Følelsen af ragnarok er overvældende, når brølet fra den turboladede V8’er blander sig med Wagners Valkyrieridt, der strømmer ud af anlægget på den lynhurtige BMW. Med den røde M2-knap aktiveret og lidt fiflen med equalizeren stritter håret på kroppen, når farten øges.
Og det gør den hurtigt. 0-100 km/t på 3,8 sekunder er sindssygt på en elbil og helt vildt på en 2,3 tons SUV som denne. Som er blandt de hurtigste SUV’er på markedet. Det stopper ikke, før nålen nærmer sig 300 km/t!
Vi sidder dog ikke i BMW X5 M Competition for at teste, hvor hurtigt den kan køre, men for at finde ud af, om det er værd at betale mere for at skifte Harman Kardon-anlægget ud med Bowers & Wilkins for at få bedre lyd i bilen.
Engelske B&W tilbyder nemlig skræddersyede lydanlæg til flere bilproducenter, og man kan vælge B&W-lyd i både Maserati og McLaren samt i Volvo, som vi tidligere har testet, og i flere BMW-modeller.
Foreløbig kun i BMW’er med brændstofmotor og i hybrider, men vi må krydse fingre for, at det også bliver muligt at vælge B&W i de kommende elbiler. Så god er lyden nemlig, at mange vil ønske sig lyd fra B&W i en støjsvag BMW.
Det almindelige, hvis man vender sig mod BMW, når man skal købe en ny eller brugt bil, er et ret standard, men slet ikke dårligt anlæg med op til ti højttalere, omkring 200 watt forstærkereffekt og en subwoofer skjult under sæderne. Antallet af højttalere og effekten varierer fra model til model.
Det gør det også, hvis man krydser af for lyd fra Harman Kardon. Så får man meget bedre lyd, uanset hvilken BMW-model man er interesseret i. Harman Kardon tilbydes nemlig til alle BMW-modeller, også elbilen i3 og alle hybridmodellerne. F.eks. X5 xDrive45e, som vi testede Harman Kardon-anlægget i.
Harman Kardon Surround Sound System
I en X5 er anlægget fra Harman Kardon bygget op med flere højttalere end i den elektriske i3, og der er kraftigere forstærkere med i alt 464 watt her, som driver 16 højttalere fordelt på ni kanaler i en X5.
Til sammenligning er der 12 højttalere og i alt 360 watt i Harman Kardon-anlægget i en i3.
I vores testbil var Harman Kardon-anlægget prissat til 9.765 kroner (dog afhængigt af model) og er et oplagt valg i en hvilken som helst BMW efter vores mening.
Hvis man vælger Harman Kardon, fordeles højttalerne rundt om i kabinen, med 26 mm diskant-enheder placeret parvis foran på A-søjlerne, øverst på dørsiderne ved bagsæderne og oppe på C-søjlerne bagi. Et ekstra diskant-enhed sidder sammen med en 10 cm mellemtone-enhed midt på instrumentbrættet, og de øvrige mellemtoner er placeret i dørsiderne foran og bagi samt på C-søjlerne bagi.
To 21,7 cm store subwoofere er monteret under hvert forsæde, og det hele drives af en DSP-styret forstærker med i alt 464 watt effekt.
Man kan vælge at bruge anlægget i stereo eller med Logic 7 surround, som både kan afspille 5.1-lyd og stereo-optagelser i surround, og det fungerer fortræffeligt på det allermeste musik.
Harman-anlægget har også en nibånds equalizer, der kan bruges, hvis man vil have en anden lydsignatur, og bas-freaks kan boltre sig med tre frekvenser i bassen, der kan få det til at vibrere heftigt i sæderne, når man skruer op for lyden.
Bowers & Wilkins Diamond Surround Sound System
Det gør det afgjort også, hvis man har valgt B&W-anlægget, som har fire ekstra højttalere i loftet for udvidet surround-effekt. Mens de fire 40 mm enheder er placeret over forsæderne og bagsædet, er de øvrige B&W-højttalere placeret præcis dér, hvor Harman-højttalerne sidder i X5 xDrive45e, men B&W-højttalerne i X5 M Competition er langt dyrere.
