Bil & Mobilitet Computer Sport & Træning Gaming Mobil Smart Home Teknologi

Plus / Minus

Påstand: Om fem år er Facebook i bedste fald en skygge af sig selv, og de fleste brugere er væk!

Skrevet af / 10/09/2012 - 00:06
Plus / Minus

Hver måned præsenterer to medarbejdere fra Lyd & Billede/GEAR-redaktionen hver sin holdning til et aktuelt, kontroversielt eller bare vigtigt tema inden for teknologi, forbruger-elektronik, gadgets, IT, mobiltelefoni eller et andet relevant emne.

Emnet defineres altid i form af en bestemt påstand, og den medarbejder, som er enig med udsagnet, repræsenterer plus-holdningen, mens modstanderen står for minus-argumenterne.

Læs argumenterne og bland dig gerne i debatten. Brug kommentar-feltet under artiklen.

Påstand: Om fem år er Facebook i bedste fald en skygge af sig selv, og de fleste brugere er væk!

Plus – Peter Gotschalk
I skrivende stund har Facebook tabt en fjerdedel af sin aktieværdi, siden firmaet gik på den amerikanske børs for godt en uge siden. Ingen ved selvfølgelig, om den udvikling fortsætter. Måske er aktien steget betragteligt, når du læser dette indlæg, men i mine øjne er Facebook-aktiens problemer et varsel om det, der er værre. For Facebook, altså.
Hvorfor er værdien faldet så hurtigt? Der er faktisk tale om den mest katastrofale børsintroduktion for noget teknologi-firma i USA. Nogensinde. Hvis man havde troet, at Facebook ville blive en amerikansk ”folke-aktie”, så tog man altså grueligt fejl. Og det er her, hunden ligger begravet, skulle jeg mene.

Facebook lever af sine brugere, og vi er ligesom (næsten) alle sammen på Facebook, så Mark Zuckerberg, Facebooks stifter, lever altså af dig og mig. Men hvis du og jeg ikke tror nok på tjenesten til at købe en mikroskopisk del af den, når vi nu kan få lov til at blive medejere, så virker det for mig som begyndelsen på enden. Hvor loyale er vi så som brugere? Tja, spørg ejerne af det tidligere så populære MySpace. De kan fortælle dig en ting eller to om brugernes loyalitet.

Hvis du har fulgt med i finanskrisen, så har du måske hørt begrebet ”Too Big to Fail”, som er blevet brugt om diverse banker og finansielle virksomheder, der er så enorme, at de tidligere blev betragtet som udødelige. Sådan har jeg også tænkt om Facebook. Med SÅ mange brugere kan den tjeneste ikke dø, tænkte jeg. Blandt andet da Google lancerede Google+, som i dag da også ligner internettets svar på en spøgelsesby, gav jeg dem ikke en chance. De slår ikke Facebook af banen, var jeg sikker på. Og det fik jeg ret i, men det er kun fordi Google+ dybest set ikke er særlig fedt. Og det er Facebook heller ikke. Mere.

Jeg har været på Facebook siden 2008, og hver eneste gang, der er blevet ændret på tjenesten, så er den efter min ydmyge mening blevet dårligere og dårligere. Værst af alt er manglen på gode, nye ideer. Og kommer der endelig noget nyt, så vækker det ikke ligefrem brugernes begejstring. Det seneste eksempel er såkaldt social deling af nyheder, som blev lanceret sidste år. Her skulle de respektive avisers Facebook-apps automatisk dele, hvad man læser af artikler og nyheder – på samme måde som du altid kan se, hvad dine venner lytter til på Spotify – men nu vælger folk disse apps fra i stor stil. Fordi de ikke bryder sig om den automatiske overvågning af deres læsevaner, og fordi deres ”væg” bliver spammet til ud over alle grænser med links til alt muligt, de har læst. (Læs mere her for flere detaljer).

Jeg tror fuldt og fast på, at sociale medier også om fem år nærmest vil være kernen i internettet, men det er ikke ensbetydende med, at Facebook spiller nogen rolle til den tid. Tjenesten har for længst mistet nyhedens interesse, og hvad endnu værre er, så har Facebook også mistet evnen til at begejstre sine brugere. Indtil videre bliver vi hængende, men kommer der noget nyt, som virkelig fænger os, så er vi væk. Og det kommer til at gå hurtigere end Facebook-aktiens styrtdyk.

