Bil & Mobilitet Computer Sport & Træning Gaming Mobil Smart Home Teknologi

TEST: AOC CU34P2C

God skærm til det meste

Det ekstra brede skærmformat gør den buede AOC CU34P2C praktisk til det meste, og den er generelt en god allround-skærm. Men den udmærker sig aldrig.

Skrevet af / 20/03/2023 - 09:00
AOC CU34P2C
Geir Gråbein Nordby

At lave en computerskærm som passer til ‘alle’, er lidt af en kunst. Det skal jo være en skærm, som fungerer godt til alle arbejdsopgaver, til folk som både skal være meget på internettet, skrive dokumenter og udvælge billeder til dette og hint. Den skal også kunne bruges til enkel billedbehandling, så der skal være mindst én indstilling til neutrale farver. Og hvis man skulle have tid indimellem alt det praktiske til at spille et spil, bør skærmen også kunne håndtere det.  

AOC CU34P2C Front right
Foto: AOC

Og selvfølgelig skal prisen også være overkommelig, hvis man vil ramme en bred målgruppe.  

Når man skal gå på kompromis med alt, kan man let ende med en skærm, der ikke appellerer til nogen. Den buede bredskærm AOC CU34P2C dukker op i flere online-butikker under ‘gaming-skærm’, men i virkeligheden er den beregnet til de praktiske opgaver, jeg lige har nævnt. 

AOC CU34P2C rear 2
Foto: AOC

Kompromisser

Den har ‘kun’ 100 Hz panelfrekvens, hvilket gør den mindre velegnet til krævende spil. Den har heller ikke HDR, hvilket stiller den svagt i videodisciplinen. Uanset om du skal se film eller redigere selv.  

Udover den manglende HDR er opløsningen er i min optik lidt lav til videoredigering, hvor man skal have flere individuelle kameratidslinjer over hinanden i billedet. Og har du først haft en skærm med 2.160 pixel i højden, er det nedtur at skulle billedbehandle på denne her. Det går okay, men det bliver lidt grovkornet, så man skal zoome lidt mere ind for at se detaljerne. 

Læs også Bredskærmen der kan bruges til alt Bredskærmen MSI MP341CQ fungerer fint til det allermeste og giver særdeles godt overblik. En skærm, det er svært at være utilfreds med.

Stort skærmareal

Til gengæld får du et udvidet skærmareal, hvilket giver et godt overblik, når du bruger hjemmesider og sociale medier sideløbende med, at du arbejder i f.eks. et Word-dokument.   

Den buede form gør det også behageligt at bevæge øjnene hen over skærmen, da kanterne får en mere korrekt vinkel i forhold til øjet, end hvis skærmen var flad. 

AOC CU34P2C bottom
De fleste tilslutningsmuligheder befinder sig på undersiden. (Foto: AOC)

USB-HUB

Skærmen har en integreret USB-HUB med fire porte, så tastatur, mus, printer og et par pc-højttalere eller et headset kan kobles direkte til skærmen. Som igen tilsluttes til computeren med et medfølgende USB SuperSpeed-kabel. To af USB-stikkene, ud over SuperSpeed-stikket, er placeret i bunden, mens to er placeret på venstre side af skærmen. Jeg kan rigtig godt lide stikkene på siden, de er meget nemmere at komme til end dem på undersiden. 

AOC CU34P2C side
To USB-stik på siden er en god ting. (Foto: AOC)

Justerbar fod

En anke jeg havde over en lignende skærm fra MSI, nemlig MP341CQ, var netop fraværet af en USB-hub. Livet som kontorarbejder er så meget nemmere med sådan en! Foden, den stod på, var heller ikke justerbar, bortset fra at den kunne vippes en anelse op eller ned.   

AOC CU34P2C har derimod gode justeringsmuligheder på standeren. Den kan både vippes lidt op og ned, samt drejes 175 grader i hver længderetning. Desuden har den et justeringsområde på 15 cm i højden; den mangler kun valget mellem lodret og vandret position.   

Billedtilslutningen til PC’en sker via DisplayPort eller HDMI. Ingen af de to er af den nyeste, skarpeste standard, men det er heller ikke nødvendigt med denne opløsning eller skærmfrekvens. 

AOC CU34P2C uncalibrated left
AOC CU34P2C (venstre), ukalibreret. I forhold til den kalibrerede skærm til højre er der både for meget blåt og rosa (magenta) i billedet. Foto: Geir Gråbein Nordby

Billedkvaliteten lige ud af kassen

Direkte tilsluttet, lige ud af kassen, giver skærmen et skarpt og klart billede med god dynamik takket være et meget mørkt sortniveau. Dette er en af de store fordele ved VA-paneler, frem for de mere almindelige IPS-paneler.   