Hvis vi starter foran, så finder vi to 25 mm diskant-enheder med membraner i kunstigt fremstillet diamantmateriale, som vi kender fra B&W’s 800-serie af high-end-højttalere. De har ekstremt lav egenresonans og farver lyden marginalt, selv når man spiller højt. Diamant-diskanterne har et bagkammer, som dæmper resonanser fra membranerne, en teknologi hentet fra B&W’s Nautilus-serie.
De øvrige diskanter har aluminiummembraner og er placeret midt på instrumentbrættet, øverst i dørsiderne bagi og på C-søjlerne bagerst. Syv 10 cm mellemtone-enheder er placeret i dørsiderne på C-søjlerne, og en af dem sidder ved siden af en af diskant-enhederne på toppen af instrumentbrættet.
De syv mellemtone-enheder har membraner af vævet aramidfiber, som er et meget let og stærkt materiale, og både de og diskanten er dækket af et metalgitter med Fibonacci-mønster, hvilket skulle give bedre spredning af lyden. Det ser også lidt spektakulært ud. Enhederne kan også belyses indefra.
Under forsæderne sidder to 21,7 cm bas-enheder med Roachell-membran. Det er et ekstremt stift og let materiale, som egner sig godt i subwoofere. Den samlede effekt er opgivet til 1500 watt, men selvfølgelig fordelt på alle 20 højttalere – der er ikke 1500 watt til hver af de ti kanaler, anlægget har.
Alt dette koster 97.654 kroner ekstra på en X5 (igen afhængigt af model) – en betydelig sum for en opgradering af anlægget, men B&W-anlægget er også i en anden klasse end det meste, man kan få af lyd i bilen. Og når bilens pris er omkring en million eller – som i BMW X5M Competitions tilfælde – halvanden million, er det for småpenge at regne, hvis man går op i at få bedst mulig lyd i bilen.
Studielyd eller surround-sound
Hvis man vælger B&W-anlægget, får man flere lydindstillinger end på Harman-anlægget. Det er ikke kun bas, diskant og EQ, man kan lege med; man kan også vælge fem helt forskellige måder at få lyden præsenteret på.
Jeg faldt for Studio-indstillingen til det allermeste musik, for den gav mig den klassiske klare og præcise B&W-lyd, jeg kender fra deres højttalere.
De fire 3D-indstillinger bruger højttalerne i loftet til at skabe mere atmosfære i lydbilledet, men må ikke forveksles med Atmos, som vi kender det fra biografen. I stedet bruges lofthøjttalerne og lidt DSP-trylleri til at skabe en illusion af, at man sidder i en biograf eller en koncertsal. Jeg synes, det fungerer godt på Concert 3D og On Stage 3D, men på Cinema 3D og Lounge 3D mister lyden fokus og bliver for ulden.
Hvis du vil have lidt mere koncertsalsfølelse i kabinen, er Concert 3D at foretrække, men den bedste lyd får man med Studio-indstillingen.
Apple CarPlay og Android Auto
Musikken kan komme fra radioen eller mobilen, men man kan også bruge Apple CarPlay eller Android Auto, hvis man har en iPhone eller en Android-mobil. Så kan man bruge tjenesterne på sin telefon i bilen, fx Apple Maps, høre lydbøger eller spille musik fra Spotify, og alt betjenes via touch-skærmen eller knapperne på rattet i bilen.
I vores testbil var det også muligt at benytte sig af BMW’s Gesture Control, hvor man tegner en cirkel med fingeren i luften foran skærmen for at skrue op eller ned for lydstyrken, vipper hånden til højre eller venstre for at skifte nummer og pauser ved at føre fingeren hurtigt fremad.
