Oprigtigt talt troede vi, at Sony havde sendt a6000-serien til de evige jagtmarker. Sonys fokus på systemkameraer og vloggingkameraer har været altoverskyggende. Men minsandten, fem år efter at vi testede a6600 er der endelig kommet en efterfølger.
Det hedder naturligvis a6700, og det har fået nogle vigtige opdateringer, der gør kameraet til en stærk konkurrent i premium-segmentet.

Det kompakte design gør a6000-serien til det perfekte rejsekamera, men a6700 er en meget kraftigere maskine, end størrelsen giver udtryk for. På indersiden har det Sonys 26 megapixel bagbelyste CMOS-billedsensor i APS-C-format samt den nye Bionz XR-processor med et strejf af kunstig intelligens, som genkender motiver.
Kameraet kan optage 4K-video ved 120 fps, men med kraftig 1,58x beskæring, og optage 4K-video fra 6K med op til 60p uden beskæring. Sidstnævnte bør betyde meget høj videokvalitet. Der er også understøttelse af 10-bit video i 4:2:2 eller 4:2:0, og kameraet har profilerne S-Cinetone, S-Log3 og HLG.

Man kan også tage stillbilleder i tabsfrit RAW-format og vælge mellem jpeg eller 10-bit HEIF-format. Der er desuden understøttelse af stillbilleder i HLG-format til visning af billeder – og video – på HLG-aktiverede TV’er.
Kameraets autofokus kender vi fra andre alpha-kameraer, og her dækker de 793 fokuspunkter et område på 93 procent, og man får selvfølgelig Sonys fremragende følgefokus med i købet. Skudhastigheden er opgivet til 11 fps, og kameraet har en indbygget femtrins billedstabilisator.

Fysisk er den største forbedring et indstillingshjul på forsiden samt en bedre batterilevetid på 570 billeder, men der er intet joystick på bagsiden til valg af fokuspunkt. Der er én SD-kortplads her, Mimo wi-fi og understøttelse af livestreaming. Kameraet kan også bruges som webcam.
Der er også et nyt menu-layout i a6700, men søgeren er stadig en relativt lille OLED-søger med en opløsning på 2,36 Mp.
Sony a6700 er en stærk konkurrent til bl.a. Fujifilm X-S20 og Canon EOS R7, og der er efterhånden kommet en del tilbehør til a6000-serien med APS-C-billedsensor.
Heriblandt den nye mikrofon ECM-M1, som har otte forskellige optageindstillinger, fire mikrofonkapsler og stereooptagelse.

Sony FE 70-200MM F4 Macro G OSS II
Som om det ikke er nok, lancerer Sony også sin første telezoom med makro. FE 70-200MM F4 Macro G OSS II er en kompakt telezoom til Sonys alpha-kameraer, som kan bruges på deres fullframe-kameraer, og den har en nærgrænse på 26 cm (!). Det er ret bemærkelsesværdigt for en 70-200 zoom.

Det er en virkelig kompakt 70-200’er med en længde på 149 mm og en vægt på 794 gram, som er praktisk at tage med ud i naturen.
Autofokus er opgivet til at være 20 procent bedre end forgængerens, og zoomen har fire XD-fokusmotorer, 19 linseelementer og leveres med stativbeslag.
Priser

Sony a6700:
- 13.000 kr. for kamerahuset
- 14.000 kr. med 16-50mm zoom
- 16.000 kr. med 18-135mm zoom
FE 70-200mm F4 G OSS II:
- 15.000 kr
ECM-M1:
- 3.150 kr