4K OLED-tv på vej fra Panasonic

Panasonics næste topmodel bliver formentlig et tv med OLED-teknik.

Følg Lyd & Billede på Twitter  og Instagram Instagram

Under sin årlige minimesse, Panasonic Convention i Frankfurt, fremviste den japanske producent sit nye tv-udvalg for 2015. Her udgjorde LED LCD-fjernsyn med 4K-opløsning størsteparten af sortimentet.

Nogen direkte efterfølger til den nuværende topmodel, den kritikerroste AX900-serie, blev dog ikke lanceret. Derimod demonstrerede Panasonic et nyt 65″ OLED-tv med 4K-opløsning (3.840 x 2.160 pixel). Billedkvaliteten var virkelig i en klasse for sig med fascinerende, naturlige farver og stærk kontrast.

Tv’et er foreløbig kun en prototype, men repræsentanterne på Panasonic-standen syntes temmelig enige om, at det også vil blive lanceret i en færdig version – måske allerede til efteråret. Derfor er det fristende at spekulere på, om dette er Panasonics næste topmodel, og en direkte efterfølger til referencemodeller som AX900 (Direct LED) og ZT60 (plasma).

Det er på nuværende tidspunkt uklart, om Panasonic har produceret OLED-panelet selv, eller om de har lånt teknologien fra LG Display, som de gør på mange af deres LED-skærme. Uanset hvad vil et tv, der kombinerer OLED-teknologi med Panasonics avancerede billedbehandling og gode kalibreringsmuligheder uden tvivl have potentiale til at blive den nye konge af billedslagmarken.

Først til efteråret – tidligste
Hvis Panasonics prototype skulle blive en realitet, vil det næppe blive lanceret inden efterårets IFA-messe i Berlin. Det er også for tidligt at sige noget om, hvad det vil koste. I mellemtiden ser vi frem til at tage et nærmere kig på deres mere almindelige, billigere tv med LED LCD-teknologi.

Les videre
Exit mobile version