TESTS Bil & Mobilitet Computer Sport & Træning Gaming Mobil Smart Home Teknologi

Nyhed

Xiaomi lancerer 15T-serie med Leica-kamera og offline-kommunikation

Den kinesiske producent byder på to nye smartphones med op til 5x optisk zoom og mulighed for kommunikation uden netværksdækning.

Af / 24/09/2025 - 15:30
Xiaomi lancerer 15T-serie med Leica-kamera og offline-kommunikation

Xiaomi har inviteret over 800 journalister fra hele Europa til München. Anledningen er det kinesiske firmas nye 15T-serie af smartphones, der består af både en standardmodel og en Pro-variant. De nye mobiler, vi netop har fået præsenteret fra scenen i Showpalast München, kommer med store 6,83″ AMOLED-skærme, Leica-kameraer med optik af høj kvalitet og en ny offline-kommunikationsteknologi, der skal gøre det muligt for brugerne at kontakte hinanden selv i områder uden netdækning!

Xiaomi muenchen
Xiaomi havde inviteret 800 journalister til lanceringen af Xiaomi 15T-serien i München. (Foto: Peter Gotschalk)
Læs også TEST: Xiaomi 15 Ultra Xiaomi 15 Ultra er nok den bedste - og dyreste - smartphone, den kinesiske virksomhed nogensinde har produceret. Men er den pengene værd?

Kameraer med Leica-optik

Kamerasystemet på begge enheder er udviklet i samarbejde med tyske Leica og tilbyder et spektrum af brændvidder fra 15 mm til 92 mm på standardmodellen, mens Pro-udgaven spænder fra 15 mm helt op til 230 mm. Begge modeller har et 50 megapixel hovedkamera med Leica Summilux-objektiv, hvor 15T har en blændeåbning på f/1,7, og 15T Pro byder på en endnu lysere blænde på f/1,62.

Xiaomi15TPro kamera overview
(Foto: Peter Gotschalk)

15T Pro har desuden en speciel 5x telekameraløsning, der ifølge Xiaomi kan levere både 5x optisk zoom og 10x optisk-niveau zoom, mens et såkaldt Ultra Zoom 2.0-værktøj aktiveres ved 20x zoom for at forbedre detaljerne yderligere. Standardmodellen må nøjes med et 46 mm telekamera med 2x optisk zoom. Begge enheder har også et 12 megapixel ultravidvinkelkamera med 120° synsfelt samt et 32 megapixel frontkamera.

På videosiden understøtter begge smartphones 4K HDR10+-optagelse med 30 fps på alle brændvidder, mens Pro-modellen tilføjer 4K med 120 fps på hovedkameraet og 8K-optagelse med 30 fps.

Xiaomi 15T Pro
(Foto: Peter Gotschalk)

Kommunikation uden netdækning

En af de mest bemærkelsesværdige nyskabelser i 15T-serien er den såkaldte Xiaomi Offline Communication, der ifølge producenten gør det muligt at kommunikere direkte mellem to 15T-enheder uden brug af mobilt netværk eller Wi-Fi. Pro-modellen kan ifølge producenten kommunikere over afstande på op til 1,9 kilometer, mens standardmodellen når op til 1,3 kilometer i åbne, uhindrede miljøer. Funktionen kræver dog et SIM-kort og en Xiaomi-konto.

Annonce
Xiaomi 15T Pro
(Foto: Peter Gotschalk)

Xiaomi understreger, at funktionen ikke er designet til nødsituationer, men snarere til brug i områder, hvor traditionelle signaler svigter, såsom under vandretur i øde områder.

Læs også TEST: Xiaomi 14T Pro Xiaomi 14T Pro er måske ikke den bedste smartphone på markedet, men til prisen vil de fleste brugere være mere end tilfredse.

Display og ydelse

Begge mobiler har 6,83″ AMOLED-skærme med 1,5K-opløsning (2.772 x 1.280 pixel) og en maksimal lysstyrke på 3.200 nit. Skærmkanten er blevet 27 procent tyndere end på den tidligere generation med kun 1,5 mm tykke kanter. 15T tilbyder en opdateringsfrekvens på 120 Hz, mens 15T Pro går op til 144 Hz.

Under motorhjelmen finder man forskellige processorer. 15T Pro drives af en MediaTek Dimensity 9400+-processor fremstillet med en 3 nm-proces, mens standardmodellen har en MediaTek Dimensity 8400-Ultra med 4 nm-teknologi. Begge enheder kommer med 12 GB RAM, men 15T fås med 256 GB lagerplads, mens Pro-varianten tilbydes med 512 GB.

