Forskere ved Linköping Universitet i Sverige har for nylig opfundet en helt ny type skærm. I stedet for almindelige lysdioder bruger de et krystallinsk stof kaldet perovskit. Det har en næsten magisk evne til at udsende lys, samtidig med at det kan registrere omgivelserne.
En revolution for mobiler og smarture?
Forestil dig, at du har en perovskit-skærm som denne på din mobiltelefon eller dit smartur. Den kan spare strøm ved at fungere som et solpanel, når den ikke viser noget. Så snart du løfter uret eller mobilen for at kigge på det, registrerer skærmen det og tænder. Du kan scrolle og taste ved at berøre den og lade den scanne dit fingeraftryk for at logge ind. Uret måler endda din puls, mens du træner. Ingen ekstra sensorer er nødvendige.
Perfekt til laptop
Når du sætter dig for at arbejde på din PC, behøver du ikke at huske en adgangskode, bare læg fingeren på skærmen – så scanner den dit fingeraftryk og logger dig ind sikkert og problemfrit.
Mens du arbejder, registrerer skærmen, hvor du rører og kan give dig intuitiv kontrol. Skal du underskrive et dokument? Bare skriv direkte på skærmen med din finger, og din underskrift vil blive perfekt digitaliseret.
Det er for så vidt teknologi, vi allerede har, men i dag kræver det flere typer sensorer indbygget i ét produkt. Det er mere kompliceret, der er flere individuelle komponenter, som kan gå i stykker, og det gør hele produktet mindre kompakt.
Og eftersom hver enkelt forbindelse mellem komponenterne genererer mere varme, er det også mindre energieffektivt.
Hele skærmen er aktiv
Perovskit-skærmen er imidlertid ikke bare en passiv fremviser – den er en aktiv sensor. Hvis du bliver stresset, mens du scroller gennem dine e-mails, kan skærmen registrere de subtile rystelser i dine fingerspidser og give dig et hint om at tage en pause.
Mens du tager en kaffepause, fungerer skærmen som et solpanel og oplader sig selv fra solens stråler gennem vinduet. Dermed sparer du både strøm og skåner miljøet, mens du arbejder.
Lyder det for godt til at være sandt?
Tja, der er naturligvis stadig nogle udfordringer. Perovskit er ikke så stabilt som de materialer, der bruges i dagens LCD- og OLED-skærme. Prototyperne er selvsagt meget mindre end dem, der skal bruges til rigtige skærme, og de virker kun i nogle få timer, før de bliver ustabile og holder op med at lyse. Og foreløbig er opløsningen for lav til at aflæse fingeraftryk.
Ikke desto mindre har forskerne bag teknologien stor tiltro til den. De arbejder på at forbedre holdbarheden og mener, at problemerne vil være løst inden for 10 år. Og opløsningen kan øges ved at gøre pixlerne mindre. Faktisk kan størrelsen på pixlerne teoretisk set kun begrænses af lysets bølgelængde.
I betragtning af at kvanteprikker som skærmpanelteknologi først blev præsenteret for verden i 2010 (og det var LG – ikke Samsung – der sammen med ingeniører på MIT var blandt pionererne), og indtil videre stadig kun findes i en bleg udgave af sig selv – nemlig som et farvefilter i LCD-skærme fra blandt andet Samsung og TCL, er 10 år måske lidt vel optimistisk for perovskit-skærmteknologien.
Lad os gå tilbage til 2009, hvor perovskit for første gang blev hyldet for sit potentiale som fremtidens solcellemateriale. I dag, 15 år senere, er der stadig ingen masseproduktion med materialet. Så vi holder ikke vejret, men følger med interesse med i udviklingen.
Kilder:
Læs videre med LB+
Årets bedste tilbud
Fuld adgang til alt indhold i 4 uger for 4 kr
LB+ Total måned
Fuld adgang til alt indhold i 1 måned
LB+ Total 12 måneder
Fuld adgang til alt indhold på Lyd & Billede og L&B Home i 12 måneder
- Adgang til mere end 7.500 produkttests!
- Store rabatter hos vores samarbejdspartnere i LB+ Fordelsklub
- Ugentlige nyhedsbreve med seneste nyheder/li>
- L&B TechCast – en podcast fra L&B
- Deaktivering af annoncer