Det kan virke som den største kliché at kalde en god Android-tablet for en iPad-dræber, for den betegnelse har overivrige journalister efterhånden påduttet mangen en iPad-konkurrent, men denne gang er den god nok. Asus Transformer Pad Infinity er intet mindre end den bedste Android-tablet nogensinde!
Vi har testet Wi-Fi-modellen med 1,6 gigahertz Nvidia Tegra 3 quad-core processor, men Transformer Pad Infinity fås også i en udgave med 3G og 1,5 gigahertz Snapdragon dual-core processor. Begge modeller leveres med enten 32 eller 64 gigabyte indbygget lagerplads, som oven i købet kan udvides til 96 gigabyte ved hjælp af microSD. Desuden fås den med en mobil dock, der samtidig er et fuldt tastatur, men dette tilbehør indgår ikke i denne test.
Det gør til gengæld det superslanke design, den imponerende ydelse, det fremragende kamera og den imponerende skærm! Sidstnævnte har ikke helt samme høje opløsning som retinaskærmen på Apples nyeste iPad, men med en opløsning på 1920 x 1200 pixel (224 ppi) kan Asus alligevel godt være med i det gode selskab. Især fordi skærmen til gengæld er bestykket med en såkaldt IPS+ mode, som gør den ekstra lysstærk og knivskarp, så den kan anvendes udendørs, selv når solen skinner. Og det virker faktisk, selv om det suger godt med batteri.
Kameraet på 8 megapixel har LED-blitz og tager gode, skarpe billeder i naturlige farver, og i det hele taget er der intet at udsætte på den hardware, Asus har pakket ind mellem glasfronten og bagsiden af metal i et lækkert, stilrent og afrundet design, som nærmest tigger og be’r om et sagsanlæg fra Apple!
Asus Transformer Pad Infinity scorer højest i vores Geekbench-måling, og det giver sig udslag i en lydefri browser-oplevelse. Især bemærker vi, hvor hurtigt selv tunge sider loader både i den indbyggede browser og i Chrome.
Med hensyn til medier, så er Infinity nærmest altædende, både hvad angår musik og film, men bedst af alt er lyden, som har volumen og fylde og samtidig er ren som en nypudret barnenumse. Vores testspil kørte helt glidende og gav i øvrigt den blærede skærm rig lejlighed til at vise os, hvor godt computergrafik egentlig kan se ud.
Alt i alt er der ikke meget negativt at sige om Asus Tranformer Pad Infinity, ud over at den er testens dyreste. Hvis den senere bliver opdateret til Jelly Bean, bliver den muligvis endnu bedre, end den er i forvejen, men det må man jo så leve med!
Også i denne test:
Læs videre med LB+
Efterårs tilbud
Fuld adgang til alt indhold i 4 uger for 4 kr
LB+ Total måned
Fuld adgang til alt indhold i en måned
LB+ Total 12 måneder
Fuld adgang til alt indhold på Lyd & Billede og L&B Home i 12 måneder
- Adgang til mere end 7.500 produkttests!
- Store rabatter hos vores samarbejdspartnere i LB+ Fordelsklub
- Ugentlige nyhedsbreve med seneste nyheder/li>
- L&B TechCast – en podcast fra L&B
- Deaktivering af annoncer