JVC Picsio GC-WP10A

JVC Picsio GC-WP10A

Designmæssigt er JVC’s kamera en anelse mere buttet end de andre modeller, men ligger godt i hånden, og så er det udstyret med touchscreen.

JVC Picsio GC WP10A

Kameraet er vandtæt ned til tre meters dybde. Picsio har ansigtsgenkendelse og kan optage tidsforskudte billeder med 0,5, 5 eller 40 sekunders mellemrum og samle dem til én video.

Problemer med lyden 
JVC har valgt at anbringe mikrofonerne, så de peger opad under et gitter i toppen af Picsio. Det virker som en dårlig idé, for lyden vil oftest komme fra det, man optager, og det plejer vist at befinde sig foran kameraet … Det virker, som om meget lidt af lyden overhovedet kommer med på videoen, og Picsio klarer sig da også dårligst i testen, når det gælder lyd.
Endnu værre er det, at lyden fra berøringer forstærkes af mikrofonernes placering, så selv den mindste bevægelse givere støj i optagelsen. Det er decideret hul i hovedet, når der er tale om et kamera, som betjenes med touchscreen.

Irriterende software
Når man tilslutter Picsio, kan man installere programmet LoiLoScope EX på sin pc. Med programmet kan man lave sine egne videoklip med effekter og hive video og billeder ind på computeren.
Desværre er programmet fuldstændig blottet for brugervenlighed og ligner noget, der er opfundet i 90’erne, så man får ikke ligefrem lyst til at sætte sig ind i mulighederne.

Betjening
Kameraet har som nævnt en trykfølsom skærm på 3 tommer. Man kan vælge at låse skærmen, mens man optager, så man ikke kommer til at trykke på uønskede indstillinger. Menuerne er lidt indviklede, men man vænner sig til dem. Reaktionstiden er lidt for høj, og ventetiden mellem tastetryk og effekt er for lang. Og så var der lige det med, at forstyrrende lyde kommer med, hvis man formaster sig til at bruge skærmen, mens man optager. Den store skærm har dog den fordel, at videoklip kan afspilles i bredformat.

Konklusion 
Kameraet er helt klart bedst til optagelser med rigeligt lys. Her bliver farvebalancen udmærket, og skarpheden er også god.
Billedstabiliseringen er en forbedring fra tidligere mini-camcordere, men der skal stadig ikke ret meget bevægelse til, før man får digital støj og rystelser i billedet. Optager man med dårligt lys, kommer der en del sløring og digital støj i billedet, men i godt lys bliver optagelserne fine.
I forhold til kvaliteten af de andre kameraer i testen får man efter min mening for lidt for pengene her.

Læs videre
Exit mobile version