TESTS Bil & Mobilitet Computer Sport & Træning Gaming Mobil Smart Home Teknologi

Nyhed

OnePlus kan lukke i Europa allerede næste måned

Nye kilder bekræfter, at OnePlus efter alt at dømme trækker sig ud af store dele af Europa og Nordamerika allerede i april. Direktøren for OnePlus India har forladt selskabet, og medarbejdere har angiveligt fået fratrædelsespakker.

Af / 26/03/2026 - 09:59
OnePlus kan lukke i Europa allerede næste måned

Da vi tilbage i januar skrev om OnePlus’ krise, var der stadig plads til tvivl. Selskabets indiske direktør, Robin Liu, afviste rygtene som “falske”, og OnePlus’ europæiske presseafdeling forsikrede, at driften fortsatte som normalt. To måneder senere er billedet et helt andet.

Chefen er væk

Robin Liu, der i januar stod i spidsen for de blanke afvisninger, har nu forladt OnePlus og er vendt tilbage til Kina. OnePlus bekræfter afgangen, men nøjes med at takke ham for hans indsats og oplyse, at han forlader selskabet for at “forfølge sine personlige passioner”. Selskabet har ikke besvaret spørgsmål om, hvorvidt stillingen genbesættes.

Læs også Nyhed: OnePlus i kæmpe krise Moderselskabet OPPO kan være i gang med at nedlægge OnePlus som selvstændigt brand. Selskabet afviser, men svarer ikke på spørgsmål om fremtiden i Danmark og Europa.

Lukning kan ske i april

Ifølge 9to5Google har en kilde med kendskab til selskabets interne beslutninger bekræftet, at OnePlus vil indstille driften i flere markeder – herunder store dele af Europa – potentielt allerede i april 2026. Udvalgte medarbejdere er angiveligt allerede blevet informeret og har modtaget fratrædelsespakker, skriver mediet.

Branchetipsteren Yogesh Brar, der tidligere har leveret pålidelige oplysninger om kommende mobiler, offentliggjorde kort tilsvarende oplysninger på X, inden opslaget blev slettet igen. Ifølge Brar vil OnePlus’ kinesiske forretning fortsætte upåvirket, mens Indien fremover kun vil se budget- og mellemklasseprodukter. For kunder i USA, Storbritannien og EU er udsigterne derimod dårlige, lyder vurderingen.

OnePlus global shutdown yogeshbrar X.jpg
(Screenshot: Android Authority)

Hvad det betyder for danske brugere

OnePlus har ikke besvaret spørgsmål om konsekvenserne for det danske eller nordiske marked. Allerede i januar rapporterede MereMobil.dk, at det danske kontor kunne lukke ved udgangen af marts 2026, og at den svenske afdeling formentlig ville følge med.

Annonce

For de mange danske OnePlus-ejere er situationen præget af usikkerhed. OnePlus har gentagne gange garanteret, at softwareopdateringer, eftersalgsservice og garantiforpligtelser vil blive overholdt, og reparationer håndteres fortsat af Mentech herhjemme. Men et selskab uden europæisk organisation vil uundgåeligt have sværere ved at indfri løfter om tre til fire års Android-opdateringer.

Samtidig er det uvist, om kommende produkter som OnePlus Nord 6 og OnePlus 15T overhovedet når de danske butikker. Flere planlagte modeller, herunder den foldbare OnePlus Open 2 og den kompakte OnePlus 15s, er ifølge flere kilder allerede droppet. Nye produkter er fortsat under udvikling, men forventes primært lanceret i Kina, medmindre andet udmeldes specifikt.

20260302 182322
L&B Home var til stede ved et pressearrangement i Barcelona i forbindelse med MWC 2026, hvor Oppo officielt bekræftede, at Find X9 Ultra er på vej til de europæiske butikker. (Foto: Peter Gotschalk)

OPPO overtager scenen

Baggrunden for den forventede tilbagetrækning er ifølge kilderne, at moderselskabet OPPO i stigende grad prioriterer sine egne produkter frem for OnePlus. Hasselblad-kamerasamarbejdet, der tidligere var et af OnePlus’ stærkeste salgsargumenter, blev droppet med OnePlus 15, men fortsætter på OPPOs egne flagskibsmobiler. Og mens OnePlus angiveligt lukker ned i Europa, har OPPO netop teaset en global lancering af sin nye topmodel, Find X9 Ultra.

OnePlus har ikke kommenteret de seneste meldinger, men henviser til sin tidligere udtalelse om Robin Lius’ afgang.

(f. 1973): Chefredaktør for L&B Home. Peter har arbejdet for Lyd & Billede siden 2012. Han har været aktiv som tech-journalist for talrige medier siden 1998, bl.a. som chefredaktør for gadget-magasinet GEAR og som journalist for magasinerne PC World og Privat Computer. Peter skriver om smartphones og andre bærbare enheder samt om teknologisk innovation, herunder 5G, elektronisk mobilitet og smarte hjem.

Skriv din kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Samsungs nye prisvenlige AI-mobiler

Endelig bliver det nemt at dele mellem iPhone og Galaxy

Samsung stopper produktion af Galaxy Z TriFold

Endelig! Chrome til Android bliver lidt mere voksen

iPhone 18 får også Liquid Glass, men Apple lover mere kontrol

Sådan beskytter du din mobiltelefon mod amerikanske tech-giganter

Slut med de flade kort i Google Maps

Sådan kommer OnePlus 15T til at se ud

Er din iPhone sikker? Sådan undgår du det lækkede supervåben

Her er Nothing's nye (4a) serie

Oplad mobilen med din drikkedunk

TCL vil have en AI-robot til at passe dine børn - og din mobilskærm til at føles som papir