Bil & Mobilitet Computer Sport & Træning Gaming Mobil Smart Home Teknologi

TEST: Asus Zenbook S13(UX5304VA-PURE15)

Den mest bærbare fra Asus

Asus Zenbook S13 er en af de letteste og mest kompakte bærbare, vi har set. Og den er behageligt fri for kompromiser. Uden at det koster kassen.

Skrevet af / 14/07/2023 - 09:00
Asus Zenbook S13(UX5304VA-PURE15)
John Alex Hvidlykke

Ultrabookcomputeren er den ultimative bærbare computer. En computer, der er så let at bære og fylder så lidt, at man knap nok lægger mærke til, om den er med i tasken. Helst uden at der er gået på kompromis med ydelsen.

Asus Zenbook S13 opfylder alle forventningerne til en ultrabook: Den fylder som et ark A4-papir, og den vejer kun et kilo. Og tykkelsen når kun lige over 1 centimeter. Det sikrer den en plads i det mest eksklusive segment af ultrabook-PC’er. Vi har hidtil testet under en håndfuld computere, der vejer eller fylder lige så lidt som Asus’en – men aldrig nogen, der var reelt lettere eller mindre.

Fuldfed skærm

Med så stramme krav til det ydre skulle man tro, at der var indgået kompromiser på hardwaresiden. Men det ser ikke ud til at være tilfældet. For at begynde med skærmen er det en fuldfed og farverig OLED-skærm med en opløsning på 2.880 x 1.800 pixels. Og mens vi ville foretrække ægte 4K-opløsning, er de 2,8K rigeligt til en 13,3-tommers skærm. Det eneste, vi savner, er touch-funktionalitet. Ikke kun fordi det ser blæret ud, men også fordi touch kommer til sin ret netop de steder, hvor en ultrabærbar brillerer: Trange auditorieborde, møderum og flysæder.

Ligesom på tidligere Zenbook-modeller er skærmen hængslet på undersiden af kabinettet. Det betyder, at bagkanten af PC’en løftes lidt fra bordet, når skærmen åbnes, hvilket er smart, da det både giver en bedre skrivestilling og bedre luftgennemstrømning i kabinettet.

Skærmen er hængslet på undersiden af kabinettet, så bagkanten af PC’en løftes lidt fra bordet. , når skærmen åbnes. (Foto: Asus)

Gode taster

Tastaturet er af naturlige grunde beskåret en smule i bredden. Men da kun de yderste tastrækker er smallere, går det ikke ud over ergonomien. Faktisk er tastaturet på Zenbook S13 er af de behageligste og mest responsive ultrabook-tastaturer, vi længe har prøvet.

Tastaturet kunne sådan set godt have været bredere, men havde tasterne gået helt til kanten som på Dell XPS 13 Plus, ville der ikke have været plads til så mange porte.

Vi har flere gange kritiseret netop Asus for at være for fedtet med portene. Som om manglen på tilslutninger var en særlig eksklusiv feature. Zenbook S13 har faktisk, hvad der er brug for: To USB-C-porte, en HDMI-udgang og en gammeldags USB-A-port. Det betyder, at man kan bruge maskinen til de fleste dagligdags opgaver uden at skulle bekymre sig om adaptere.

Tastaturet er beskåret en smule i bredden. (Foto: Asus)

Ingen fedtfingre – endelig!

Asus’ ekskusive Zenbook-modeller har tidligere haft et kabinet i marineblåt, poleret aluminium, der ser elegant og stilfuldt ud, men også tiltrækker fingeraftryk. Nu bruges i stedet en overflade kaldet ”plasma ceramic aluminium,” der er uimodtageligt overfor fingeratryk.

Lyden har Harman/Kardon stået for, og den opfylder desuden kravene til Dolby Atmos. Ligesom skærmen også er Dolby Vision-certificeret. Certificeringerne forhindrer dog ikke lyden fra de bittesmå indbyggede højttalere i at være noget tynd. Men lyden er stadig ren nok til, at man kan underholde sig med en film i pausen eller efter arbejdstid.

