Bil & Mobilitet Computer Sport & Træning Gaming Mobil Smart Home Teknologi

Nyhed

Tre modeller i ny 7T-serie fra OnePlus

Kinesiske OnePlus lancerer 7T, 7T Pro og 7T Pro McLaren.

Skrevet af / 11/10/2019 - 01:09
Tre modeller i ny 7T-serie fra OnePlus

OnePlus er måske det lækreste mobilmærke, du ikke kender. For selvom det kinesiske firma laver nogle af de bedste smartphones på markedet – f.eks. forårets blændende OnePlus 7 Pro – så er deres markedsandel i Danmark stadig til at overse.

Men hvad OnePlus mangler i markedsandele, kompenserer de for med selvtillid, og rundt omkring i verden er der da også flere og flere forbrugere, som tager det kinesiske smartphone-brand til sig. Sågar her i Norden, nemlig i Finland, hvor OnePlus i øjeblikket sidder på cirka 10% af markedet, og såmænd også i Indien, hvor OnePlus er et af de største brands overhovedet.

Og firmaet ligger ikke på den lade side. Det er blot et halvt år siden, at OnePlus lancerede modellerne OnePlus 7 og førnævnte OnePlus 7 Pro, og nu er de klar igen med hele tre nye telefoner: OnePlus 7T, OnePlus 7T Pro og OnePlus 7T Pro McLaren Edition.

OnePlus 7T

De fleste nyheder finder vi hos OnePlus 7T, der har fortjent at blive en storsællert op til jul.

Mellemklassemobilen til 4.699 kroner (fås fra 17. oktober) har nemlig overtaget så mange af konfigurationerne fra forårets topmobil, OnePlus 7 Pro, at man næsten må føle sig lidt snydt, hvis man før sommeren gav over 6.000 kroner for dén model.

OnePlus 7T kommer med samme type 90 hz AMOLED-skærm som forårets OnePlus 7 Pro. Dog kun med FHD+ opløsning. (Foto: Peter Gotschalk)

 

Først og fremmest kommer 7T med samme type 90 Hz AMOLED-skærm som sin dyrere forgænger. I praksis betyder den højere opdateringshastighed, at hele brugerfladen – alle menuer, ikoner og animationer – vises med flere billeder i sekundet end på konkurrerende mobiler. Det giver en langt mere flydende og hurtig brugeroplevelse, som kan være svær at undvære, når man først har oplevet det. OnePlus 7T får også HDR10+, så understøttet videoindhold fra f.eks. Netflix og YouTube fremstår med bedre kontrast og mere dybde.

Hvor OnePlus 7 Pro kom med 2K-opløsning, må 7T dog nøjes med FHD+ (2400 x 1080 pixels), men skærmen er også lidt mindre (6,55″) og kommer i et smallere 20:9-format.

Blandt OnePlus 7T’s nye kamerafunktioner er bl.a. en ny makrofunktion, der kan tage skarpe billeder fra 2,5 cm afstand. (Foto: OnePlus)

 

Med 7 Pro introducerede OnePlus også deres såkaldte Warp Charge hurtigopladning med 30W, og den bliver nu opgraderet med OnePlus 7T, så mobilen kan oplades fra 0% til 50% strøm på blot 20 minutter. 70% skal tage en halv time, mens det tager en hel time at nå op på 100% strøm, hvis batteriet er helt tomt, når man starter.

Også kameraet har OnePlus 7T mere eller mindre “stjålet” fra den dyrere OnePlus 7 Pro.

Det primære kamera består således af tre objektiver: En 48 megapixel f/1.6 hovedlinse med Sony IMX586-sensor samt en 16 megapixel 117 graders ultravidvinkel og en 12 megapixel f/2.2 telelinse. Kameraet har 2x optisk zoom samt både optisk og elektronisk billedstabilisering.

Det nye cirkulære kameramodul i OnePlus 7T indeholder et triple-kamera med 48 Mp hovedlinse samt ultravidvinkel og telelinse. (Foto: Peter Gotschalk)

 

Blandt nye kamerafunktioner er bl.a. en ny makrofunktion, der kan tage skarpe billeder fra 2,5 cm afstand.

OnePlus 7T får sågar en processor (Snapdragon 855+), der er 16% hurtigere end den, der sidder i OnePlus 7 Pro, men til gengæld må man nøjes med noget mindre indbygget lager (128 GB).

Sidst, men ikke mindst, kommer OnePlus 7T som den første smartphone i verden med den nyeste Android 10-version “out of the box”.

OnePlus 7T Pro

Selvfølgelig får 7T-serien også en Pro-model, men den er meget lig sin direkte forgænger. Designmæssigt er de to mobiler nærmest identiske, men 7T Pro har fået større batteri (på 4085 mAh, hvilket er en forøgelse på 85 mAh ift. 7 Pro), samme Snapdragon 855+ processor som 7T, ligesom 7T Pro også kommer med Android 10 “out of the box”.

OnePlus 7T Pro er stort set identisk med forårets OnePlus 7 Pro. Dog er bl.a. batteri og processor blevet opgraderet. (Foto: Peter Gotschalk)

 

OnePlus 7T Pro er også tilgængelig fra 17. oktober og vil kunne købes for 5.699 kroner (med 8 GB RAM og 256 GB lager).

