Harddisken, som kommunikerer trådløst med din smartphone eller tablet, giver 500 GB ekstra lagringskapacitet til f. eks. al din musik og video. Indholdet kan så streames direkte tilbage til mobilen eller tabletten fra harddisken, når du skal bruge det. Det gælder også video i HD-kvalitet. DashDrive Air AE800, som er harddiskens fulde navn, understøtter både iOS og Android. Bare installer app’en DashDrive Air Elite, og du er i gang.
Harddisken fungerer ikke kun med mobile enheder, men også med almindelige stationære og bærbare computere. Dermed kan du hurtigt få taget backup helt trådløst, uden bøvl med kabler.
I trådløs tilstand kan op til tre brugere streame video i 1080p-kvalitet samtidig, og fem brugere kan streame i 720p-kvalitet.
Trådløs hotspot
DashDrive Air kan også bruges som en trådløs hotspot, hvor den kan dele den eksisterende internetopkobling med op til otte enheder. Brugerne kan både hente data fra den trådløse harddisk og samtidig bruge DashDrive Air som adgangspunkt til internettet.
Bærbar lader
En anden smart funktion er, at den bærbare harddisk kan bruges til at oplade mobilen eller tabletten. Den har nemlig et indbygget batteri på 5200 mAh, som enten kan bruges til at drive harddisken i indtil otte timer, eller man kan bruge noget af kapaciteten til at oplade de bærbare enheder. Opladningen sker via et almindeligt USB-stik.
ADATA DashDrive Air måler 13,4 x 8 x 2,15 centimeter og vejer 215 gram. Prisen er ca. 850 kr.