Det fungerer bedre, end man skulle tro, og gør, at man kan holde blikket på vejen hele tiden. Hvis bilen samtidig er udstyret med head-up-display – altså skærmvisning på forruden foran føreren – kan man se den valgte sang og artist dér, hvis man spekulerer på, hvem der synger, eller hvilken sang det lige er.
På midterkonsollen har alle BMW’er en iDrive-controller, som er et rotérbar og vipbart styrehjul med en touch-flade på toppen, der fungerer glimrende til at scrolle igennem menuer og indstillinger. Hvis man altså ikke bruger touch-skærmen.
Fra klub til koncertsal
De fleste vil blive meget tilfredse med Harman Kardon-anlægget, der fås til alle BMW-modeller. Det er samme anlæg i en 5-serie som vores testbil, X5 xDrive45e; i en 3- og 4-serie er der lidt færre højttalere og mindre effekt, fordi kabinen er mindre. Så vidt vi har forstået, vil fremtidige elbiler fra BMW også have Harman Kardon-anlæg som tilvalg, selv om iX3 ikke fås med Harman-anlæg som mulighed i introduktionsfasen.
Hvis man vil have Bowers & Wilkins-anlægget i stedet, får man ikke muligheden før 5-serien. Derfra og op kan B&W bestilles med alle bilmodeller fra BMW.
Den bedste lyd i en BMW får man fra Bowers & Wilkins-systemet. Bassen er dybere og mere dynamisk, mellemtonen er mere åben og bedre fokuseret, og anlægget kan spille seriøst højt. Det overdøver let de 625 hestekræfter, vi havde til rådighed i X5 M Competition, og det formår at spille klart og rent, selv når man skruer så meget op, at musikken næsten kan høres lige så godt uden for bilen.
Men Harman-anlægget er ikke meget dårligere. Klaver- og strygerklangen på klassisk musik er ikke lige så godt defineret, og nogle af nuancerne i musikken drukner lidt i lydbilledet. Som i øvrigt er overordentlig potent, med en bas, som man kan mærkes i kroppen. Vokaler lyder lidt mørkere på Harman-anlægget, selv med lidt EQ-justering, og den luftighed, man oplever fra diskanten på B&W-anlægget, er mærkbart mindre.
Man hører stort set lige så godt på bagsædet som på forsædet, uanset hvilket af anlæggene man vælger, men hvis man er kræsen og har et dyrt anlæg derhjemme, er forskellene mellem Harman og B&W hørbare nok til, at man bør vælge sidstnævnte.
Konklusion
Bilture bliver ofte bedre med musik i bilen. Jeg vil hævde, at de bliver endnu bedre med god lyd. Derfor bør man ikke vælge den billigste løsning, når man handler bil. Når muligheden er der, bør man gå et trin op i kvalitet.
Hos BMW betyder det lyd fra Harman Kardon, og det burde være et selvfølgeligt valg for de fleste. De 16 højttalere er godt tilpasset til kabinen og giver fantastisk lyd til alle i bilen, og selv lydentusiaster vil nikke anerkendende til lydkvaliteten fra Harman-anlægget.
De virkelige feinschmeckerne skal selvfølgelig vælge Bowers & Wilkins’ Diamond Surround Sound System, som løfter oplevelsen til et nyt niveau. Med en dynamik, opløsning og klang, der giver meget bedre lyd, end de fleste har derhjemme.
Læs videre med LB+
Juletilbud - 50% Rabat!
50% På LB+ Total i 1 år!
Prøv LB+ Total i 1 måned
Fuld adgang til alt indhold i 1 måned for 49 kr
LB+ Total 12 måneder
Fuld adgang til alt indhold på Lyd & Billede og L&B Home i 12 måneder
- Adgang til mere end 7.500 produkttests!
- Store rabatter hos vores samarbejdspartnere i LB+ Fordelsklub
- Ugentlige nyhedsbreve med seneste nyheder/li>
- L&B TechCast – en podcast fra L&B
- Deaktivering af annoncer