I de senere år har der været meget snak om madspild. Både fordi butikker smider fuldt spiselig mad ud, blot fordi udløbsdatoen er overskredet, men også i forhold til alle de madrester, vi smider ud derhjemme. Vi har sikkert alle sammen fundet et glemt glas bagerst i køleskabet med sidste uges aftensmad, som nu er blevet uspiselig. Det skal der ændres på, hvis det står til det svenske firma EcoLoc, der hævder at have, om ikke en løsning, så i hvert fald en måde at reducere problemet på.
“Hver gang maden kommer i kontakt med den cirkulerende luft, eller du rører ved den med hænderne, bliver den forurenet, hvilket sætter gang i nedbrydningsprocessen,” siger Johan Tingsborg fra EcoLoc.
Virksomhedens løsning er en bakteriedræbende lampe, som bruger det samme ultraviolette lys, som hospitaler bruger til at desinficere hele rum. Teknologien kan desinficere tæt på 100 procent og er udviklet af virksomheden PureFiz Technologies, som tidligere har brugt den til at rense vand.
Vi ser, at denne teknologi kan bruges i køleskabe og faktisk forbedre deres kernefunktion. Men nu kan vi reducere madspild hurtigere ved at implementere teknologien i et køkkenprodukt, der kan bruges i kombination med køleskabet,” siger Rune Torbjörnsen, CEO for PureFize Technologies.
Produktet består dels af en lampe, dels låg, der passer til IKEA’s 365-serie af madskåle, så man ikke behøver at købe specielle skåle. Når man har fyldt maden/resterne i, sætter man låget på og tænder lampen, som dræber alle forurenende stoffer på tre minutter.
Pris og tilgængelighed
EcoLoc fås som et startsæt med UV-lampe og tre låg til 1.646 kroner. Du kan også købe en 3-pak med låg for 346 kroner.