Kabinettet er i et nyt materiale, kaldet ”plasma ceramic aluminium,” der er uimodtageligt overfor fingeratryk. (Foto Asus)

Forudsigeligt

Under motorhjelmen finder man en 13. generations Intel Core i7-processor med indbygget Intel Iris Xe-grafik. På en måde har Intel EVO-platformen, som langt de fleste lette bærbare i dag er bygget efter, gjort PC-tests lidt mere kedelige. Men eftersom målet med EVO er at sikre, at laptops er hurtige og også starter hurtigt, er det i det store billede en fordel. Asus Zenbook S13 er i øvrigt en af de kvikkere af slagsen. Processoren er en Core i7-1355U med 10 kerner og 12 tråde – og en maksimal arbejdsfrekvens på 4,9 GHz. Og 16 GB RAM samt en forbilledligt hurtig SSD hjælper med til at opnå det gode resultat.

Benchmarks

Asus Zenbook S13 er bestemt ikke nogen langsom computer. Den kan naturligvis ikke måle sig med de tungeste gaming-computere. Men det er faktisk imponerende, hvor megen kraft, man kan pakke ned i et kilo computer.

GeekBench 6-processortesten ender med et resultat på henholdsvis 7.354 i multi-core og 2.215 i single-core. Det er i praksis det samme som den langt dyrere Dell XPS 13 Plus, vi testede i efteråret. Og også den ligeledes noget dyrere Microsoft Surface Laptop 5.

Det samme gælder Cinebench R23-testen, der ender med 1.680 i single-core og 6.267 i multi-core. Kontorprogramsimuleringen PCMark 10 ender på resultatet 5.262. Det betyder, at den superlette laptop har nogenlunde samme kræfter som de fleste stationære PC’er, når det gælder almindelige kontorprogrammer.

Zenbook S13 er Asus’ mest bærbare Zenbook til dato. (Foto: Asus)

Typisk integreret grafik

Bare for at Zenbook’en ikke skulle blive for selvsikker, pudsede vi også 3DMark-grafiktestene på den. Med det ventede resultat. Nemlig, at ultrabook med Intel Iris Xe-grafik ikke er beregnet til 3D-spil. En score på 1.564 i Time Spy er ikke noget at prale af. Men det er alligevel tilstrækkeligt til et slag CS:GO efter fyraften.

Batteritesten gik anderledes overbevisende. Asus Zenbook S13 klarede næsten fem timer med fuldt blus på skærmen og intens kontorsimulering, før batteriet gav op. Det er absolut i den pæne ende af skalaen. Og selv om der er et godt stykke vej op til de ”op til 12 timer,” som Asus lover, vil PC’en næsten helt sikkert klare en lang arbejds- eller studiedag på en opladning.

Konklusion

Hvis målet er ren bærbarhed, er Asus Zenbook S13 en af de mest vellykkede ultrabookcomputere, vi har testet. Kun få er lige så kompakte og lette som den. Og de fleste er enten kostbare, begrænsede i ydelse – eller begge dele på en gang. Zenbook S13 er ikke nogen billig computer, men prisen vil være overkommelig for de fleste. Og maskinen udmærker sig ved en næsten komplet mangel på kompromiser. Skærmen er højopløst og farverig på en måde, som kun OLED-skærme magter. Og processoren er kvik nok til alle kontoropgaver. Asus Zenbook 13 er nok elegant, men stadig ikke så knivskarpt designet som Dell XPS 13 Plus. Til gengæld er den betydeligt billigere, uden at der er sparet de steder, hvor det påvirker ydelsen.

Zenbook S13 er let nok til at tage med overalt. Også i skoven. (Foto: Asus)
Karakter
Asus Zenbook S13(UX5304VA-PURE15)
Premium

Home mener

Lækker og højtopløst OLED-skærm. Vejer kun 1 kilo. Tyndere end en papirnotesblok. For en så super-stilfuld og lækker ultrabærbar er prisen helt rigtig. Skærmen mangler touch-funktionalitet. Man kan godt finde tilsvarende ydelse lidt billigere. Men ikke i en så let og lækker indpakning og med en så lækker skærm.

Vil du have ekstra skærm med din menu?

Køb en – betal for tre

To-i-en-PC med det hele

For syv.. den er hurtig!

For to år siden havde den kostet det dobbelte

Fremragende allround iMac

Mesh-netværk der tåler at blive set

Mac in Black

Sej egoist-router

Laptopbrugere bliver afhængige

Chromebooks på skolebænken

Grønt fremskridt i små trin

Lyd & Billede
Scroll to Top