Den nye OLED-teknik byder på en utrolig billedkvalitet – så meget bedre, at vi faktisk taler om et generationsskift inden for tv-genren! I et OLED-tv er hele LCD-laget erstattet med lysdioder, som skaber både lys og farver.
OLED er en forkortelse for organiske lysdioder, hvor selve dioden er af et kulstofbaseret materiale, som lyser, når det tilføres elektricitet. Men lad os først se på, hvordan en almindelig tv-skærm er opbygget.
LED
For at kunne vise billeder er alle farveskærme afhængige af to ting: De må have en måde at producere farverne på og en lyskilde, som gør dem synlige. Traditionelle LCD-skærme bruger derfor et panel med flydende krystaller med lysstofrør bag sig.
På nyere tv’er er lysstofrørene skiftet ud med mere effektive lysdioder, kaldet LED LCD-tv. Lysdioder sidder almindeligvis i kanten af panelet, og lyset projiceres over hele skærmfladen ved hjælp af spejl (kant-LED). Denne teknologi er den mest udbredte i dag og markedsføres som LED-tv, selv om der strengt taget er tale om LCD-tv med lysdioder.
Ulemper
LCD har sine svagheder: Fordi billedet og lyskilden er separeret fra hinanden, får man en begrænset betragtningsvinkel, og farverne vaskes ud, når man bevæger sig ud til siden i forhold til skærmen. En anden kendt svaghed er begrænset sortniveau: Fordi baglyset altid sender lidt lys gennem skærmen, har LCD-skærme problemer med at vise fuldstændig mørk sort. Det er til dels blevet forbedret med såkaldt direkte-LED eller bag-LED skærme, som har tusindvis af lysdioder placeret direkte bag billedpanelet.
Plasma
Den anden udbredte teknologi er plasma. På en plasmaskærm er billedet opbygget af billedpunkter, som består af røde, grønne og blå farveceller – RGB – med brændende fosfor. Med andre ord en kombineret farve- og lyskilde, hvor det også er muligt at justere lysintensiteten med større nøjagtighed end LCD. Det giver plasma en overlegen farvegengivelse og ikke mindst et meget mørkere sortniveau. Ulempen er begrænset lysstyrke sammenlignet med et LCD-tv.
Organiske lysdioder
En OLED-skærm er bygget op af tusindvis af bittesmå lysdioder, som sidder fæstnet til en tynd organisk (kulstofbaseret) film. Rundt om hver diode sidder der to elektroder, som leder strøm gennem det organiske materiale og får det til at lyse. Bag denne film sidder en tynd film med transistorer (TFT), som styrer hver enkelt lysdiode. Disse to lag udgør tilsammen grundprincippet i et OLED-skærmpanel.
OLED byder på alle fordelene fra LCD og plasma, med næsten ingen af ulemperne. Hver OLED-pixel består af tre lysdioder med primærfarverne rød, grøn og blå. OLED-skærmen kan derfor i lighed med plasma producere lyset i hver enkel pixel og i hver sine farver, hvilket giver en meget nøjagtig farvegengivelse med millioner af farvenuancer (16,7 millioner for at være helt præcis). Desuden er kontrasten i teorien uendelig, fordi hver pixel kan være fuldstændig slukket, når det kræves.
Lysstyrken er på niveau med LED-LCD-tv, men sortniveauet er mørkere end selv de bedste plasmaskærme. Og ikke nok med det: OLED tillader også en væsentlig hurtigere opdateringshastighed og responstid end konventionelle skærme, hvilket giver glattere og mere gnidningsløse billedbevægelser. Er det så mærkeligt, at OLED får tænderne til at løbe i vand?
Supertynde skærme
OLED har imidlertid endnu flere ekstreme ydelser. Fordi billedpanelet i realiteten er en tynd film, er det muligt at “printe” en OLED-skærm på gennemsigtige, papirtynde og til og med bøjelige materialer ved hjælp af avancerede printere. Derfor kan OLED på sigt blive billigere at producere end traditionelle LCD- og plasmapaneler, og der vil snart sagt ikke være nogen grænser for, hvad teknologien kan bruges til.
Små OLED-skærme er allerede i brug på de nyeste smartphones, men det er først nu, teknologien kommer i store, produktionsklare tv-skærme. Fordi farve- og lyskilden er kombineret på samme film, kan skærmene laves ekstremt tynde. LG’s OLED-skærm er f.eks. ikke mere end 4 mm tyk, halvt så tyk som en iPhone!
LG vs. Samsung
De koreanske producenter LG og Samsung kommer begge på markedet med OLED-skærme på 55 tommer i løbet af 2012. Samsungs OLED-tv hedder 55ES9500 og bruger OLED-pixels med tre farvedioder (RGB). En af udfordringerne ved OLED er at få nok lysintensitet (og levetid) i de individuelle farvepixels, og det har været specielt vanskeligt med farven blå. Samsung har løst problemet ved at lave den blå farvepixel lidt større end den røde og den grønne.
LG’s bannerfører hedder 55EM9600 og bruger en noget anderledes OLED-teknik end Samsung. For at opnå højere intensitet i det blå farvespektrum – og højere lysstyrke generelt – har LG lavet en fjerde, hvid farvepixel med et farvefilter foran. Det gør det muligt at kontrollere intensiteten i blå såvel som andre farver. LG hævder, at denne teknik har både billed- og produktionsmæssige fordele, men indtil videre har vi haft vanskeligt ved at bedømme, om den fungerer bedre end Samsungs variant.
Vi har et lille håb om at kunne få begge modeller på testbænken samtidig for at sammenligne OLED-konkurrenterne med hinanden. Tiden vil vise, om vi skulle være så heldige!
