Search
Generic filters

TEST : Samsung Galaxy TabPro S

Kopivare uden kærlighed

Samsung Galaxy TabPro S er et pligtprodukt.

Samsung Galaxy TabPro S

Lyd & Billede mener

S-AMOLED-skærm pakket ind i en slank og let tablet-computer, som er nem at have med på farten, men alligevel byder på en fuld Windows-oplevelse.
Designet er ikke gennemtænkt, og ydelsen er for lav til prisen. Især fordi der findes bedre alternativer, som koster det samme.
  • Windows 10 Home
  • 2,2 GHz 6. generation Intel Core m3-6Y30 processor
  • 4 GB ram / 128 GB SSD
  • 12″ Full HD+ skærm, 2160 x 1440, 216 ppi
  • USB-C, 802.11 ac/a/b/g/n, Bluetooth 4.1, NFC
  • 290,3 x 198,8 x 6,3 mm (kun tablet)
  • 693 g (kun tablet)
  • 5200 mAh batteri

 

 

Benchmarks

  • Geekbench 3: 2.277 (single-core), 4.522 (multi-core)
  • Browsermark: 2.620 (Edge)
  • 3DMark 11: 821
Vis mere
Vis mindre

Vejl.pris 8999 kr

So ein Ding müssen wir auch haben! Sådan må de have tænkt hos Samsung, da de besluttede sig for at lave Galaxy TabPro S. Det sydkoreanske firma har nemlig tidligere haft indtil flere Windows-baserede tablets og 2-i-1 computere på programmet – herunder Samsung Ativ Tab med Windows RT og Samsung Ativ Smart PC med Windows 8. Større tablets med fokus på produktion – bl.a. den Android-baserede Galaxy NotePRO 12.2 – har de også haft på hylderne.

Men de er alle kommet og gået uden at gøre meget væsen af sig, og Samsung har da heller ikke lavet meget larm over den nye Galaxy TabPro S, der nærmest er blevet listet ind på markedet i ly af mørket.

Ingen af de førnævnte produkter har været nævneværdige succeser for Samsung, men markedet for 2-i-1 computere oplever som et af få områder ganske god vækst i disse år, og med produkter på markedet som Microsoft Surface Pro 4, den nye Dell XPS 12 og Apples iPad Pro har Samsung givetvis besluttet sig for også at smide deres lod i vægtskålen. Hvorfor dog overlade et lukrativt marked til konkurrenterne, når man selv kan få en bid af kagen, synes at have været ræsonnementet.

Samsung Galaxy TabPro S virker nemlig som et produkt, der er blevet smidt sammen i en fart. Ikke at der er noget decideret galt med Samsungs nye 2-i-1 computer, men flere detaljer kunne der godt have været tænkt lidt længere over. Bare lidt.

 

Navneforvirring

Hvis vi starter med navnet, så har hovedreglen hos Samsung i mange år været, at Galaxy var serienavnet for Android-baserede produkter. Derfor hedder Samsungs nye smart-ure bare Gear S og Gear S2 og ikke f.eks. Galaxy Gear S2, for de er baseret på Tizen og ikke Android. Og derfor hed Samsungs gamle Windows-baserede produkter alle noget med Ativ.

Ativ-serien er dog for længst lagt på køl, og da Samsung i øjeblikket ikke har andre Windows-baserede smartphones, tablets eller lignende i porteføljen – og åbenbart heller ingen planer om det – har man tilsyneladende valgt at smugle TabPro S ind i Galaxy-serien, selv om der altså er tale om en rendyrket Windows 10-computer. Så skulle den forvirring være ryddet af vejen.

(Foto: Producent)
(Foto: Producent)

 

Udseende og konstruktion

Det største fortrin ved TabPro S er, at produktet er så slankt og let, selv om det byder på en fuld Windows 10-oplevelse. Selv med det medfølgende tastatur-cover fylder TabPro S ikke meget mere end et stykke A4-papir, og med en vægt på under 700 gram og en tykkelse på blot 6,3 mm er enheden let at have med på farten.

Men fortrinnet er samtidig også den største ulempe ved TabPro S, for selv om der altså følger et cover med indbygget tastatur med gratis, så er Samsungs produkt afgjort mere tablet end computer.

Tablet’en monteres hurtigt i coveret i en smal, magnetisk rende, men kan kun stå i to forskellige vinkler i forhold til tastaturet. Den ene vinkel er for skarp, så man er nødt til at have en ret stor afstand til tastaturet for at kunne se ordentligt på skærmen, og den anden vinkel er for flad til overhovedet at give nogen mening.

Selvsagt er konstruktionen for vakkelvorn til at have på skødet, så det er faktisk kun stående på et stabilt bord, at TabPro S i praksis kan bruges med tastatur. God fornøjelse med at få det hele til at balancere, hvis du sidder i et flysæde på economy class.

Vi skylder dog at nævne, at hvis man faktisk får placeret sig et sted, hvor produktet kan stå sikkert – og man kan få sat sig med så tilpas stor afstand til tastaturet, at man har en god indsynsvinkel til skærmen – så er brugeroplevelsen glimrende. Selv om tasterne sidder tæt på hinanden – og i øvrigt er firkantede – så er de nemme at ramme, og vandringen (afstanden mellem tasternes yderpositioner) er god, hvilket sikrer en god ergonomi.

