TESTS Bil & Mobilitet Computer Sport & Træning Gaming Mobil Smart Home Teknologi

TEST: D-Link Aquila Pro AI M95

D-Link Aquila Pro AI M95 – Wi-Fi 7 i designerklæder

D-Link M95 ligner en pyntegenstand, men under det pæne ydre gemmer sig en potent Wi-Fi 7-motor. Den giver dig ægte Tri-band-hastighed til en pris, hvor konkurrenterne ofte sparer det hurtige 6 GHz-bånd væk.

Af / 16/02/2026 - 08:54
D-Link Aquila Pro AI M95

Home mener

  • Fuld Tri-band Wi-Fi 7 med 6 GHz-båndet til en skarp pris. Elegant design, der tåler at stå fremme. 2,5 gigabit på alle porte.
  • Rækkevidden knækker markant i yderområderne.

Lad os være ærlige: De fleste routere er grimme. De ligner enten strandede rumskibe med strittende antenner eller sorte plastikkasser, der helst skal gemmes væk bag sofaen – hvor de så kvitterer med dårlig dækning.

D-Link har med deres Aquila Pro AI-serie forsøgt at løse det gamle dilemma mellem teknik og æstetik.

Resultatet er M95, en router, der med sine organiske former og hvide finish ligner en djævlerokke. Hvis altså djævlerokker var hvide og i plastik. Den karakteristiske form er ikke bare pynt, men dækker over et forsøg på at placere antennerne optimalt inde i kabinettet.

Tanken er, at hvis routeren er pæn, får den lov at stå fremme. Og står den fremme og oppe i højden, virker den bedre. Det er simpel fysik pakket ind i markedsføring.

M95 A1 Image LSide Right
D-Link Aquila Pro AI M95 ligner en moderne skulptur. Antennerne er gemt væk, så den ikke skæmmer i stuen. (Foto: D-Link)

Fremtidssikret indmad – hvorfor Tri-band betyder noget

Bag det skulpturelle ydre finder vi en fuldblods Wi-Fi 7-router af typen BE9500. Og her skal man holde tungen lige i munden.

Annonce

Mange af de billige Wi-Fi 7-routere, der vælter ind på markedet lige nu, er såkaldte “Dual-band”-routere. De understøtter Wi-Fi 7-standarden, men de mangler det helt nye 6 GHz-frekvensbånd.

D-Link M95 går “all-in” med tre radiobånd: 2,4 GHz, 5 GHz – og 6 GHz.

Det er en væsentlig detalje. 6 GHz-båndet er nemlig ikke bare “mere af det samme”. Det er et helt nyt frekvensområde, hvor der er plads til de ultrabrede 320 MHz-kanaler, som er Wi-Fi 7’s hemmelige våben. Det svarer til at åbne en 16-sporet motorvej ved siden af en proppet landevej. Her er ingen støj fra naboens gamle udstyr, og hastighederne er tårnhøje.

D-Link M95 er lidt dyrere end de billigste, men at få denne funktion med, løfter M95 ydelsesmæssigt op i en anden klasse. Selvom det ikke nødvendigvis betyder, at man får netværk i ultrahastighed.

M95 A1 Image LBack
Bagsiden byder på fuld plade med 2,5 gigabit-porte. Det gør routeren fremtidssikret til selv de hurtigste fiberforbindelser. (Foto: D-Link)

Ferrari i en 50-zone

På bagsiden af routeren finder vi et andet tegn på overskud: Samtlige porte – én til internettet (WAN) og tre til kablede enheder (LAN) – understøtter 2,5 gigabit/s.

Det er god stil, men også en smule overkill for de fleste lige nu. Selvom der så småt er ændringer på vej, er den højeste internetforbindelse, der tilbydes til private husstande, stadig 1 gigabit/s.

Det betyder i praksis, at routerens enorme 9,5-gigabit trådløse kapacitet aldrig kan udnyttes fuldt ud til at hente data fra nettet. Flaskehalsen sidder i væggen, ikke i routeren. Så mens du venter på at kunne købe en superhurtig netforbindelse, har du i praksis anskaffet en Ferrari-sportsvogn til at køre frem og tilbage på villavejen. Den høje hastighed får du kun glæde af, når der skal flyttes data indenfor husstanden. For eksempel fra en NAS-filserver.

M95 Smarter WiFi n
(Foto: D-Link)

Testen: Kan skønhed sende signaler?

Antennerne på D-Link M95 er gemt væk inde under de blødt svungne former i det hvide kabinet. Intuitionen siger, at det må koste på rækkevidden sammenlignet med de “grimme” modeller med strittende antenner i alle retninger.

Vi testede M95 i en lejlighed på ca. 110 kvadratmeter med betonvægge – en klassisk dræber for trådløse signaler.