OnePlus 7T Pro McLaren

Lidt flere penge skal man have op ad lommen, hvis man vil have fingrene i det ultimative flagskib, OnePlus 7T Pro McLaren Edition.

Den er fremstillet og designet i samarbejde med sportvognsproducenten McLaren, og kommer med samme specifikationer som OnePlus 7T Pro, dog med 12 GB RAM.

Den ikoniske papaya-orange farve ses diskret på OnePlus 7T Pro McLaren Edition som en hyldest til McLaren Racing. (Foto: OnePlus)

 

Inspireret af McLarens enestående tilgang til design er OnePlus 7T Pro McLaren Edition en “kombination af kraft og skønhed”, skriver OnePlus i en pressemeddelelse, der fortsætter:

“Den ikoniske papaya-orange farve ses diskret på OnePlus 7T Pro McLaren Edition som en hyldest til McLaren Racing, og de velkendte farver ses da også på McLarens nuværende Formel 1-racere.

Coveret på OnePlus 7T Pro McLaren Edition er nøje designet med Alcantara, et sammensat stofmateriale, der resulterer i en blød følelse i hånden, og som sikrer stor holdbarhed og et mere sikkert greb.”

OnePlus 7T Pro McLaren Edition er identisk med OnePlus 7T Pro, og dermed har de begge præcis samme kameramodul som forårets topmodel, OnePlus 7 Pro. (Foto: Peter Gotschalk)

 

OnePlus 7T McLaren kommer i butikkerne fra 5. november og kommer til at koste 6.499 kroner. Det er 100 kroner mere end OnePlus 7 Pro oprindeligt kostede, men så får man også den kraftigste smartphone, OnePlus nogensinde har produceret.

Specifikationer

OnePlus 7T
Operativsystem: Android 10 (+ OxygenOS 10)
Skærm: 6,55” Fluid AMOLED 90 Hz, QHD+ (3120 x 1440), 402 ppi
Processor: Qualcomm Snapdragon 855+
Hukommelse: 8 GB RAM / 128 GB lager UFS 3.0
Kameraer: 48 Mp f/1.6 + 16 Mp f/2.2 117° ultravidvinkel + 12 Mp f/2.2 tele (primært) / 16 Mp (front)
Trådløst: 4G/LTE, 802.11a/b/g/n/ac, Bluetooth 5.0, NFC, A-GPS, GPS, GLONASS, Galileo, BeiDou
Mål og vægt: 160,94 x 74,44 x 8,13 mm / 190 g
Batteri: 3800 mAh, 30 W Warp Charge 30T

OnePlus 7T Pro
Operativsystem: Android 10 (+ OxygenOS 10)
Skærm: 6,67” Fluid AMOLED 90 Hz, QHD+ (3120 x 1440), 516 ppi
Processor: Qualcomm Snapdragon 855+
Hukommelse: 8 GB RAM / 256 GB lager UFS 3.0
Kameraer: 48 Mp f/1.6 + 16 Mp f/2.2 117° ultravidvinkel + 8 Mp 78 mm f/2.4 tele (primært) / 16 Mp f/2.0 (front)
Trådløst: 4G/LTE, 802.11a/b/g/n/ac, Bluetooth 5.0, NFC, A-GPS, GPS, GLONASS, Galileo, BeiDou
Mål og vægt: 162,6 x 75,9 x 8,8 mm / 206 g
Batteri: 4085 mAh, 30 W Warp Charge 30T

OnePlus 7T Pro McLaren
Operativsystem: Android 10 (+ OxygenOS 10)
Skærm: 6,67” Fluid AMOLED 90 Hz, QHD+ (3120 x 1440), 516 ppi
Processor: Qualcomm Snapdragon 855+
Hukommelse: 12 GB RAM / 256 GB lager UFS 3.0
Kameraer: 48 Mp f/1.6 + 16 Mp f/2.2 117° ultravidvinkel + 8 Mp 78 mm f/2.4 tele (primært) / 16 Mp f/2.0 (front)
Trådløst: 4G/LTE, 802.11a/b/g/n/ac, Bluetooth 5.0, NFC, A-GPS, GPS, GLONASS, Galileo, BeiDou
Mål og vægt: 162,6 x 75,9 x 8,8 mm / 206 g
Batteri: 4085 mAh, 30 W Warp Charge 30T

Lyd & Billede præciserer, at rejseomkostningerne til denne reportage blev betalt af producenten.
Peter Gotschalk
(f. 1973): Chefredaktør for L&B Home. Peter har arbejdet for Lyd & Billede siden 2012. Han har været aktiv som tech-journalist for talrige medier siden 1998, bl.a. som chefredaktør for gadget-magasinet GEAR og som journalist for magasinerne PC World og Privat Computer. Peter skriver om smartphones og andre bærbare enheder samt om teknologisk innovation, herunder 5G, elektronisk mobilitet og smarte hjem.

Skriv din kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

OnePlus på vej med nye produkter

Heineken lancerer trist mobil

Årets Edge-serie er her

Billigere iPhone-reparationer

Sporingstags til alle Android-mobiler

Smart kombioplader til ferien

Hvad vil Apple vise i juni?

Galaxy Tab S6 Lite opgraderet

Design din drømmemobil

Kommer der Google-AI i iPhone?

Lettere skift fra iPhone til Android

Se det store billede på din Google Pixel

0
Lyd & Billede
Scroll to Top