(Foto: Producent)
(Foto: Producent)

 

Skærm og lyd

Under alle omstændigheder har TabPro S en fremragende skærm (hvilket også kan opveje lidt af udfordringen, hvis synsvinklen bliver for skarp), der er af samme S-AMOLED-type som Samsungs bedste smartphones – såsom Galaxy S7 og Galaxy S7 edge.

Det betyder et skarpt og lysstærkt skærmbillede, der opvejer, at skærmopløsningen faktisk ikke er lige så høj som på konkurrerende 2-i-1 produkter som Dell XPS 12 og Surface Pro 4.

Lydkvaliteten kan ikke helt måle sig med den på iPad Pro, som jo har hele fire indbyggede højttalere, der spiller i ægte stereo, men den er alligevel værd at nævne som god med masser af volumen og power i alle frekvensområder.

Når TabPro S er placeret i denne vinkel, er der nærmest ingen grund til at bruge tastaturet, hvilket gør det lidt meningsløst, at det er den ene af kun to mulige positioner.
Når TabPro S er placeret i denne vinkel, er der nærmest ingen grund til at bruge tastaturet, hvilket gør det lidt meningsløst, at det er den ene af kun to mulige positioner. Foto Peter Gotschalk

 

Ydelse og konfiguration

Som resultaterne af vores forskellige benchmark-tests viser, er TabPro S ikke ligefrem noget atomkraftværk. Det skyldes i høj grad, at enheden er baseret på Intels Core m-familie af processorer, og resultaterne er da også i samme boldgade som for Dell XPS 12, der er baseret på samme processortype. Til sammenligning opnår både Lenovo Yoga 900, som er baseret på en Intel Core i-processor, og iPad Pro, som er baseret på Apples egen A9X-processor, væsentlig bedre benchmark-resultater.

Man skal altså ikke overbelaste sin TabPro S med alt for tunge og grafikkrævende opgaver som videoredigering eller redigering af store billeder. Både fordi TabPro S simpelthen får svært ved at trække læsset, og fordi den kun kommer med 128 gigabyte lager, hvoraf blot knap 90 gigabyte overhovedet er tilgængelige, fordi operativsystemet optager resten af pladsen.

Bemærk, at hukommelsen ikke kan udvides – ud over via eksterne diske eller hukommelseskort. Som så må tilsluttes via en adapter, da TabPro S i lighed med Apples 12″ MacBook kun har én tilslutningsmulighed via USB-C.

Denne vinkel er til gengæld for skarp, medmindre man sidder med en vis afstand til tastaturet. Foto Peter Gotschalk
Denne vinkel er til gengæld for skarp, medmindre man sidder med en vis afstand til tastaturet. Foto Peter Gotschalk

 

Konklusion

Som nævnt er markedet for 2-i-1 computere, der er nemme at tage med rundt som tablets, men også lader brugeren være produktiv som med en bærbar computer, i vækst for tiden. Formentlig fordi den type produkt forener det bedste af to verdener, og guderne skal vide, at det er rart at kunne skære lidt ned på antallet af elektroniske dimser, man render rundt med.

Men om man lige skal kaste sig over Samsung Galaxy TabPro S, er vi ikke så sikre på. Hvis man vil have en Windows-baseret 2-i-1 enhed, koster en Microsoft Surface Pro 4 med samme grundkonfiguration nogenlunde det samme (inklusive tastatur-cover), men kommer f.eks. med højere opløst skærm og mulighed for udvidelse af lagerpladsen, og er i det hele taget et langt mere versatilt produkt.

Vi sætter stor pris på, at du læser Lyd & Billede!
Log ind for at læse videre.

Kommenter

Skriv et svar

    Læs også

    JBL melder sig ind i ANC-hovedtelefonernes topklasse med et par hovedtelefoner, der er sjove at lytte til og fjerner støjen effektivt.
    Panasonics topmodel er guf for de virkelig kræsne TV-entusiaster: HZ2000 giver superlækre billeder i ægte studiekvalitet!
    HP Sprocket Select har absolut ingen nytteværdi. Og den mobile fotoprinter leverer faktisk halvdårlige billeder. Alligevel er den ret fantastisk.
    Efter en tur i Honda e virker det meste andet gammeldags.
    Asus ZenBook 14 UMA425 er en lækker og stilfuld maskine, der vil være perfekt til studier eller som arbejds-laptop på farten.
    Shure Aonic 50 har måske den bedste lyd, vi har hørt fra støjreducerende hovedtelefoner.
    Nikons billigste full-frame Z-kamera er bedst i sin klasse på ét område, men har nogle mangler og koster stadig for meget.
    Samsungs topmodel Q950TS byder på rålækkert design, knivskarp billedkvalitet og imponerende lyd. Men det koster!

    Aktuelle tilbud

    Annonce

    ASUS ZenBook 14 UM425IA-PURE3

    Vejl.pris 9999 kr Luksuriøs minimalisme

    Acer ConceptD CP7 (CP7271K P)

    Vejl.pris 16000 kr Dyr og dejlig skærm til grafik og video

    MSi GF75 Thin (10SCSR-015NE)

    Vejl.pris 10297 kr Til krævende spillere på budget

    Bose Frames

    Vejl.pris 1999 kr Funky solbriller med indbygget lyd
    Prisjagt.dk er en kommerciel partner for lydogbillede.dk. De leverer opdaterede priser, prisvarsling og produktinformation.