Xiaomi 15T
Xiaomi 15T. (Foto: Peter Gotschalk)

Batteri og opladning

Begge smartphones er udstyret med et 5.500 mAh batteri, som ifølge Xiaomi kan bevare op til 80 procent kapacitet selv efter 1.600 opladningscyklusser. Når batteriet er helt afladet, kan mobilerne ifølge producenten tænde på under fire sekunder efter tilslutning af en oplader.

15T Pro understøtter 90 watt kablet opladning og 50 watt trådløs opladning, mens standardmodellen må nøjes med 67 watt kablet opladning.

Xiaomi 15T Pro
(Foto: Xiaomi)

Design og holdbarhed

Designmæssigt har begge enheder et minimalistisk udtryk med IP68-certificering for vand- og støvbestandighed. Xiaomi har opgraderet vandmodstandsevnen, så enhederne nu kan modstå nedsænkning i ferskvand på op til tre meter. Displayet er beskyttet af Corning Gorilla Glass 7i, der ifølge Xiaomi giver 100 procent bedre ridsebestandighed sammenlignet med tidligere generationer.

15T Pro adskiller sig ved at have en ramme af 6M13-aluminiumslegering, der skulle give forbedret faldbeskyttelse og strukturel integritet.

Software og AI-funktioner

15T-serien bliver de første globale enheder, der leveres med Xiaomi HyperOS 3, som dog først bliver tilgængeligt via en OTA-opdatering fra slutningen af oktober 2025. Systemet byder på en række AI-funktioner under navnet HyperAI, herunder forbedret multitasking, hurtige app-lanceringer og nyt designsprog fra låseskærme til notifikationer.

Kamerasoftwaren arbejder sammen med AI-platformen Xiaomi AISP 2.0, der ifølge kineserne forbedrer dybdeopfattelse, toner og farveægthed i billeder.

Xiaomi Watch S4 41 mm
(Foto: Peter Gotschalk)

Smartwatch S4

Sammen med 15T-serien lancerer Xiaomi også en ny version af sit Xiaomi Smart Watch S4, der nu bliver tilgængeligt i en 41 mm-model. Uret har et 1,32″ AMOLED-display med en opløsning på 466 x 466 pixel og op til 1.500 nit lysstyrke. Uret vejer kun 32 gram (uden rem) og har en batterilevetid på op til otte dage ved let brug, lover producenten. Det nye ur inkluderer avancerede sundhedsfunktioner, herunder hudtemperaturmåling og søvnsporing med 21-dages forbedringsplan.

Læs også TEST: Xiaomi Watch S4 (Rainbow) Med en lysere skærm, ny roterende krone og mere præcis GPS står Watch S4 endnu skarpere end sin forgænger. Er det nok til en opgradering?

Pris og tilgængelighed

Xiaomi 15T fås i farverne Black, Gray og Rose Gold og koster fra 4.999 kroner for modellen med 12 GB RAM og 256 GB lagerplads. Pro-modellen kommer i Black, Gray og Mocha Gold til en startpris på 6.699 kroner for varianten med 12 GB RAM og 512 GB lagerplads. Begge smartphones kan købes hos Elgiganten, Power, Proshop og Mistore fra den 29. september 2025.

Xiaomi Smart Watch S4 41 mm bliver tilgængeligt på det danske marked senere på efteråret 2025 med priser fra 1.199 kroner for modellen med fluororubber-rem, 1.399 kroner med læderrem og 1.799 kroner for den særlige Sunset Gold-udgave.

Lyd & Billede præciserer, at rejseomkostningerne til denne reportage blev betalt af producenten.
(f. 1973): Chefredaktør for L&B Home. Peter har arbejdet for Lyd & Billede siden 2012. Han har været aktiv som tech-journalist for talrige medier siden 1998, bl.a. som chefredaktør for gadget-magasinet GEAR og som journalist for magasinerne PC World og Privat Computer. Peter skriver om smartphones og andre bærbare enheder samt om teknologisk innovation, herunder 5G, elektronisk mobilitet og smarte hjem.

Skriv din kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Samsung Galaxy S26: Pris, lancering og specifikationer lækket

Glem iPhone og Samsung: Her er fire kinesiske smartphones du kan købe i stedet

Her er Samsung Galaxy Z TriFold

Slut med at styre Netflix på TV'et fra din smartphone

Nuser helt på månen: Swatchs nye samler-ur må kun sælges, når det sner i Alperne

iPhone Air og Galaxy S25 Edge flopper - nu dropper kinesiske producenter slim-modeller

Smart optager med autosync

Budget-flagskib og billigt smartwatch fra OnePlus før jul

Pixel-mobilerne får Airdrop

Frankrig om chatkontrol: "Vi er taget som gidsel af databeskyttelsen"

Slut med årlige iPhone-lanceringer

Lover langsom og rolig Android-oplevelse