85-tommers Ultra-HD TV fra Samsung

Samsung hopper på Ultra-HD karrusellen med et super højopløst 85-tommers LED TV.

I modsætning til konkurrenterne Sony og LG har Samsung holdt en lav profil, når det gælder næste generations ultra-højopløste tv. Det er det nu slut med.

Koreanerne lægger ud med en 85 tommer stor LED-LCD-skærm med UHD opløsning. Den nye skærm bliver ikke vist officielt før CES-messen i januar, men er indtil videre ”verdens største kommercielle UHD-skærm”. Så ved du det.

Samsungs nye 85-tommer bliver ikke vist officielt før CES 2013. Billedet viser en 70” prototype.

Med en opløsning på 3840 x 2160 pixels byder Samsung-skærmen på hele 8 millioner pixels, eller fire gange så mange som en ordinær Full HD skærm (1920 x 1080). Skærmen vil være kant-LED baseret, med Samsungs egen Micro Dimming teknik for bedst mulig kontrast og sortniveau.

Spørgsmålet er så, hvor længe Samsung vil beholde ”verdens største” titlen. Den er kun en tomme større end Sonys og LG´s allerede lancerede 84 tommere. Panasonic har ellers vist ikke-kommercielle UHD plasmapaneler på op til 152 tommer.

Prisen er det endnu for tidligt at sige noget om, andet end at den næppe vil havne under 150.000 kroner.

Les videre
Exit mobile version