Nyhed

Windows 10 Mobile lægges i graven

Det er slut med Windows-mobiler. Helt slut!

(Foto: Microsoft)

Microsoft havde store planer med det mobile operativsystem, Windows Phone, som senere blev afløst af Windows 10 Mobile.

Den første Windows-mobil, som røg over Lyd & Billedes testbænk var Nokia Lumia 900. Det var dengang, Microsoft havde købt hele Nokias mobilafdeling, og Windows Phone, dengang i version 7.5 Mango, både skulle redde det tidligere så mægtige Nokia-brand OG skabe grobund for Microsofts mobilkrig mod Apple (iOS) og Google (Android).

Sidste test af en Windows-mobil, Microsoft Lumia 650 (Nokia-navnet var i mellemtiden blevet smidt i skraldespanden), kom i maj 2016. Microsoft havde lanceret mobilen på Mobile World Congress i februar 2016, og det skulle blive den sidste Windows-mobil fra Seattle-firmaet nogensinde.

Efterfølgende har man som Windows 10 Mobile-bruger i det mindste kunne få support i form af sikkerhedsopdateringer og anden hjælp fra Microsoft, men det er slut per 10. december 2019, skriver firmaet på denne supportside.

Under overskriften “Windows 10 Mobile End of Support: FAQ” svarer Microsoft på en række spørgsmål. Herunder “Hvad skal Windows 10 Mobile kunder gøre nu?”.

Svaret? “Vi anbefaler, at kunder skifter til en aktuel Android- eller iOS-enhed.”

Så kan det vist ikke siges mere tydeligt.

Les videre
Exit mobile version