Extended Reality er en samlebetegnelse for Virtual Reality, Aumented Reality og Mixed Reality. Det vil sige briller, hvor man ser et helt kunstigt miljø, hvor man kan se digital information oven på det virkelige miljø, eller hvor man kan opleve 3D-objekter i rummet. Præcis hvor på skalaen Galaxy XR befinder sig, er lidt uklart.
Headsettet er det første produkt baseret på Android XR-platformen, som er udviklet af Samsung, Google og Qualcomm i fællesskab. Platformen er designet til at blive brugt i forskellige formater, fra headsets til briller. Den er baseret på åbne standarder for at gøre det lettere for udviklere at skabe apps. Alle nuværende Android-apps fungerer dog direkte, selv om de ikke er tilpasset formatet.
Produktet har integreret Gemini AI, som skulle gøre det muligt at lære mere om det, du ser. Du skal således kunne hente videoer, der giver mere information, eller blot tegne en cirkel omkring noget, du ser (Circle to Search) i den virkelige verden, og få information om det.

Med 3D-funktioner vil du kunne udforske nærliggende attraktioner på Google Maps på en helt ny måde. Det skulle også være muligt at omdanne 2D-billeder og -videoer til 3D for at få en ny oplevelse. Adobes Project Pulsar skal gøre det muligt at redigere film i 3D. Og selvfølgelig kan man spille XR-tilpassede spil.
Ved hjælp af sensorer, kameraer og processorer kan Galaxy XR følge dine hoved-, hånd- og øjenbevægelser. Headsettet skal være behageligt, da trykket fordeles mellem panden og baghovedet. Da batteriet ikke sidder i headsettet, er det gjort så let som muligt.

Foran dine øjne er der 4K mikro-OLED-skærme, der er to tovejshøjttalere og seks mikrofoner. Galaxy XR vejer 545 gram og har en batterilevetid på 2-2,5 timer. Indeni er der en Snapdragon XR2+ Gen 2-chip, som styrer det hele.
Pris og tilgængelighed
Samsung Galaxy XR er nu tilgængelig i Korea og USA for 1.800 dollar.