I stuen, med fri sigt til routeren, leverede M95 varen overbevisende. 654 Mbit/s i download er en solid hastighed. Det er på niveau med de bedste i klassen. Men det er ikke så svært at flytte data en meter gennem luft.

Mere interessant blev det derfor, da vi bevægede os ud i køkkenet og ind på det nærmeste værelse. Gennem den første murstensvæg holdt hastigheden sig på 602 Mbit/s, og på værelset lidt længere væk målte vi 527 Mbit/s.

Det er fremragende resultater. Her er der reelt intet hastighedstab af betydning, og de indbyggede antenner beviser, at de er kalibreret til at skabe en perfekt “boble” af dækning i en almindelig bolig.

M95_stue M95_køkken M95_værelse M95_kontor M95_studie
<
>
I gæsteværelset ved siden af stuen er der næsten fuld hastighed. (Skærmskud: Netspeed)

Når fysikken rammer

Træerne vokser dog ikke ind i himlen. Da vi bevægede os ud på kontoret, som ligger for enden af en seks meter lang gang og bag flere vægge, nåede vi uden for komfortzonen for de indbyggede antenner.

Her faldt hastigheden til 137 Mbit/s. Det er stadig fuldt brugbart til både arbejde og streaming, men det er et markant dyk. Og skal der modtages eller sendes store mængder data i forbindelse med arbejdet, sker det med en brøkdel af den båndbredde, der betales for.

Endnu værre gik det i den modsatte ende af lejligheden, hvor et lille hjemmestudie er gemt bag soveværelset. Her skal routeren kæmpe allermest for at dække, og her var hastigheden nede på 49,8 Mbit/s i modtagelse. Og sølle fem megabit i upload!

Konklusion

D-Link Aquila Pro AI M95 er routeren til dig, der nægter at lade dit hjem diktere af grim teknologi.

Den er så pæn, at den kan stå på reolen i stuen uden at skæmme, og netop den placering giver den et forspring frem for en grim router, der gemmes væk i et skab.

Ydelsen er i topklasse på de korte og mellemlange distancer, hvor den fuldt ud udnytter Wi-Fi 7-standardens potentiale og 6 GHz-båndet.

Sammenlignet med billigere alternativer får du her en mere komplet, fremtidssikret pakke.

Men de indbyggede antenner har deres begrænsning, når afstandene bliver store og forhindringerne mange.

Karakter
D-Link Aquila Pro AI M95
Basic

Også i denne test:

D-Link Aquila Pro AI R95

D-Link Aquila Pro AI R95 – Når designet får tænder

R95 er den "frække" tvilling i D-Links Aquila-serie. Indmaden er den samme som i designmodellen, men her flages der med fire stolte antenner. Den leverer varen, men den pæne søster er faktisk en hård konkurrent.

Wi-Fi 7 med fuldt tri-band til en skarp pris. Glimrende rækkevidde i specifikke retninger. Mange 2,5G porte.
Antennerne pynter ikke, og de giver overraskende nok ikke bedre dækning overalt.
Læs hele testen
John Alex Hvidlykke
(f. 1964): Journalist og tester. John har arbejdet for Lyd & Billede siden 2013, hvor han skriver om hi-fi, højttalere, computere, gaming og teknologihistorie. John har beskæftiget sig med tech-journalistik siden 1982 (!) og har arbejdet for talrige magasiner i forskellige roller, bl.a. GEAR, High Fidelity, Komputer for alle, Illustreret Videnskab, Ny Elektronik, PC World og Privat Computer. Han har desuden skrevet en lang række bøger og undervisningsprogrammer om IT.

Skriv din kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Læs videre med LB+

stopper automatisk

LB+ Total UGE

Fuld adgang til alt LB+ indhold - Ingen bindingsperiode!

TILBUD

Tilbud - 4 uger 4 kr.

Fuld adgang til alt LB+ indhold

LB+ Total 12 måneder

Fuld adgang til alt indhold på Lyd & Billede og L&B Home i 12 måneder

59 kr
4 kr / første mnd
108 kr / mnd
Med LB+ får du:
  • Adgang til mere end 7.800 produkttests!
  • Store rabatter hos vores partnere i LB+ Fordelsklub
  • Ugentlige nyhedsbreve med de seneste nyheder
  • L&B TechCast – en podcast fra L&B
  • Magsinet digitalt – ny udgave hver måned
  • Deaktivering af annoncer
  • L&B+ Video – kom med L&B-redaktionen bag kulisserne, på de store tech-messer og meget mere!

MacBook Pro uden forbehold

Stabilt Wi-Fi 7 mesh uden unødigt bøvl

10 gigabit til discountpris

Skærmen, der spiste sin dockingstation

Den sikre mellemklasse

Smid batteriopladeren ud!

Er Chromebook blevet voksen?

Mere skærmplads på farten

Skræmmende hurtig

Diskret, genial AI-optager

Her får du meget mesh for pengene

Den ultimative rejselaptop