Bil & Mobilitet Computer Sport & Træning Gaming Mobil Smart Home Teknologi

Stor Microsoft-satsning afsløret før tid

Det kommende styresystem til mobiler, Windows Phone 8, er blevet lækket, og mange nye funktioner er blevet afsløret før tid.

Skrevet af / 30/07/2012 - 07:12
Stor Microsoft-satsning afsløret før tid

Det er ingen hemmelighed, at Microsoft er på vej med et nyt styresystem til smartphones, og Microsoft selv har allerede løftet sløret for mange af de nye funktioner, der vil finde vej til mobilen senere på året.

Men en såkaldt udviklerudgave af styresystemet er nu blevet lækket, og flere nye funktioner i Windows Phone 8 er nu blevet afsløret før tid. Nogle af de vigtigste nyheder er:

Backup
Hvis uheldet skulle være ude, og man får ødelagt sin elskede mobil, eller man mister den, så er det ualmindeligt surt at skulle hente alle ens yndlings-apps igen samt at skulle genskabe alle indstillingerne – for slet ikke at tale om alle de fotos, sms’er og så videre, man har mistet.

Men heldigvis får Windows Phone 8 en ny backup-funktion, hvor alle apps, indstillinger og filer nemt kan blive gemt i skyen, så man kan fortsætte, hvor man slap med den nye telefon.

Notifikationer
Det er nu muligt at indstille enhver app til at kunne komme med notifikationer på låseskærmen. Så hvis du synes, det er vigtigt at vide, når det er din tur i Wordfeud, så kan du få det oplyst på låseskærmen, helt på samme måde som det er tilfældet med mails, sms’er og opkald.

Data
I Windows Phone 8 bliver det muligt at holde øje med, hvornår og hvordan man bruger data, noget som af en eller anden grund ikke er muligt i den nuværende version. Man kan indtille, hvor meget data man har i sin pakke, så man ved, hvis man er ved at overskride grænsen.

Desuden kommer der en ny funktion i den indbyggede browser, Internet Explorer 10, hvor man vil kunne komprimere hjemmesider, inden man besøger dem. Det betyder, at de enkelte sider kommer til at fylde væsentligt mindre, så de ikke kræver så meget data. Det er specielt nyttigt, hvis man har en mindre datapakke, men det vil også gøre det hurtigere at hente siderne. Det er en funktion, Microsoft har snuppet fra Operas fænomenale mobilbrowser, men vi byder alligevel tiltaget velkommen.

Kamera
Der kommer en del forbedringer til den indbyggede kamera-app, hvoraf nogle burde have været der fra starten. Man kan for eksempel nu vælge flere billeder på en gang i galleriet, og det bliver nemmere at dele fotos. Desuden kommer der nu flere muligheder for at modificere billederne, så man nemt kan eksempelvis beskære eller rotere billederne.

Desuden vil alle apps, der bruger kameraet blive samlet under en paraply, så det bliver meget nemmere at have med at gøre.

Kort
En utroligt smart ny feature i det kommende styresystem er, at man i det indbyggede kort vil kunne blive guidet til de nærmeste wifi-hotspots. Det betyder, at hvis man får brug for computeren på farten, så kan man hurtigt finde ud af, hvor man kan komme på nettet. Og siden kortfunktionen i Windows Phone 8 bliver det fænomenalt gode Nokia Maps, så håber vi, at det også vil kunne lade sig gøre, selvom man ikke har dataforbindelse, eksempelvis i udlandet.

Desuden kommer der også en ny 3D-funktion i kortet.

Windows Phone bliver modent
Der er uden tvivl mange andre nye funktioner i det kommende styresystem, og en del er allerede blevet afsløret af Microsoft selv, blandt andet den nye startskærm, NFC samt understøttelse af multikerneprocessorer og micro-SD.

Det tyder i høj grad på, at Microsoft har kigget på kritikken af deres i øvrigt utroligt velfungerende styresystem og implementeret en del ændringer, der vil være med til at cementere deres position som det nok mest innovative styresystem til mobiler netop nu. Vi håber, at vi kun har set toppen af isbjerget i denne tidlige udviklerversion.

Vi er dog stadig utilfredse med, at de nuværende Windows Phone-mobiler ikke bliver opdateret, for siden Windows Phone (og dermed også Nokia) er underdogs i forhold til Android og iPhone, så er der ikke plads til at skuffe kunderne særligt mange gange, før de hopper tilbage til en af konkurrenterne. Men alligevel vover vi at være forsigtigt optimistiske, for potentialet for Windows Phone er enormt, og vi er allerede ret pjattede med den nuværende udgave.

Denne nyhed bringer vi i samarbejde med TV 2 Beep.

Skriv din kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Sporingstag til Googles Find My-netværk

OnePlus på vej med nye produkter

Heineken lancerer trist mobil

Årets Edge-serie er her

Billigere iPhone-reparationer

Sporingstags til alle Android-mobiler

Smart kombioplader til ferien

Hvad vil Apple vise i juni?

Galaxy Tab S6 Lite opgraderet

Design din drømmemobil

Kommer der Google-AI i iPhone?

Lettere skift fra iPhone til Android

0
Lyd & Billede
Scroll to Top