Las Vegas: Hvis TV’et er hjemmets underholdningschef, så har Samsung netop forfremmet køleskabet til administrerende direktør. Velkommen til en fremtid, hvor dit hjem ved, hvad du fejler, før du selv gør.
Vi befinder os i Latour Ballroom på Wynn-hotellet i Las Vegas. Samsung har inviteret til “First Look”, og overskriften for hele forestillingen er “Companion to AI Living”.
Det lyder som titlen på en selvhjælpsbog for robotter, men budskabet fra TM Roh, chefen for Samsungs Device eXperience-division, er ikke til at tage fejl af: Vi skal væk fra passive apparater og hen imod et økosystem, hvor dine gadgets er proaktive partnere.
Og her bliver rollefordelingen i det smarte hjem interessant. Mens TV’et sørger for underholdningen og stemningen, er det hvidevarerne og sundhedsudstyret, der tager sig af driften – og kontrollen. Samsung vil nemlig ikke bare hjælpe dig med at vaske tøj; de vil optimere din biologi og overvåge både dine madvaner og din familie.
Køkkenchefen har fået øjne
Samsungs Family Hub-køleskabe har længe været en fast bestanddel af CES, men i år er indmaden blevet betydeligt klogere. Takket være en opgradering til “AI Vision”, der nu baserer sig på Google Gemini, har køleskabet fået en reel forståelse for, hvad du propper i det.

Kameraet registrerer problemfrit, hvad der sættes ind og tages ud. Det betyder farvel til gætteleg og goddag til funktionen “What’s for Today?”, hvor skabet foreslår opskrifter baseret på de råvarer, du faktisk har. Og når køleskabet har bestemt menuen for i dag, giver det besled til ovnen om tilbereldelsen.
Det er smart og praktisk. Mere angstprovokerende er den nye “FoodNote” – en ugentlig rapport, der opsummerer dine madvaner. Det er muligt, det fremmer folkesundheden, men er du klar til, at din hang til natmad bliver omsat til statistik og serveret på en skærm, hver gang, du åbner køleskabet?
Robotten med det lange navn
Nede på gulvet finder vi en anden af hjemmets nye “companions”. Den hedder Bespoke AI Jet Bot Steam Ultra.
Under plastiktaget sidder en Qualcomm Dragonwing-processor og en “Active Stereo 3D Sensor”, der kan kende forskel på væsker. Robotten ved altså, om pletten på gulvet er vand, juice eller kaffe, og regerer derefter.
Når den ikke vasker gulv, fungerer den som en rullende vagthund. Kameraet kan streame video og give besked om kæledyr eller mistænkelig aktivitet, når du ikke er hjemme. Det er unægtelig praktisk, men tanken om et kamera på hjul, der patruljerer i stuen, kræver nok lidt tilvænning for de privatlivsbevidste.
Fra reaktiv til proaktiv omsorg
Det mest ambitiøse skridt tages dog, når vi ser på Samsungs vision for vores helbred. De vil flytte fokus fra reaktiv behandling til proaktiv forebyggelse. Den prøver med andre ord at løse problemerne, inden de opstår.
Gennem den nye Samsung Health Assistant bindes hele økosystemet sammen. Systemet vil kunne spore blodsukkerniveauer via en tredjeparts patch og – her kædes det hele sammen – foreslå opskrifter baseret på både dit aktuelle blodsukker og indholdet af dit køleskab.
Endnu mere vidtgående er forskningssamarbejder, der skal gøre wearables i stand til at opdage tidlige tegn på demens ved at analysere mikroskopiske ændringer i gangart, tale og engagement.
Det er teknologi, der potentielt kan redde liv eller i hvert fald forbedre livskvaliteten markant. Men det kræver en enorm tillid at lade en elektronikproducent overvåge ens kognitive tilstand. Samsung forsikrer naturligvis, at det hele er pakket ind i deres Knox-sikkerhedssystem, der løbende scanner for AI-risici.
På First Look-demonstrationen, der fandt sted d. 4. januar om aftenen, Las Vegas-tid, kunne vi se masser af hjælpsom elektronik med kunstig intelloigens om bord.
Benchmark din bedstemor
I den nemme og ukomplicerede ende så vi en AI-forstærket hovedpude, der kunne registrere snorken – og med motorers hjælp få brugeren til at vende sig om på siden. Det intelligtente soveværelse kunne også justere temperatur og luftfugtighed for at gøre søvnen mere harmonisk.
Så langt, så godt. I den ende af helseskalaen, der kan give anledning til diskussioner over middagsbordet var der også funktioner til det smarte hjem, der holder et omsorgsfuldt øje med slægtninges teknologiske gøren og laden. Og sender en besked, hvis bedstemor viser tegn på kognitiv svækkelse. Bare som en sikkerhedsforanstaltning. Ideen er god nok – og sikkert også rigtig. Men der skal nok sluges nogle kameler undervejs.

Dommen fra Las Vegas
Samsung mener det alvorligt med deres Companion-strategi. De vil væve sig ind i alle aspekter af din hverdag. Og for at gøre pillen lettere at sluge, har de indgået et partnerskab med forsikringsselskabet HSB, så det smarte, overvågede hjem kan udløse lavere forsikringspræmier. Vi så også produkter fra en lang række andre partnere, hvis produkter kan indgå i det gennemført intelligente hjem.
Teknologien er imponerende, og demonstrationerne her i Las Vegas er overbevisende. Spørgsmålet er bare, om vi er klar til at lade vores digitale venner overtage styringen i en grad, hvor køleskabet og uret ved mere om vores helbred, end vi selv gør.
Læs videre med LB+
LB+ Total UGE
Fuld adgang til alt LB+ indhold - Ingen bindingsperiode!
Tilbud - 4 uger 4 kr.
Fuld adgang til alt LB+ indhold
LB+ Total 12 måneder
Fuld adgang til alt indhold på Lyd & Billede og L&B Home i 12 måneder
- Adgang til mere end 7.800 produkttests!
- Store rabatter hos vores partnere i LB+ Fordelsklub
- Ugentlige nyhedsbreve med de seneste nyheder
- L&B TechCast – en podcast fra L&B
- Magsinet digitalt – ny udgave hver måned
- Deaktivering af annoncer
- L&B+ Video – kom med L&B-redaktionen bag kulisserne, på de store tech-messer og meget mere!