Minus – Åsa Warme
Jeg tror ikke på, at den helt almindelige Facebook-bruger tager sig specielt meget af, at Facebook nu er blevet børsnoteret. Faktisk er jeg overbevist om, at de færreste Facebook-brugere overhovedet har hørt om den hypede børsintroduktion. For brugeren gør det nemlig ingen forskel. Så længe tjenesten forbliver gratis, kan vi andre være ligeglade.

Der findes naturligvis mange måder at forholde sig til dette sociale fænomen på, og igennem de seneste år er Facebook gået fra at være et sted, hvor man blottede hele sit liv og sin sjæl, til at være en kilde til at involvere de kæreste og de næreste i ens liv i ens dagligdag. Selvfølgelig er der stadig dem, der mener at skulle blotte sig fuldstændig på Facebook, men det kan du jo som bruger selv afgøre, om du vil være tilskuer til. Blokér personen eller fjern ham eller hende som ven, hvis det bliver for meget. Hvor svært kan det være?

Personligt synes jeg, at Facebook er et strålende redskab, som jeg bruger til at holde mig opdateret omkring, hvad der sker i mine venners liv. Familie, job, fitness og alt det andet, som optager min tid, gør, at det kan være svært at få tid til en kop kaffe eller en telefonsamtale helt så ofte, som jeg kunne ønske mig. Men via Facebook får jeg i hvert fald et overblik over, hvad der sker i omgangskredsen, hvilket også betyder, at man hurtigt kan komme i gang med samtalen, når vi mødes, uden at skulle bruge flere timer på at samle op på alt det, som er sket siden sidst. På Facebook kan vi også på glimrende vis mødes på tværs af generationerne. Der er mere end 40 år mellem min yngste og min ældste ven på Facebook, og det er fascinerende at tage del i disse menneskers tanker og overvejelser.

Desuden skal man ikke undervurdere Facebook og det sociale netværk, når det eksempelvis gælder politiarbejde. En god ven mistede sin cykel til en værdi af 55.000 kroner (ja, der findes faktisk så dyre cykler!), men på grund af hans lynhurtige indlæg på Facebook sammen med et billede fandt en af hans Facebook-venner både cykel og tyv mindre end 60 kilometer væk i løbet af et par timer. Der er få ting, som slår Facebook, når det gælder om at dele information hurtigt og effektivt. I min hjemby havde folk allerede organiseret en eftersøgning for at finde en forsvunden person, inden politiet overhovedet hørte om, at vedkommende var blevet væk. Og takket være Facebook kunne forbrydelsen efterfølgende opklares.

Bare fordi Facebook giver dig mulighed for at blotte krop og sjæl, betyder det ikke, at du behøver gøre det. Man har vel altid et valg – selv som Facebook-bruger! Mistede relationer tages op igen, lejlighedsbytning formidles og karriere-relevante kontakter skabes. Facebook er gået fra at være nyt og trendy til at være en lige så naturlig del af dagligdagen som dit køleskab! Og med det mener jeg, at de fleste af os har det, de fleste bruger det, men det er blevet så selvfølgeligt, at vi slet ikke tænker over det. Jeg tror ikke, Facebook går nogen steder lige foreløbig!

Peter Gotschalk
(f. 1973): Chefredaktør for L&B Home. Peter har arbejdet for Lyd & Billede siden 2012. Han har været aktiv som tech-journalist for talrige medier siden 1998, bl.a. som chefredaktør for gadget-magasinet GEAR og som journalist for magasinerne PC World og Privat Computer. Peter skriver om smartphones og andre bærbare enheder samt om teknologisk innovation, herunder 5G, elektronisk mobilitet og smarte hjem.

Skriv din kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

AI planlægger vores ferie

Styr computeren med hjernen

Solpaneler i øjnene?

Googles AI fantaserer sig frem til spil

Ny AI udfordrer GPT-4

Google lancerer mini-AI

Kinas supercomputer slår rekord

AI-generator skaber realistiske videoer

ChatGPT får hukommelse - som kan slås fra

Kan dette pandebånd kontrollere drømme?

Googles chatbot skifter navn til Gemini

ISS modtager opgraderet computer

0
Lyd & Billede
Scroll to Top