Sidste års XP30 var en god opgradering fra tidligere modeller, og det nye XP5 fortsætter trenden. Stødsikkerheden er bedre, det optager nu i fuld HD, og frem for alt er batteriet blevet betydeligt bedre. Skærmen siges at være ny, men er stadig blandt de mindre og med den laveste opløsning. Det nye gummigreb er godt, og lugen til hukommelseskortet er forbilledligt sikker uden at være svær at åbne. Blandt finesserne findes GPS samt kompas, hvis du farer vild. Vil man ikke have GPS, kan man købe den noget billigere XP100-model.
En særskilt GPS-knap er godt for at spare batteri, men vi kan ikke lide den forsænkede zoompind, som er lille og svær at komme til. Øvrige knapper sidder godt og er ganske nemme at bruge, selv om man er nødt til at tage handsker af for at kunne filme på skibakken. Foruden auto-mode, automatisk motivvælger og en række motivprogrammer findes programautomatik. Menuen til at vælge imellem dem er uoverskuelig pga. lange hjælpetekster, og det kræver unødvendigt mange antal tryk.
For at begynde med fordelene, så noterede vi ingen større forvrængninger i tele eller vidvinkel, og makrobilleder blev gode. Derimod er kameraet ganske langsomt at arbejde med, og det har bl.a. problemer med at fokusere, specielt i dårligt lys. Det bemærkes også, at sensoren er for højopløst, da der kommer ganske meget støj. Farvegengivelsen er heller ikke helt korrekt, og farveforløbet ujævnt. Undervandsbilleder bliver dog okay, især fordi hvidbalancen er korrekt, hvis man vælger undervandsindstillingen.
Konklusion
Fujifilm fortsætter med at opgradere deres robuste kameraer, og svaghederne bliver færre hvert år. Vi kan lide, at man har sat et bedre batteri i, og at kameraet er blevet nemmere at holde og anvende. Men billederne bliver fulde af støj, eftersom man fortsætter med høj opløsning uden at opgradere til en mere lysfølsom sensor, som konkurrenterne har gjort. Kameraet er desuden langsomt og har bl.a. svært ved at fokusere. Trods et mere robust kabinet og GPS til en god pris, så er det stadig svært at anbefale det.