Da vi testede 14″ MacBook Pro med M4-chip sidste år, var konklusionen klar: Apple havde endelig gjort basismodellen til en ægte Pro-maskine. Understøttelse af to eksterne skærme, 12 megapixel Center Stage-kamera og markant bedre ydelse end M3-forgængeren gjorde den til et oplagt valg for kreative brugere og professionelle, der ikke havde de kraftigere Pro- eller Max-udgaver af M4-chippen.
Spørgsmålet er så, hvad M5-generationen kan tilføje, når forgængeren allerede ramte så rigtigt. Svaret er: Mere fart, mere AI og en SSD, der endelig yder, som den burde.

Ydelse
M5-chippen har samme konfiguration som M4: en 10-kernet CPU med fire højtydende kerner og seks effektivitetskerner samt en GPU med 10 kerner. Men under overfladen er der sket markante ændringer.
Den store nyhed er de såkaldte Neural Accelerators, som nu er integreret direkte i GPU-kernerne. Hvor tidligere generationer udelukkende benyttede Neural Engine til AI-opgaver, har M5 et todelt system: GPU’en kan håndtere tunge generative opgaver som lokale sprogmodeller, mens Neural Engine forbliver fri til systemopgaver. Apple lover op til 3,5 gange hurtigere AI-ydelse end M4, og det er mærkbart, når man kører lokale LLM’er eller bruger AI-funktioner i kreative programmer.
I vores benchmarks opnår M5-chippen 4.083 point i Geekbench 6 single-core og 16.226 i multi-core. Det er en stigning på henholdsvis 11 og 14 procent i forhold til M4-modellen (3.671 / 14.250 point). GPU-ydelsen er steget endnu mere: 45.833 point i Geekbench 6 Compute mod M4’s 38.190, altså en forbedring på 20 procent.
Men den mest bemærkelsesværdige forbedring finder vi i SSD-hastigheden. M4-modellen leverede 3.120/2.910 megabyte i sekundet i Blackmagic Disk Speed-testen. M5 rammer 6.451/5.851 megabyte i sekundet, altså en fordobling! Det skyldes, at Apple er vendt tilbage til dual-NAND-konfigurationer, og forskellen er mærkbar i daglig brug, særligt når systemet begynder at bruge SSD’en til swap.

Skærm og kamera
Skærmen er i store træk den samme som på M4-modellen: 14,2 tommer Liquid Retina XDR med Mini-LED-baggrundslys, 3.024 x 1.964 pixel opløsning og 120 Hz ProMotion. Peak-lysstyrken er på 1.600 nit til HDR-indhold og 1.000 nit til SDR-indhold i kraftigt lys. Den høje kontrast på 1:1 million og understøttelsen af én milliard farver gør den fortsat til den bedste skærm i prisklassen.
Nanotekstur-coatingen, som blev introduceret med M4, er stadig tilgængelig som tilvalg (som på vores testeksemplar). Den ætsede glasoverflade reducerer refleksioner markant og gør maskinen velegnet til brug udendørs eller i kontormiljøer med generende overhead-belysning.
Center Stage-kameraet med Desk View-funktion på 12 megapixel er ligeledes videreført fra M4-modellen. Center Stage holder dig centreret i billedet under videoopkald, mens Desk View lader dig vise skrivebordet foran computeren, hvilket er praktisk til præsentationer eller undervisning.

Tilslutninger
Portudvalget er uændret: tre Thunderbolt 4/USB-C-porte, HDMI, SDXC-kortlæser, MagSafe 3 og 3,5 mm jackstik. Understøttelsen af to eksterne skærme, som blev introduceret med M4, er naturligvis også med her.
Til gengæld må man stadig undvære Thunderbolt 5, som er forbeholdt Pro- og Max-modellerne, der lanceres i begyndelsen af 2026. Det samme gælder Wi-Fi 7, som ellers er på vej ind i både smartphones og Windows-laptops. Apple holder fast i Wi-Fi 6E, hvilket er tilstrækkeligt i dag, men ikke specielt fremtidssikret for en maskine, der forventes at holde fem år eller mere.

Konklusion
14″ MacBook Pro med M5-chip er en solid opgradering, der bygger videre på M4-modellens styrker. Den markant hurtigere SSD, forbedrede AI-ydelse og længere batterilevetid gør den til det oplagte valg for brugere, der kommer fra ældre Intel-Macs eller M1/M2-modeller.
For ejere af M4-modellen er der derimod ingen tvingende grund til at skifte. Forbedringerne er målbare, men ikke transformerende i daglig brug. Og de manglende Wi-Fi 7 og Thunderbolt 5 er stadig ærgerlige udeladelser på en maskine med ‘Pro’ i navnet.
Men for alle andre er det bare med at tømme sparegrisen. Det er simpelthen den bedste bærbare computer, man kan købe lige nu.
Læs videre med LB+
LB+ Total UGE
Fuld adgang til alt LB+ indhold - Ingen bindingsperiode!
Tilbud - 4 uger 4 kr.
Fuld adgang til alt LB+ indhold
LB+ Total 12 måneder
Fuld adgang til alt indhold på Lyd & Billede og L&B Home i 12 måneder
- Adgang til mere end 7.800 produkttests!
- Store rabatter hos vores partnere i LB+ Fordelsklub
- Ugentlige nyhedsbreve med de seneste nyheder
- L&B TechCast – en podcast fra L&B
- Magsinet digitalt – ny udgave hver måned
- Deaktivering af annoncer
- L&B+ Video – kom med L&B-redaktionen bag kulisserne, på de store tech-messer og meget mere!




