Windows 10 nu også til miniaturecomputere

Hobbycomputeren Rapsberry Pi har fået sig en version af Windows 10. Dog uden vinduer og Start-knap.

Microsofts nye Windows-udgave er ude nu, og adskillige millioner har valgt at downloade den som gratis opgradering til deres pc. Vi bringer en test af Windows 10 i vores septembernummer.

I første omgang har Microsoft lagt ud med at lancere en pc-version, men mobiludgaven følger efter senere på året. Nu er der imidlertid kommet endnu en udgave, som allerede kan hentes gratis hos Microsoft. Og den er lidt speciel.

Så lidt computer skal der til for at køre specialudgaven af Windows 10. En Raspberry Pi2 kan købes for lige under 350 kroner.

Styresystemet, der bærer navnet Windows 10 IoT Core, er nemlig beregnet til såkaldte embeddede systemer, som er små computere, der kan integreres i dagligdags ting. Blandt de platforme, som indbygningsudgaven af Windows 10 kører på, er hobbycomputeren Raspberry Pi. På Microsofts udvikler-blog kan man se, hvordan man kan lave en airhockeyspillende robot.

Læs også: Se om din mobil får Windows 10

Det er i sagens natur en noget neddroslet udgave af Windows 10, der tilbydes til de små pus. Blandt andet er det meste af brugerfladen skåret væk, så du må belave dig at køre Windows uden vinduer. Og den netop genopstandne Start-knap må også undværes.

At Windows kører på andet end traditionelle computere, er ikke nogen nyhed. Windows NT har længe styret automater og kiosksystemer. Hvilket er årsagen til, at man ind imellem ser den velkendte blå skærm i billetautomaten eller i standeren på tankstationen, som fortæller, at der er opstået en fejl, og at systemet skal genstartes.

BSOD (Blue Screen Of Death) i Heathrow lufthavn, England.

Kilde: TechChrunch

Læs også: Windows 10 kommer i syv udgaver

 

Les videre
Exit mobile version