Lad os lege med tanken. Du har fået nok. Trusler om toldmure, vaklende forsvarsalliancer og en generel geopolitisk hovedpine har fået dig til at træffe en principiel beslutning: “Nu er det slut med at sponsorere den amerikanske tech-industri!”
Det er en smuk tanke. Det er også en praktisk umulighed for den moderne forbruger.
For hvis du tror, at du kan leve et digitalt liv i Europa uden at sende penge og data over Atlanten, så lever du i en illusion. Det amerikanske teknologimonopol er ikke bare en række produkter, du køber; det er selve fundamentet under dit smarte hjem, din arbejdscomputer og din lommecomputer.
Det er ikke kun de åbenlyse syndere som Google, Microsoft, Apple og Meta. Det er infrastrukturen. Skal du betale for dine apps? Mastercard eller Visa. Vil du gemme dine filer i “skyen”? Dropbox, OneDrive, iCloud. Selv når du tror, du handler lokalt, ligger serverne ofte hos Amazon AWS eller Google Cloud.
Men hvis du insisterer på at markere din utilfredshed – eller bare gerne vil sprede din risiko lidt – så er her en guide til det digitale selvforsvar. Det bliver ikke nemt, men det er muligt.
Hardware-fælden: Asiatisk skal, amerikansk spøgelse
Vil du ramme den amerikanske økonomi på hardware-salget? Så styrer du naturligvis udenom Apple, Dell og HP. Det virker umiddelbart nemt, for markedet svømmer i fremragende alternativer fra Asien.
Du kan vælge kinesiske Lenovo, der ofte vinder på ren ydelse. Eller du kan gå efter taiwanesiske mærker som Asus eller Acer, der leverer maskiner i absolut topklasse, hvad enten det gælder gaming eller ultrabooks.
Og softwaren? Det vil gøre ondt, men der findes et alternativ til Windows og MacOS i form af open source-styresystemet Linux.
Men her klapper fælden: Du kan ikke løbe fra indmaden. Uanset om du køber kinesisk eller taiwanesisk, så banker der et amerikansk hjerte i maskinen. Stort set alle bærbare computere er bygget over en amerikansk Intel eller AMD processor. Og skal der grafik på skærmen, står der Nvidia på chippen. Og det gør der, fordi Nvidias Jensen Huang allernådigst har fået lov til at eksportere chips til Asien.
På mobilfronten er det samme historie. En taiwanesisk topmobil kører måske nok fantastisk, men motoren er typisk en Qualcomm Snapdragon – designet i San Diego, USA. Og softwaren? Android. Som bekendt ejet af Google.
Uanset om du køber kinesisk eller taiwanesisk, så banker der et amerikansk hjerte i maskinen.
Hvis du vil vriste dig fri, skal kampen derfor kæmpes på software og tjenester. Her er fem konkrete steder, du kan sætte ind.

1. Byg din egen sky med Nextcloud
Den mest direkte måde at stoppe strømmen af abonnementskroner og data til Silicon Valley er at melde sig ud af den amerikanske sky. Glem Dropbox, Google Drive og OneDrive.
Det tyske alternativ Nextcloud er den ultimative “prepping-løsning” for dine data. Her lejer du ikke bare plads; du overtager styringen. Du kan køre det på din egen fysiske server hjemme i kælderen eller leje en serverplads, der fysisk befinder sig i EU. Det betyder, at du har fuldt ejerskab over dine filer, kalendere og kontakter. Ingen amerikansk præsident eller tech-CEO kan “slukke” for dine data, uanset hvordan handelskrigen raser.
2. Gå under radaren med Mullvad VPN
Hvis de digitale grænser bliver trukket hårdt op, og internettet bliver mere opdelt, er det rart at kunne bevæge sig uset. Her kommer svenske Mullvad VPN ind i billedet.
Mullvad er kendt for en ekstrem tilgang til privatliv – de beder ikke engang om din mailadresse, når du opretter en konto, men genererer blot et nummer. Det handler ikke kun om at se amerikansk Netflix; det handler om at skjule din lokation og din trafik for nysgerrige amerikanske algoritmer og databrokere.
3. Mail uden nysgerrige øjne – og Exchange-problemet
De fleste af os har solgt vores sjæl til Gmail for bekvemmelighedens skyld. Men prisen er, at dine mails potentielt kan læses af amerikanske myndigheder under The Cloud Act, der giver USA ret til at kræve data udleveret fra amerikanske virksomheder. Samtidig med, at de råber op om, at Kina spionerer på brugerne.
Verden taler Microsoftsk. Exchange-protokollen er de facto standard på arbejdspladser verden over.
Løsningen er europæisk kryptering. Den schweiziske Proton Mail er sværvægteren her, men også tyske Tuta tilbyder mail-løsninger, hvor privatliv er standardindstillingen. Det er end-to-end krypteret og placeret sikkert uden for amerikansk jurisdiktion.
Men her er hagen: Verden taler Microsoftsk. Exchange-protokollen er de facto standard på arbejdspladser verden over. Når du skifter til en lukket, sikker mailtjeneste, risikerer du at blive den digitale enspænder, hvis kalenderinvitationer ender i spamfilteret, eller som ikke kan synkronisere kontakter med resten af familien. Det er prisen for suverænitet: Det er i bedste fald lidt mere bøvlet. Og i værste fald helt umuligt, hvis din arbejdsplads ikke er parat til at kappe forbindelsen over Atlanten.
4. Smart Home uden spioner
Smart Home-kategorien er i dag domineret af amerikanske stemmeassistenter, der lytter med: Google Nest, Amazon Alexa og Apple HomePod.
Her er rådet simpelt: Gør dit hjem “dumt” igen – eller i hvert fald lokalt. Vælg smart-produkter, der kører på åbne standarder som Zigbee eller Matter, og styr dem via en lokal hub (f.eks. Home Assistant på en Raspberry Pi), der ikke sender dine kommandoer til en server i Californien for at tænde lyset i køkkenet. Det kræver lidt mere nørderi, men du slipper for følelsen af at have en mikrofon fra Big Tech hængende i stuen.
5. Ketchup-testen
Når du så sidder der med din taiwanesiske laptop (med amerikansk CPU), din tyske cloud-løsning og din krypterede mail, og føler dig en lille smule sejrrig, så er her den sidste test. Den er analog, og den gør ondt.
Du kan nemlig sagtens boycotte amerikansk ketchup. Sig farvel til Heinz. Men er du villig til at leve resten af dit liv med smagen af Beauvais?
Hvis du kan svare ja til det, så kan du klare alt. Selv en verden uden Google.
Læs videre med LB+
LB+ Total UGE
Fuld adgang til alt LB+ indhold - Ingen bindingsperiode!
Tilbud - 4 uger 4 kr.
Fuld adgang til alt LB+ indhold
LB+ Total 12 måneder
Fuld adgang til alt indhold på Lyd & Billede og L&B Home i 12 måneder
- Adgang til mere end 7.800 produkttests!
- Store rabatter hos vores partnere i LB+ Fordelsklub
- Ugentlige nyhedsbreve med de seneste nyheder
- L&B TechCast – en podcast fra L&B
- Magsinet digitalt – ny udgave hver måned
- Deaktivering af annoncer
- L&B+ Video – kom med L&B-redaktionen bag kulisserne, på de store tech-messer og meget mere!