Lysstyrken er ret middelmådig for en PC-skærm, opgivet til 300 nit, som vi dog målte til 274,3. Alligevel er den mere end lysstærk nok til de fleste miljøer, selv hvis du sidder på et kontor i dagslys med udsigt. Jeg kalibrerer selv aldrig en skærm højere end 200 nit alligevel, det bliver simpelthen for ubehageligt i længden.  

Farverne lige ud af kassen er okay, men ikke helt rigtige. Der er lidt for lidt rødt og for meget blåt i billedet, ligeledes er der for meget lilla og for lidt grønt. Hvid ser hvidere ud, men på bekostning af hudfarver, der virker en smule blege. Der er også en smule ‘black crush’ i de dybeste gråtoner, som trænger til lidt gammakorrektion. Man får generelt ikke den glød og realisme i billedet, som man får fra en kalibreret skærm.  

Jeg vil derfor anbefale at købe eller låne et kalibreringsværktøj som CalibRite ColorChecker Display eller Datacolor SpyderX Pro. Tro mig, det er det hele værd. Kalibrering med disse er enkel og tager kun et par minutter.

Efter kalibrering bliver billedet straks meget bedre. Det er stadig AOC-skærmen til venstre. (Foto: Geir Gråbein Nordby)

Kalibreret

I kalibreret tilstand fik vi maksimalt 258 nit, og det er rigeligt. Takket være det mørke sortniveau endte vi med en højere kontrast end specifikationerne, næsten 3700:1. Dette er særdeles godt.  

Med billedet kalibreret er der ikke mere at sige om farverne. Hudtoner får deres glød tilbage, der er flere detaljer i mørke områder, og farverne ser ganske enkelt neutrale og realistiske ud.  

Kombiner dette med en rigtig god respons uden mærkbar forsinkelse, når du trækker cursoren hen over skærmen. Og med et skarpt billede uden forsinkelse ved hurtige bevægelser kan jeg faktisk godt se, at denne skærm også kan bruges af gamere. Som nævnt er 100 Hz lidt lavt, men bevægelserne er stadig glatte og jævne. Hvis du spiller meget og konstant forsøger at slå rekorder med millisekunder, ville jeg gå efter en hurtigere skærm. Men vær opmærksom på, at den vil kræve et kraftigere grafikkort end skærmen fra AOC. 

Jeg synes stadig, at 1.440 pixel i højden er en lidt for grov pixelopløsning, men det må man tage med, når det gælder en bredskærm i denne prisklasse. Hvis du absolut må have HDR, så vil den også komme til kort. 

AOC CU34P2C
Foto: AOC

Konklusion

AOC CU34P2C er en skærm, der gør mange ting rigtigt. Den leverer et godt billede, har en glimrende kontrast, og med sit bredformat kan den rumme flere dokumenter i bredden. At browse går som en drøm, og det samme gælder regneark og tekstbehandling.  

Med 100 Hz er den hurtig nok til at spille i den mindre seriøse liga, og den indbyggede USB-hub og muligheden for justeringer på standeren gør den til en rigtig god kontorskærm.  

Farverne er ikke helt neutrale med nogen af indstillingerne, hvilket betyder, at du bør overveje et kalibreringsværktøj, hvis du planlægger at bruge den til billedbehandling eller video. Dette er vores største anke ved skærmen, sammen med en lidt lav opløsning. Men absolut en glimrende skærm til prisen. 

Karakter
AOC CU34P2C
Basic

Home mener

Gode allround-egenskaber, god plads til flere arbejdsopgaver side om side. Fin kontrast og hurtig responstid. USB-hub sætter vi altid pris på. Lidt kolde farver. Bør kalibreres før foto- og video-opgaver. Ikke blandt de mest lysstærke, ikke HDR, og med kun 100 Hz ingen udpræget gamingskærm. De ekstra krævende bør lede videre.

Skriv din kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Vil du læse hele artiklen?

Med LB+ Total får du adgang til ALT indhold på Lyd & Billede og LB Home.

Allerede abonnent? Log ind.

  • Prøv LB+ i 30 dage
    Kun 29,-

    Fornyes efter 30 dage, ingen bindingstid.

  • LB+ Total i 12 mnd
    93.25 kr/mnd

    Du sparer 312 kr

Ønsker du kun adgang til Lyd & Billede eller L&B Home?

Klik her for at bestille adgang til Lyd & Billede

Klik her for at bestille adgang til L&B Home

For to år siden havde den kostet det dobbelte

Fremragende allround iMac

Mesh-netværk der tåler at blive set

Mac in Black

Sej egoist-router

Laptopbrugere bliver afhængige

Chromebooks på skolebænken

Grønt fremskridt i små trin

Betalelig og superlet uden kompromiser

Trådløst internet - også I den anden ende af haven

Den bedste Mac til de fleste mennesker

Den dyreste computer vi har testet

Scroll to Top