Vi spilder tiden med gammel teknologi

Forbrugerne har mere avanceret udstyr i lommen, end de finder på skrivebordet. Det gider de unge ikke stå model til.

William Bell Scott: Iron and Coal. Foto: Wikipedia

De unge (og en stor del af os halvgamle) er med på noderne og ikke spor bange for teknologi. Men det betydet også, at de stiller samme krav til udstyret på arbejdspladsen, som de er vant til i privaten. Og hver anden bliver skuffet!

81% af arbejdstagerne i Skandinavien siger, at det er vigtigt, at arbejdspladsen kan tilbyde det nyeste tekniske udstyr. Og det i en sådan grad, at mange af dem vil vælge arbejdsplads efter udstyret. Det viser en rapport fra erhvervskommunikationsvirksomheden Fuze. 5.000 arbejdstagere og 2.500 teenagere i hele Europa er blevet spurgt om deres holdninger til, hvordan og hvor de gerne vil arbejde.

Blandt resultaterne kan man læse, at halvdelen af de ansatte i Skandinavien mener, at udstyret på arbejdspladsen er så utilstrækkeligt, at det er ikke er muligt at arbejde effektivt. Det er ikke blot spild af tid og penge, men også et damoklessværd over virksomhederne, når de skal have fat på næste generation af medarbejdere. 71 procent af de spurgte teenagere siger nemlig, at tidssvarende teknologi er en vigtig faktor, når de skal vælge arbejdsplads.

Blandt de diskvalificerende oldschool-teknologier finder man fastnettelefonen. Den synes kun en ud af 100 teenagere om at bruge, men de er stadig udbredt i virksomhedederne.

Kun af én ud af 100 unge er venner med fastnettelefonen. Foto: Simens/Wikipedia.

Mobil og apps frem for fastnet og papir
Rapporten, der har fået den nemme, mundrette titel “App-generationen: Sådan former fremtidens medarbejdere måden, hvorpå vi arbejder,” afslører, at der er stor afstand mellem de 15-18-åriges forventninger og den virkelighed, de faktisk vil møde på arbejdet. Nutiden arbejdstagere betragter fastnettelefoner, faxmaskiner, printere og papir som nødvendige genstande på arbejdspladsen, men teenagere har helt andre prioriteter. De opfatter især smartphones som absolut uundværlige arbejdsredskaber, og kommunikerer heller via sociale medier, tekstbeskeder og videoopkald frem for at ringe til hinanden. Og skal man endelig snakke sammen i “real time,” foretrækker lige så mange at bruge videoopkald, frem for gammeldags stemmeopkald.

Tager udstyr med hjemmefra
Når den teknologi, som IT-afdelingen stiller til rådighed, er utilstrækkelig, løser medarbejderne selv problemet ved at tage udstyr med hjemmefra. 45 % af arbejdstagerne i Skandinavien bruger deres egne mobiltelefoner på arbejde. Det er markant flere end i Frankrig (35 %), Tyskland (36 %) og Storbritannien (40 %). Mange skandinaviske ansatte bruger også software, der ikke er under IT-afdelingens kontrol. Det drejer sig blandt andet om apps til mobilbeskeder (31 %) og sociale medier (21 %).

Forskningsresultaterne hænger også tæt sammen med fremgangen i at arbejde fra hjemmet, og antyder, at tendensen vil fortsætte. 85 % af franske arbejdstagere ser fordele ved at kunne arbejde fra et andet sted end kontoret. Derudover er 71 % af dem enige i, at de ville arbejde mere effektivt hjemmefra, hvis de havde den rette teknologi sammenlignet med 65 % i gennemsnit i hele Europa og betydeligt flere end i Holland (57 %).

App-generationen er vokset op med mobilen som det normale. De er vant til at lave alting på deres smartphone, især kommunikation, og virksomhedernes nuværende teknologiske miljø er overhovedet ikke i nærheden af det“, siger Luca Lazzaron, senior vicedirektør for International Operations hos Fuze.

Rapporten findes desværre hverken på Google Play eller i App Store men den kan hentes på det gode gamle WWW.

Ud af de 7.500 adspurgte kom 1.500 fra Skandinavien.

Artikelfoto: William Bell Scott: “Iron and Coal” (Wikipedia)

Les videre
Exit mobile version