Se hvad der skete da dreng tog selvbygget ur med i skole

Ahmed Mohamed ville vise sin lærer et ur, han selv havde bygget. Det skulle han aldrig have gjort.

Foto: Philips

Ahmed Mohamed på 14 år går i skole i staten Texas. Han er en opfindertype, og søndag aften, inden han skulle i skole mandag morgen, havde han bygget sit eget digitalur på 20 minutter ved hjælp af en printplade, en strømforsyning og et digitalt display, som han monterede i en kasse med et hologram af en tiger på forsiden!

Stolt af sit lille eksperiment tog han det hjemmebyggede ur med i skolen, MacArthur High School i byen Irving, og viste det til sin lærer i faget teknologi.

Den pågældende lærer gav Ahmed det råd, at han endelig ikke måtte vise uret til andre lærere på skolen, og det åbenbart med god grund. For da Ahmeds engelsklærer alligevel opdagede uret senere på dagen – det begyndte at bippe og hun insisterede på, at han skulle vise hende, hvor lyden kom fra – blev hun chokeret og insisterede på, at det lignede en bombe.

Det mente Ahmed nu ikke, men engelsklæreren konfiskerede alligevel uret, og et par timer senere troppede en håndfuld politifolk op på skolen og arrestede den 14-årige elev, der blev ført væk i håndjern – iført sin NASA t-shirt!!!

Foto: Anil Dash/Twitter

Politiet forhørte drengen, der nægtede, at han på nogen måde havde haft til hensigt at bygge en bombe, men politiet troede ham ikke og fastholdt, at han som minimum måtte have haft hensigt til at bygge en bombe-attrap, altimens skoleinspektøren truede ham med bortvisning fra skolen.

I videoen herunder kommer Ahmed med sin egen version af historien:

Ahmed måtte aflevere sine fingeraftryk på politistationen, men slap ellers med skrækken, da politiet, som det blev meddelt på en pressekonference i løbet af i dag, alligevel ikke mente, at Ahmed havde haft til hensigt at “skabe påstyr”. Det blev dog fastholdt, at uret var at betragte som en bombeattrap, ligesom Ahmed er blevet suspenderet fra undervisningen i tre dage.

Men de dage kan han så bruge på at besøge Præsident Obama, som har inviteret ham på besøg i det Hvide Hus. Ahmeds to søstre har nemlig oprettet en Twitter-profil for deres lillebror – @IStandWithAhmed – som i løbet af få dage har fået over 20.000 følgere og hilsener fra hele verden. Herunder altså fra Barack Obama, men også fra tidligere udenrigsminister og nuværende præsidentkandidat, Hillary Clinton.

Kilder: The Dallas Morning News, Gizmodo, The Intercept

Les videre
Exit mobile version