Turboladet iPhone-lillebror

iPhone SE har 4” skærm, men nyeste hardware på indersiden.

(Foto: Producent)

Præcis, som rygterne havde forudset, lancerede Apple i dag også en ny mindre iPhone. Tidligere har man måttet købe en ældre model, hvis man ville have sin iPhone i den “gammeldags” størrelse med 4” skærm, men nu kan man altså få lov til at købe den med den nyeste indmad og til en bedre pris.

Designet er “retro-kantet”, så iPhone SE ligner de gamle iPhone-modeller. Foto: Apple

På indersiden sidder nemlig den samme hurtige A9-processor som i den seneste iPhone 6s. Så man både kan køre seneste iOS-version og de mest krævende apps. Man får også nyere finesser som fingeraftrykslæser i hjemknappen og NFC, så iPhone kan bruges sammen med betalingsterminaler – når Apple Pay altså bliver lanceret på disse breddegrader på et tidspunkt.

Foto: Apple

Sammenlignet med den seneste 4”-model, iPhone 5s, er den nye iPhone SE 50% hurtigere, og alligevel har den langt bedre batteritid, hævder Apple.

Kameraet er på 12 MP, og man kan – som på den nye iPad Pro og flere andre Apple-produkter – anvende skærmen som blitz, når man tager selfies med frontkameraet på 1,2 MP.

Foto: Apple

Skærmen er som nævnt på 4” og har den gamle opløsning på 1136 x 640 pixels. Kontrasten er ikke lige så god som i de nyere iPhone-skærme, og man får heller ikke 3D Touch.

Men til gengæld bliver priserne en del mere humane end for de større modeller.

iPhone SE kan fås med 16 eller 64 GB indbygget lager og koster 3.699 kroner for den billigste model, mens 64 GB-versionen koster 4.599 kroner. Den kan fås i Danmark fra begyndelsen af april, men bestille den kan du allerede fra den 29. marts.

Læs mere om iPhone SE her.

Les videre
Exit mobile version