betjene indstillingerne på kameraet. Og bedst af alt kan man tage billeder med en finger på skærmen: Tryk på motivet på skærmen, så tages billedet med det samme. Og kameraet har allerede valgt fokus og eksponering for dig, så du får motivet skarpt, hvor du vil have det, og korrekt eksponeret.

 

Billedkvalitet

Canon-kameraets største styrke er det fine zoomobjektiv med lysstyrke f/1.8 på 24 mm vidvinkel og f/2.8 på 100 mm tele. Det alene gør G7 X II langt mere interessant end det mere simple G9 X, der ikke har samme skarphed som G7 X og efterfølgeren.

Der er ikke rigtig nogen forbedring af billedkvaliteten at se i forhold til forgængeren, hvor den dog også var glimrende. Farvegengivelsen er rigtig god med jævne og mættede farver. Kameraets billeddynamik er fremragende for et kompaktkamera, og det har god kontrol over billedstøj.

Sørger man for, at kameraet ikke overstiger ISO 3200, er støjen ubetydelig. Undtagen i meget svagt lys, hvor farvestøjen kan blive meget synlig. Som den bliver det ved ISO 6400. Billederne er konsekvent skarpe på alle brændvidder, og skarpheden er mere ensartet end på de fleste andre kompaktkameraer, fordi den optiske kvalitet er så god.

Side om side med billeder fra en mobil kan man tydeligt se, hvor meget mere realistiske billederne fra Canons kamera bliver. Og hvis du vil dele dine billeder, er det bare at overføre dem fra kameraet til mobilen med Wi-Fi-funktionen.

Skal du ud og dykke? Så er det godt, at der findes undervandshus til Canon-kameraet. (Foto: Producent)
Skal du ud og dykke? Så er det godt, at der findes undervandshus til Canon-kameraet. (Foto: Producent)

 

Konklusion

Kameraets største problem er egentlig, at forgængeren G7 X er billigere og koster lidt over 4.000 kroner i de butikker, der stadig har modellen. Sony RX100 III koster det samme som G7 X II og har også indbygget søger, hvilket er vældig praktisk. Det er desuden mindre og mere lommevenligt.

Billedkvaliteten er lige så god på Canon-kameraet, som også har en praktisk touch-skærm, der hjælper på brugervenligheden, men vi synes, at Canon tager sig for godt betalt for alt for få opgraderinger.

Vi sætter stor pris på, at du læser Lyd & Billede!
for at læse videre.

Prøv Lyd & Billede i 30 dage for 3 kr

Få fuld adgang til alle artikler på lydogbillede.dk
Nordens største testarkiv, guider, anmeldelser og ugentlige nyhedsbreve.
Se flere muligheder her
forfatter

Lasse Svendsen

(f. 1965): Chefredaktør. Lasse har arbejdet for Lyd & Billede siden 1999. Han har også skrevet om foto for magasinet Fotografi og om hi-fi for Audio Video, ligesom han har erfaring som biljournalist fra bladet Drive. Det hele startede i 1980 med en Garrard-pladespiller, en Tandberg-receiver og et par Jamo-højttalere. Lasse har desuden stor erfaring fra hi-fi-branchen og skriver i dag mest om foto, hi-fi, computere og lyd, men også om biler.
Kommenter

Skriv et svar

    Læs også

    Premium-soundbaren LG SN8YG har, hvad man har brug for af udstyr, og lydmæssigt har LG oppet sig. Men hvad pokker har de tænkt på med app’en?
    Marantz’ nye CD-afspiller er også en netværksafspiller. Og en internetradio. Og en DAC. Og en forforstærker. Og en ...
    Der var engang, hvor Apples MacBook Air var det helt naturlige valg, hvis man skulle have sig en prisbillig og ultraslank bærbar computer. Er det stadig tilfældet?
    Marantz Model 30 er en pragtfuld forstærker for både øjne og ører, og byggekvaliteten overgår det meste.
    En netværksspecialist og et high-end lydfirma har sammen begået en smart-højttaler i hi-fi-kvalitet.
    For prisen på et par støjreducerende hovedtelefoner leverer Philips Fidelio X3 uendelig meget bedre lyd.
    Anden udgave af den mindste Citation smart-højttaler giver Sonos kamp til stregen.
    Xperia 5 II er ikke alene lige så god som Xperia 1 II – på flere punkter er den faktisk bedre!

    Aktuelle tilbud

    Annonce

    Canon EOS R5

    Vejl.pris 36399 kr Først med 8K-video

    6 kameramobiler

    Vejl.pris kr Mobilerne, der tager de bedste feriebilleder

    Samsung Galaxy S20 Ultra (kamera)

    Vejl.pris 10500 kr Samsung forsøger at gøre alt for meget og mister fokus

    OnePlus 8 Pro (kamera)

    Vejl.pris 7000 kr Stærk oprykning af OnePlus kamera
    Prisjagt.dk er en kommerciel partner for lydogbillede.dk. De leverer opdaterede priser, prisvarsling og produktinformation.