Olympus Stylus TG-830

Let anvendeligt kompromis

Flere finesser og bedre håndtering opvejer, at billedkvaliteten er gået et hak ned.

Olympus TG 630

Med den foregående model havde Olympus skruet ned for opløsningen og fjernet finesser for at give gode billeder til lav pris. Det kunne forbrugerne åbenbart ikke lide, for nu er opløsningen sat op igen, og GPS er tilbage, plus at skærmen har lavere opløsning. Men hvorfor klage, når prisen stadig er god? TG-830 er bygget som en tank, hvilket en maks-belastning på 100 kg og den noget større faldhøjde vidner om, og dobbeltlåsen på lugen er pålidelig. Findes i rød, sort, blå og hvid.

Grebet er fortsat godt, men der er flyttet rundt på knapperne igen. Det slatne joystick er borte, og zoomkontrollen er nu rigtig god. Desuden har TG-830 som det eneste kamera i testen et funktionshjul, hvilket gør det forbilledlig nemt at skifte mellem fuldautomatisk, nogle af de 21 sceneindstillinger, halvautomatisk og specialindstilling. Godt gået, Olympus! Det er desuden let at komme til indstillinger takket være hurtigmenuen. Og det er praktisk, at billederne mærkes med, hvor de er taget.

Vi var lidt bekymrede over, at opløsningen var øget, hvilket burde give flere problemer i svagt lys. Og ganske rigtigt er støjniveauet gået op i forhold til den foregående model. Men ellers er der faktisk kun mindre bemærkninger vedrørende billedkvaliteten. Farvegengivelsen er rigtig god, også i dårligt lys, og den automatiske hvidbalance rammer som regel plet. Geometrien får kun en mindre anmærkning, og skarpheden er over middel. Det går desuden hurtigt at tænde kameraet og tage et billede.

Konklusion
Vi er en smule skuffede over, at Olympus er faldet for megapixel-presset og igen har øget opløsningen. Og TG-830 tager da heller ikke lige så gode billeder i svagt lys som forgængeren 820. Først og fremmest er det blevet meget lettere at bruge takket være nye knapper. Og GPS siger vi ikke nej tak til, når det ikke har øget prisen nævneværdigt. Desuden tager TG-830 under alle omstændigheder stadig rigtig gode billeder, så Olympus kniber sig op på en placering som Bedste Køb.

 

Læs videre
Exit mobile version